Hegelund og Mose: Lobby-udsalget er ovre

MANDAGSTRÆNEREN: Efter 18 måneders shop-amok på Christiansborg under smal V-regering begynder lobbyhverdagen at indfinde sig hos interesseorganisationerne. Nu gælder det om at finde regeringsprækkerne hos VLAK, skriver Hegelund og Mose.

De danske smede blev ganske julefornøjede, da erhvervsminister Brian Mikkelsen kort efter sin entre i regeringen slog et slag for, at Danmark skal uddanne flere faglærte: I 2025 vil der mangle 85.000, kunne den konservative minister konstatere i Danmarks Vækstråd, hvor Dansk Metals formand sidder med.

Nok har smedene et glimrende forhold til landets liberale statsminister, men med en konservativ stemme i regeringen er det en klar forventning, at der kommer mere regeringsfokus på behovet for veluddannet arbejdskraft i industrien. En frokost med Metal-formand Claus Jensen er allerede i Brian Mikkelsens kalender.

Organisationsverdenen skal vænne sig til, at V er blevet til VLAK, hvad der vil ændre påvirkningsspillet, når Folketinget i denne uge vender tilbage fra juleferie blandt andet for at påbegynde justeringen af folkeskolereformen: I regeringen vil der opstå nye magtcentre, som kan udnyttes til at klemme en kile ind i regeringssprækkerne. Og så venter alle spændt på, hvordan Kristian Thulesen Dahls vælgerforslåede parti vil udnytte sin yndlingsposition som en siddende regerings faste støttekorset.

Parlamentarisk boble
Storudsalget på Christiansborg synes imidlertid for en rum tid ovre – en historisk, halvandet år kort parentes, hvor en større bid af magten smuttede fra ministre og embedsmænd over til en bred kreds af partier.

For den dygtige interessevaretager gav den smalle Venstre-regering mulighed for at gå stuegang på Christiansborg og nålestiksforsyne partier – ikke mindst dem i blå blok – med mærkesager, mens det for den mindre fuldbefarne organisation uden brede politiske kontakter har været forvirrende at skulle overskue de utallige flertalsvarianter efter valget i 2015: Hvem var på vej ind og ud af forhandlingsvarmen?

De usikre slog op i banen, de dygtige shoppede: Organisationen Børns Vilkår udnyttede den usædvanlige parlamentariske boble fra sommeren 2015 til november 2016 til at forsyne ordførere fra Konservative og Liberal Alliance med børnevenlige sager, som Venstres socialminister, Karen Ellemann, måtte nikke ja til for at få en politisk aftale.

I 2017 kan landets mange interessevaretagere forvente, at spillepladen vil ligne noget, de har set før. På ét punkt ligner VLAK-regeringen regeringsholdene, som de har set ud, siden Anker Jørgensen trak stikket i 1982: Den består af flere partier, og til trods for at der som i enhver anden duelig regering er lavet en musketéred om at stå sammen, vil den drevne lobbyist spotte og udnytte de nye magtcentre.

Magtens maskinmestre
Selvom Venstre ud over Statsministeriet har sikret sig overherredømmet hos Kristian Jensen i Finansministeriet, har man noteret sig, at den radikale Margrethe Vestagers gamle Økonomi- og Indenrigsministerium er blevet retableret til Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, mens den konservative Brian Mikkelsen med ti års ministererfaring igen har fået ansvar for Erhvervsministeriet. Begge naturligvis med adgang til det vigtige Økonomiudvalg og også til regeringens Koordinationsudvalg. Der vil således ikke som i den rene Venstre-regering blot være en enkelt lobbydør ind i regeringen, der vil være tre.

På overordnet driftsniveau er det de tre maskinmestre Jensen, Mikkelsen og Ammitzbøll, der bliver lobbydanmarks indgang – for Venstres vedkommende garneret med den altid driftsinteresserede Løkke som overmaskinmester. Dermed minder konstellationen om S-R-(SF)-regeringen, hvor indgangene var Bjarne Corydon og Margrethe Vestager.  

Konservative har sat sig for, at det ikke må galt på de indre magtlinjer, som det skete i de sidste mange måneder af VK-regeringen frem mod Helle Thorning-Schmidt valgsejr i 2011, hvor Lars Løkke og Venstre – grundet de interne konservative problemer – de facto var indflydelses-indgangen til regeringen.

