Hækkerups skift kalder på demokratisk selvransagelse

Så blev det Nick Hækkerups tur til at rejse sig fra ministerstolen og vandre ud gennem den gyldne svingdør for at blive lobbyist.

Hækkerup gik i hælene på Brian Mikkelsen, Karsten Lauritzen, Henrik Sass Larsen, Maria Reumert Gjerding, Bjarne Corydon, Karen Hækkerup og en række andre prominente politikere, der gennem de senere år har forladt toppolitik til fordel for et job i en interesseorganisation eller et konsulentbureau.

Når ministre og toppolitikere i stigende grad forlader politik for at blive lobbyister, kalder det på demokratisk selvransagelse.

Først og fremmest fordi de her jobskifter oser af interessekonflikter og svækker tilliden til det politiske system. Men også fordi det virker besynderligt, at en direktørstilling i eksempelvis Bryggeriforeningen åbenbart er mere attraktiv end det, der skulle forestille at være et af landets fineste og vigtige embeder, nemlig jobbet som justitsminister.

Er tjansen som toppolitiker simpelthen blevet så slidsom, at folk i stigende grad flygter?

Som minister og toppolitiker har man adgang til unik viden som hemmeligt stemplede dokumenter og lovgivning, der endnu ikke er gennemført. Er det virkelig klogt, at folk i landets mest betroede embeder kan tage deres unikke viden med over til den modsatte side af forhandlingsbordet over natten?

Sarah Steinitz
Partner, Analyse & Tal

Jeg har ikke noget personligt imod Nick Hækkerup. Han er garanteret en ærlig og redelig fyr. Og det skal være ham vel undt at stoppe i politik, skifte job og forfølge en videre karriere udenfor politik. Spørgsmålet er bare, om man som toppolitiker (og topembedsmand i øvrigt) skal kunne sætte sig i direktørstolen dagen efter?

Som minister og toppolitiker har man adgang til unik viden som hemmeligt stemplede dokumenter og lovgivning, der endnu ikke er gennemført. Er det virkelig klogt, at folk i landets mest betroede embeder kan tage deres unikke viden med over til den modsatte side af forhandlingsbordet over natten?

I mange tilfælde er interessekonflikterne til at få øje på. Som når et tidligere medlem af Forsvarsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn skifter til et konsulentbureau for at sælge kampfly til den danske stat. Når en tidligere sundhedsminister bliver direktør for privathospitalernes interesseorganisation. Når en tidligere finansminister springer over i et af statens allermest brugte konsulenthuse på det økonomiske område. Eller når en tidligere landbrugsminister, der skulle regulere sprøjtemidler, bliver landbrugets talerør. Tilsvarende var Nick Hækkerup netop i gang med at foreslå at hæve alkoholgrænsen for unge – men som bryggeriernes direktør får piben snart en anden lyd.

Det ser mærkeligt ud. Og det styrker ikke just tilliden til politik. I de fleste andre EU-lande kan ministre ikke uden videre blive lobbyister fra den ene dag til den anden, men må vente mellem seks måneder og et par år, før de kan sætte sig på den modsatte side af forhandlingsbordet. I Norge og Storbritannien har man desuden et uafhængigt ”karantænenævn”, der kan rådgive ministre og topembedsmænd om deres jobskifte.

Sådan et råd burde vi også have i Danmark. Så kunne politikere (og topembedsmænd) spørge rådet: ”Kan jeg skifte herover?” Og rådet kunne vejlede: ”Ja, her kan du rykke hen med det samme.” Eller ”Nej, her må du vente et par måneder, for det clasher med dine ansvarsområder.”

Karensperioder og et rådgivende råd kunne hjælpe politikere til at navigere i potentielle interessekonflikter, og samtidig kunne det mindske mistanker om magtmisbrug og inhabilitet, og dermed øge tilliden til det politiske system.

En ting er spørgsmålet om, hvorvidt den gyldne svingdør fortsat skal stå pivåben – uden nogen form for regulering. En anden og vigtig diskussion handler om, hvorfor flere og flere smutter fra politik – endda mens de sidder på den allerøverste taburet som minister. Er toppolitik simpelthen blevet så hårdt, at folk flygter?

Karensperioder og et rådgivende karantæneråd vil være sundt for vores demokrati og tilliden til politikerne. Men det er også værd at se på arbejdsmiljøet blandt toppolitikere. Toppen af politik skulle helst være et sted, hvor et mangfoldigt udsnit af mennesker gerne vil være.

Sarah Steinitz
Partner, Analyse & Tal

Forskning fra Aarhus Universitet viser, at politikere i dag bruger mindre tid på at lave politik – til trods for, at lovgivningen er blevet mere kompleks, og at der er endnu flere sager at håndtere end tidligere. I stedet bruger de mere tid på interviews og sociale medier.

TV2 News er klar på udsendelser døgnet rundt, og sociale medier holder heller aldrig pause – men kræver tværtimod kontinuerlig tilstedeværelse. Endelig har den politiske journalistik fået et sultent personfokus. Ifølge tidligere politisk redaktør Anders Langballe er der ligefrem tale om en blodrus, når journalisternes falkeblik øjner en såret politiker. Så skal vedkommende ned med nakken.

I forbindelse med den bog, jeg udgav sidste år, interviewede jeg et andet medlem af Hækkerupklanen, nemlig Karen Hækkerup, om hendes skifte fra justitsminister til at blive direktør i Landbrug & Fødevarer. Karen Hækkerup fortalte mig, at hun afbrød sin ministerperiode, fordi hun var blevet slidt af at være i politik og endte med at få politikerlede.

Er Nick Hækkerups skifte fra et af landets mest magtfulde poster til at blive talerør for bryggerierne i virkeligheden et udtryk for, at politik er blevet et sted, hvor flere og flere ikke kan holde ud at være i længere tid? Eller skal man mon være en særlig type for at holde politik ud?

Karensperioder og et rådgivende karantæneråd vil være sundt for vores demokrati og tilliden til politikerne. Men det er også værd at se på arbejdsmiljøet blandt toppolitikere. Toppen af politik skulle helst være et sted, hvor et mangfoldigt udsnit af mennesker gerne vil være.