Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.

Vreden var ikke til at tage fejl af.

Den radikale Zenia Stampe havde erklæret, at Pia Kjærsgaard var blevet ”fyret” som Folketingets formand, og den bemærkning var simpelthen et groft angreb, mente flere af de ophidsede DF'ere. Men Thulesen tog det helt afslappet – og den attitude undrede flere af partifællerne. 

Episoden fandt sted under en afskedssamling for de folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der ikke var blevet genvalgt. DF’erne mødtes til en stor smørrebrødsanretning med sild, mørbradbøffer og tatar i restaurant Tivolihallen, og ledelsen var repræsenteret af formand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup.

Thulesens konstatering af, at det formelt set ”er rigtigt nok”, at Pia Kjærsgard ikke kunne fortsætte, kan ses som en nøgtern konstatering. For efter det knusende nederlag havde Kjærsgaard ingen chance for at blive på posten som Folketingets formand.

Alligevel havde flere i den sluttede kreds af partifæller ventet et indigneret forsvar for partiets stifter, der følte sig forulempet af Stampes bemærkning. Men forholdet mellem Thulesen og Kjærsgaard er ikke så nært, som det var engang, og det blev ordvekslingen i Tivolihallen set som et symbol på.  

Kjærsgaards rolle
En række DF'ere beskriver, hvordan Kjærsgaard under valgkampen har givet udtryk for skuffelse og utilfredshed med Thulesen og Skaarup. Mens Thulesen på sin side har bemærket, at det ”vil være rart, hvis Pias råd kom på forkant i stedet for på bagkant”.

Da DF's nye ledelse blev valgt forleden, blev Pia Kjærsgaard ikke en del af den.

Her deler oplysningerne sig. Vedvarende rygter vil vide, at Kjærsgaard forsøgte at blive gruppeformand i stedet for Peter Skaarup, men at Thulesen afviste det, og at Kjærsgaard derefter opgav at stille op til ledelsen. Andre afviser pure, at Kjærsgaard havde disse ambitioner, og beskriver det som spin og selvsving. Kjærsgaard selv afviser det kategorisk og med en understregning af, at hun ikke engang har hørt om det.

Til gengæld er der almindelig enighed om, at DF-stifteren var skuffet over ikke at blive inddraget mere, efter hun i 2012 overlod roret til Thulesen. Kjærsgaard forlod dengang frivilligt ledelsen, men havde tydeligvis forventet, at hendes mangeårige kronprins uformelt ville spørge hende til råds, når han overtog tronen. Men Thulesen kørte selv.

Meld/Feld stadig bremseklods
Mens forholdet mellem Kjærsgaard og Thulesen ikke er i top for tiden, er forholdet mellem Kjærsgaard og Morten Messerschmidt nært.

Morten Messerschmidt kom heller ikke ind i den nye ledelse, men det stod klart længe inden valget. Messerschmidt blev smidt ud af ledelsen i forbindelse med Meld/Feld-sagen, og før den sag er afsluttet, kan man ikke tage ham ind igen.

Til gengæld er der åbnet mulighed for, at Messerschmidt kan få en plads i DF's koordinationsudvalg på et senere tidspunkt. I udvalget sidder Thulesen og Skaarup sammen med veteranen Søren Espersen og den magtfulde pressechef Søren Søndergaard.

Forsager fokusgrupper
Søren Søndergaard er anerkendt blandt Christiansborg-journalisterne som en virkelig dygtig pressechef. Men flere DF'ere peger på, at Søndergaard er blevet overbebyrdet med opgaver – specielt efter folketingsgruppen voksede voldsomt i 2015. Nogle efterlyser også nye arbejdsmetoder.

DF har som et af de ganske få partier på Borgen aldrig bestilt meningsmålinger eller anvendt fokusgrupper. DF havde en selvforståelse af, at det ikke var nødvendigt, fordi man havde fingeren på pulsen.

Det har været rigtigt hidtil, men i denne valgkamp gik det galt. Som en DF’er udtrykker det:
”Havde vi brugt målinger, var vi ikke gået så galt af klimadagsordenen, og vi kunne også have fanget potentialet i nedslidningsdebatten. Det er jeg sikker på, socialdemokraterne målte sig frem til.”

Nationalkonservative med på S-bølgen
Den interne friktion i Dansk Folkeparti er nogle steder blevet set som et opgør mellem nationalkonservative og mere socialdemokratisk orienterede kræfter. Den tolkning er blevet styrket af offentlig kritik fra den afgående MF Christian Langballe, der beklager, at ”det nationalkonservative element var fraværende i valgkampen”.

Men det er alt for forenklet at tale om en strid mellem ”socialdemokrater” og ”nationalkonservative”.

For eksempel har den nationalkonservative Messerschmidt fuldstændig overtrumfet Thulesen i ”socialdemokratisme” så sent som ved Dansk Folkepartis årsmøde i efteråret. Dengang foreslog Messerschmidt, at DF blev parlamentarisk grundlag for en S-regering efter en rød sejr. Men det var at gå for langt, understregede Thulesen.