Lærerne bruger sidedøren
Ud over maskinmestertrioen vil lobbyisterne også liste sig ad sideindgangene til de menige K- og LA-ministre. Danmarks Lærerforening kunne vel dårligt tro sit eget held, da den kære ven af foreningen, Merete Riisager fra Liberal Alliance, før jul blev udnævnt til undervisningsminister.

Den folkeskolereform-kritiske Riisager har i årevis plejet tæt omgang med Anders Bondo og hans sjak; ministerudnævnelsen var ikke bare et scoop for lærerne grundet de tætte personlige relationer, men også timet perfekt op til, at den forkætrede reform fra 2013 står over for en justering.

Trods intentionerne i regeringsgrundlaget er der da også allerede opstået støj om, hvad der skal ske med landets folkeskoler; et forvarsel om, at lobbyister, der ikke er glade for gamle beslutninger, næppe har grund til at give op: Selvom de tre blå partiformænd under regeringsforhandlingerne på Marienborg gjorde et stort nummer ud af at låse hinanden fast på et 86 sider langt regeringsgrundlag, og selvom de tre maskinmestre ud over diverse møder har blandet blod under en fælles middag, vil der opstå store som små sprækker i enigheden, når det kommer til den reelle udmøntning på en stribe ressortområder.

Folkeskoleområdet er det første eksempel, skønt Anders Samuelsen ellers har tydeliggjort, at hans regerings-uerfarne parti ikke skal ende som SF, der ikke kunne finde ud af at sidde i regering.

Undervisningsministeren skaber forvirring, lød det ikke desto mindre i ugens løb fra Venstres undervisningsordfører om Merete Riisager. ”Selvom vi sidder i samme regering, ser Merete Riisager og jeg forskelligt på det,” kritiserede Venstres Anni Matthiesen. 

Den dygtige lobbyist opfanger lynhurtigt sådanne sprækker: Der er brug for vores hjælp! Mon ikke Danmarks Lærerforening har gjort sig klar til at fodre Riisager med beregninger og materiale, der kan bistå ministeren, når hun skal overbevise forligspartierne bag folkeskolereformen – hvortil Liberal Alliance ikke hører – om de justeringer, hun finder nødvendige?

Hvis lærerne har læst deres lobby-ABC, sætter de sig i ministerens sted og leverer ikke bare dokumentation, men også argumenter nøje målrettet forligets forskellige grupperinger. For lærervennerne på venstrefløjen noget om socialt ansvar og til højrepartierne noget om faglighed, måske med et touch af kæft, trit og retning.

Ministerens eget system af embedsmænd? De skal holde tungen lige i munden for at leve op til det aftalte i sin tid – og samtidig betjene den nuværende minister. På moderne-dansk: et krydspres for departementschefen og hans håndgangne mænd og kvinder, som også åndes i nakken af Finansministeriet.

Fagbevægelsen håber på Tulle
Ikke mindst de store LO-forbund venter samtidig spændt på, hvordan Dansk Folkeparti vil udnytte sin genindtagne nøgleposition over for en borgerlig-liberal regering oven på det forgangne halvandet års shopping i et sandt eldorado af forskellige politiske konstellationer. Flere fagforbund har anlagt en realpolitisk tilgang til Dansk Folkeparti: Måske kan man liste store som små mærkesager ind via blå bloks største parti.

Samtidig er der muligvis også tændt et lille grønt DF-håb for bæredygtighedslobbyister: Blot en uge efter dannelsen af VLAK-regeringen overraskede DF ved uden om regeringen at gå sammen med S, SF og R om en bæredygtig fiskeripakke til glæde for industriramte kystfiskere. En begmand til Venstres miljø-og fødevareminister og et lille bidrag til den grønne omstilling.


Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. I marts udkommer deres nye bog, ”Flyt magten”. Se www.hegelundmose.dk
 

Forrige artikel Hegelund og Mose: Året der gik i embedsværket Hegelund og Mose: Året der gik i embedsværket Næste artikel Hegelund og Mose: Departementschefens perfekte CV Hegelund og Mose: Departementschefens perfekte CV
Løkke er fanget af sin egen retorik

Løkke er fanget af sin egen retorik

ANALYSE: SV-fantomet gav kortsigtede mandatgevinster til Venstre og styrkede Løkkes egen position. Men bivirkningerne er enorme, og Mette Frederiksen har det stærkeste udgangspunkt for en S-regering siden 1993.