Hvis de borgerlige vil generobre magten, bør de starte med at læse denne bog

Den borgerlige krise handler om corona, men den handler også om liberalisme. Den borgerlige krise er liberalismes krise.

Godt nok er sandheden ilde hørt blandt mange selverklærede liberale. Her opfattes konstateringen af det selvfølgelige mindre som en analyse end som et angreb.

Udgangspunktet for den liberale afvisning af liberalismens krise er enkel: Liberalismen er sand, så liberalismen kan ikke være i krise. Samfundets forhold til sandheden måske. Eller almindelig sund fornuft. Det er ikke idéerne, men virkeligheden, den er gal med.

Et sådant tilbagetog til dogmatikkens klosterliv er imidlertid endnu et tegn på krisen.

Must-read for pragmatiske liberalister
Det er tvivlsomt, om de mest dogmatiske liberale lader sig lokke ud i sollyset af historiker, dr.phil. Michael Böss’ seneste bog Liberalismens vildfarelser – forsvar for folkestyret. Dertil er klosterbryggets og den indforståede knejpestemning blandt meningsfæller nok alligevel for besnærende.

Men de mere pragmatisk indstillede liberale i både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, bør læse Böss’ analyse.

For kniber man øjnene sammen og glider hen over den dagsaktuelle polemik, fremstår bogen som et engageret, vidende og mestendels overbevisende forsvar for en folkeligt orienteret liberalisme. I ånd, hensigt og indstilling beslægtet med Per Stig Møllers fremragende debatbog 'De fire Isbjerge' fra 2018.

Det ligger allerede i titlen. Liberalismen er ikke en vildfarelse, men rummer vildfarelser. En hel del viser det sig: neoliberal atomisme, økonomisme, konkurrencestatens teknokrati, troen på (boglig) uddannelse som svaret på alverdens udfordringer, den populistiske modreaktion og multikulturalismen. Selv identitetspolitikken skrives på denne konto. Uden tvivl til overraskelse for de fleste erklærede liberale.

Selvom Böss’ kritik måske vil efterlade mange liberale i selvretfærdiggørelsens uproduktive forsvarsposition, er hans analyse et godt sted at begynde, når der skal tænkes videre.

Christian Egander Skov
Historiker, redaktør, kommentator

En amputeret liberalisme
Liberalismen har altså meget at høre for, ikke mindst fordi Michael Böss har valgt en meget ambitiøs tilgang til stoffet, hvor han kigger på liberalisme som et globalt og historisk fænomen.

Liberalismens vildfarelser afviser eksempelvis den opfattelse, at der ingen sammenhæng er mellem liberalisme i Amerika og liberalisme i Danmark, fordi liberalismen i Amerika er centrum-venstre og udefter, mens den i Danmark er centrum-højre og udefter. Det hænger ganske godt sammen, men undgår ikke at blive noget ufokuseret.

Gennem nyere litteratur om liberalismens idéhistorie viser Böss sammenhængene i den liberale tradition. Netop evnen til at popularisere og aktualisere den idéhistoriske litteratur betyder, at bogen overbeviser med sin analyse af, at vi i dag ofte møder en amputeret liberalisme.

Den egentlige klassiske liberalisme, som vi møder den hos filosoffer som Adam Smith og Adam Ferguson, var fokuseret på moral og samfundets almene vel. Den var kritisk over for ensporet materialisme. I det efterfølgende århundrede blev det nationale og det liberale knyttet naturligt sammen, herhjemme eksemplificeret ved den politiske gruppe De Nationalliberale, der var primus motor for Danmarks første grundlov i 1849.

Med udgangspunkt i forskning fra historikerne Jeppe Nevers og Niklas Olsen viser Böss, hvordan den klassiske liberalisme var mere optaget af dannelse og forudsætningerne for det frie samfund end det frie marked. Liberalismen var netop borgerlig i ordets grundlæggende, dobbelte forstand: den var det urbane borgerskabs ideologi; og dens tænkning drejede sig netop om menneskets ansvar og rolle som borger i et samfund.

Og så var den i øvrigt pivende udemokratisk. For dannelse var forbeholdt de få. Masserne frygtede man. Denne elitisme er et tilbagevendende fænomen i liberalismen og giver sig aktuelt udslag i visse liberales afsmag for alt, hvad der lugter af populisme samt en stærk tiltro til meritokratiske og teknokratiske eliter.

Landosamfund og folkelighed
I de fleste lande er de liberale partier små. I Danmark er det traditionelt det dominerende borgerlige parti. Det skyldes dog mindre dets liberalisme end dets folkelighed.

For, som Böss gør opmærksom på, har dansk liberalisme sine egne rødder i landbosamfundets folkelighed, der ikke mindst bar præg af grundtvigske tanker om dannelse, folk og fædreland.

Jeg vil skærpe pointen. Venstre var landbosamfundets parti og selvom man udadtil var kritisk over for den magt, der udgik fra Københavns elite – og faktisk her anvendte et sprog, der ikke lader populismen noget efter – var man indadtil nærmest kommunitarister, som stod vagt om de lokale fællesskaber.

I det omfang, vi opfatter Venstre som en central forvalter af dansk liberalisme, må vi forstå, at liberalismens succes har haft rigtig meget at gøre med denne folkelighed og mindre med den urbane, elitære liberalisme.

Uforsonlig kritik af neoliberalismen
I tiden efter Anden Verdenskrig opstod den såkaldte neoliberalisme, som fra 1970’erne blev importeret til Danmark. Böss liberalismekritik er først og fremmest en kritik af neoliberalismen, også en ret uforsonlig kritik.

Men før vi afskriver neoliberalismen, er det på den anden side vigtigt at huske, hvor afgørende dens økonomistiske markedsterminologi har været for, at det lykkedes de borgerlige at bryde Socialdemokratiets hegemoni fra 1980’erne og frem.

Den indgød ikke bare de borgerlige en ny selvtillid, men gav også konkrete politiske redskaber til at håndtere den ekspansive velfærdsstats styringskrise. For første gang siden tiden før Første Verdenskrig så det ud til, at de borgerlige stod med noget, der lignede svar.

Ydermere lovede neoliberalismen frihed. Hvis velfærdsstaten forvandlede borgeren til klient, lovede neoliberalismen frigørelse ved at forvandle klienten til en forbruger, der kunne realisere sig selv gennem de valg, han traf på markedet. Det var ideel glæde og frit valg på alle hylder.

Er den glade liberalismens tid forbi?
Liberalismen har sejret ad helvede til, men det er måske netop derfor dens svagheder er blevet synlige?

I hvert fald bliver værdien af netop alt det, økonomerne ikke ser, og alt det, der ikke har med individet, men med fællesskabet at gøre, pludselig mere præsent, når kriserne rammer.

Måske er den glade liberalismes tid forbi? Måske har den længe været det? Den hørte til i den korte periode efter Den Kolde Krigs afslutning og frem til 00’erne. Og måske kræver et virksomt forsvar for vores liberale orden, at vi nu må grave furene i vores pander dybere og omfavne en borgerlig pragmatismes hårde alvor.

Selvom Böss’ kritik måske vil efterlade mange liberale i selvretfærdiggørelsens uproduktive forsvarsposition, er hans analyse et godt sted at begynde, når der skal tænkes videre.