Og allerede i 2016 havde DF’s nationalkonservative Godfather Søren Krarup udtalt, at han foretrak en socialdemokratisk regering under Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen frem for en regering under Lars Løkke Rasmussen, der ”mangler viljen til at forsvare Danmark mod islamisk indvandring”.

Flimrende billede
I DF er der bred enighed om, at det var rigtigt af Thulesen at gå sammen med Mette Frederiksen for at forhindre en yderligere hævelse af pensionsalderen og topskattelettelser. Det er ikke som sådan samarbejdet med S, der kritiseres. Det blev yderligere slået fast, da Altinget lørdag bragte et interview med Messerschmidt. Uenighederne går mere på metode og stil end på politisk substans.

Pia Kjærsgaard har efter valgnederlaget udtalt, at DF har "begået strategiske fejl" − uden at definere, hvad hun sigter til. Men flere DF'ere peger på, at det blev sværere at forklare partiets position, da Thulesen på årsmødet sagde, at han skam ”vil tage telefonen, hvis Mette ringer”.

Thulesen understregede hele vejen igennem, at partiet ville pege på Løkke, men de mange fotos af Mette og Kristian i feel-good-stemning gav indtryk af en fast alliance med socialdemokraterne. For mange vælgere blev billedet tydeligvis for flimrende.

Det er ikke Thulesens velfærdspolitik, der er i skudlinjen – og de mere nationalkonservative kræfter i DF er på ingen måde liberalister. Men de er utilfredse med, at der ”blev snakket for meget velfærd og for lidt værdier i valgkampen og månederne op til”.

Thulesen ikke fræk nok
Oveni kommer en efterhånden ret udbredt kritik af Thulesens stil. Da han overtog efter Pia Kjærsgaard, havde mange forventet en tilbagegang, fordi han ikke har samme karisma som partistifteren. Det stik modsatte skete som bekendt, og Thulesen nåede med sin saglige og velforberedte stil ud til helt nye vælgergrupper.

Men Kristian Thulesen Dahl har vist sig bedst i medgang. Flere partifæller hæfter sig ved, at han havde svært ved at mobilisere den nødvendige frækhed i en valgkamp, hvor partiet var presset. At han ikke fik hamret ordentligt igen mod en offensiv, men også mere løst funderet, Pernille Vermund (NB).

Begrebet ”paradigmeskifte” nævnes af mange DF'ere som et klassisk eksempel på en teknokratisk stil, og Pia Kjærsgaard har offentligt kritiseret sprogbrugen og vil hellere tale om hjemsendelser. Nu stammer ordet paradigmeskifte faktisk fra Løkke, men Thulesen brugte det ved flere lejligheder.

Ironisk nok er paradigmeskiftet indholdsmæssigt en meget vigtig sejr for DF. Ført ud i livet vil det være en drastisk ændring, hvis flygtningene rent faktisk bliver sendt tilbage, når der er fred i deres hjemlande. Men sådan blev det ikke taget ned af vælgerne.  

Ikke perlevenner
Efter det katastrofale nederlag skal DF – som Kjærsgaard har sagt det – i gang med at genopfinde sig selv.

Til det formål har partiet nedsat en gruppe, der skal udvikle partiets politik på kerneområder. Gruppen ledes af Martin Henriksen, og de to andre medlemmer er Morten Messerschmidt og Katrine Winkel Holm, der er datter af Søren Krarup. Alle meget værdikonservative kræfter.

Alligevel er der en vis spænding om, hvordan gruppen kommer til at fungere, for det er almindeligt kendt i DF, at forholdet mellem Martin Henriksen og Morten Messerschmidt ikke ligefrem er hjertevarmt. For nu at sige det diplomatisk.

Gode chancer for comeback
DF står over for en hel serie problemer, men de færreste forventer, at Thulesen for alvor vil blive udfordret. Messerschmidt har ikke styrken til det i øjeblikket, det har kun Pia Kjærsgaard, og her er forventningen, at hensynet til det parti, hun selv har bygget op, vil veje tungest.

Trods den aktuelle nedsmeltning er situationen ikke uden perspektiver for Dansk Folkeparti. Danskernes holdning til udlændingepolitikken har ikke ændret sig, og der er stadig masser af problemer som islamisme, social kontrol og indvandrerbander. Ingen forventer, at migrantpresset mod Europa bliver mindre i de kommende år.

Det grundlag, DF blev dannet på, eksisterer stadig, og selvom andre partier har tilnærmet sig DF’s politik, vil der være nok at skyde på. Nu fra en mere fri rolle. 

Analysen opdateret kl. 09.00 ved sætningen om, at Pia Kjærsgaard til citat afviser at have haft ønsker om at stille op som gruppeformand.  

Forrige artikel Østergaard fik mandat til et langt sommerslag Østergaard fik mandat til et langt sommerslag Næste artikel Analyse: Valgets tale var klima – ikke en ny udlændingepolitik Analyse: Valgets tale var klima – ikke en ny udlændingepolitik
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.