Identitetspolitikken kan blive venstrefløjens næste ørkenvandring

Skal man pr. definition bøje sig for en følelse af krænkelse, hvis den krænkede part tilhører en seksuel, etnisk eller religiøs minoritet?

Og er kampen for minoriteter ligefrem vigtigere end den fordelingspolitiske kamp? 

Svaret på de spørgsmål er der langtfra enighed om på den danske venstrefløj, men udfaldet af den interne kamp kan komme til at afgøre venstrefløjens skæbne lang tid fremover. 

Klassemodsætninger underordnet
Den såkaldte identitetspolitik tager i modsætning til marxismen ikke udgangspunkt i kampen mellem de samfundsmæssige klasser. Det er ikke slagteriarbejderens eller skraldemandens interesser over for arbejdsgiveren, man ser som den centrale modsætning. 

Adopterer venstrefløjen identitetspolitikken, forærer den højrefløjen den ideelle slagmark. 

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I stedet ses seksuelle, etniske eller religiøse minoriteter som undertrykte grupper, man skal forsvare. Pointen er ikke bare at bekæmpe regulær racisme, kvindeundertrykkelse eller homofobi. Det går langt videre end det. 

Køn ses af de mere yderliggående identitetspolitiske aktivister som ”en social konstruktion”, altså noget, man aktivt vælger frem for at være rent biologisk. En holdning, der kan have mening for transkønnede, men som for langt de fleste danskere er det rene nonsens.   

Føler man sig krænket, er man krænket
Identitetspolitikken ændrer reglerne for, hvordan man debatterer med hinanden, og hvordan man opfører sig over for hinanden. 

For nogle identitetspolitiske grupper vil et argument fra en sort, muslimsk kvinde pr. definition havde større vægt end et argument fra en hvid mand. Det er ikke argumentet i sig selv, der er afgørende, det er mindst lige så meget, hvem der fremfører det. 

Endelig er følelsen af krænkelse tilstrækkelig, hvis man tilhører en minoritet. Der er ikke tale om en tilstræbt objektiv bedømmelse af kendsgerninger, som man for eksempel kender det fra injuriesager ved domstolene. Hvis man tilhører en minoritet, kan en subjektiv følelse af krænkelse ikke anfægtes. Føler man sig krænket, er man krænket. 

Dette kompleks af holdninger har længe været fremherskende på amerikanske universiteter. Og der er en stigende import af identitetspolitik til Europa. Det har primært slået rod i et land som Sverige, hvor det kønsneutrale udtryk ”hen” anvendes nogle steder. Men det har også bredt sig til Danmark. 

LGBTQI-ordfører
Alternativet er det politiske parti, hvor identitetspolitikken står stærkest, og partiet har i Rasmus Nordquist en ”LGBTQI-ordfører”. Så skulle de fleste seksuelle minoriteter ligesom være dækket.

Musikeren og debattøren Henrik Marstal er kandidat for Alternativet og en af frontløberne i den identitetspolitiske dagsorden. Marstal er kendt for sine radikale identitetspolitiske holdninger.

Men også i de marxistisk inspirerede partier SF og Enhedslisten stikker identitetspolitikken hovedet frem. Det gælder dele af SFU, til SF-ledelsens hovedrysten, og det gælder dele af ungdomsorganisationen SUF, der er tilknyttet Enhedslisten. I 2017 vakte årsmødet i Enhedslisten særlig opmærksomhed, fordi kun kvinder kunne udpeges til dirigenter og oplægsholdere. 

Tabersag
Hvis de identitetspolitiske tendenser for alvor vinder indpas i partier som SF og Enhedslisten, kan det få vidtrækkende politiske konsekvenser. For det store befolkningsflertal står et helt andet sted. 

Meningsmålinger fra Norstat for Altinget og Jyllands-Posten viser, at et meget stort vælgerflertal synes, at der allerede i dag er ”overdrevet fokus på, om seksuelle, etniske og religiøse minoriteter føler sig krænket”. Adopterer venstrefløjen identitetspolitikken, forærer man højrefløjen den ideelle slagmark. 

Trumps sejr en advarsel
Det var ud fra den analyse, at Enhedslistens mangeårige strateg, Pelle Dragsted, i et interview i Altinget i foråret opfordrede venstrefløjen til at ”droppe minoritetsbingoet”. 

Dragsted gjorde siden sit til at moderere udtrykkene i interviewet, men pointen er der ingen tvivl om: Dragsted har de sidste ti år arbejdet på at ændre Enhedslisten fra et lille, sekterisk venstrefløjsparti til et langt bredere, folkeligt parti – og den udvikling bringes i fare, hvis identitetspolitikken vinder frem. 

I SF er den politiske ordfører, den hårdtslående tømrer Karsten Hønge, endnu klarere i mælet. Han beskylder de identitetspolitiske tendenser for at amputere sproget for helt almindelige mennesker, der ikke kender de politisk korrekte koder. De politiske konsekvenser er Hønge i tvivl om: 

”Hvis almindelige mennesker bliver behandlet arrogant og nedladende, fordi de ikke bruger de politiske korrekte ord, ender det med, at de søger over til højrefløjen,” som Hønge udtrykker det. 

Såvel Hønge som Dragsted peger på USA som et skrækeksempel, fordi identitetspolitikken her fik traditionelle demokratiske arbejdere til at stemme på Donald Trump, selvom han ikke repræsenterede arbejdernes økonomiske interesser. 

Udlændingestriden om igen
Som den nylige strid om udklædningsfester på en rustur på Københavns Universitet viste, er de identitetspolitiske kampe ved at brede sig fra USA til danske uddannelsesinstitutioner. Og dermed også til venstrefløjen. 

Den danske venstrefløj var i et par årtier isoleret fra befolkningens flertal, fordi den fejllæste udlændingepolitikken. Træffer venstrefløjen også forkerte valg i identitetspolitikken, risikerer den en ny ørkenvandring. Denne gang med endnu længere mellem vandhullerne.