At samle Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bag et forlig, der tager hårdt fat på at få flygtninge og indvandrere ud af en fastlåst tilværelse på kontanthjælp, er en fjer i hatten på den hidtil undertippede og i øvrigt hårdt prøvede integrationsminister, Rikke Hvilshøj, efter forholdsvis kort tid på den vanskelige post.

(...)Med tilskyndelse til sprogundervisning, uddannelse i øvrigt og krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at opnå offentlige ydelser, kan forliget sandsynligvis rette op på store dele af den hidtidige ubalance med udlændinge passiviseret på kontanthjælp. Da tilgangen af indvandrere og asylansøgere er nedbragt mærkbart under den borgerlige regering, kan integrationsforliget blive et betydningsfuldt vendepunkt i bestræbelserne på en succesfuld aktivering, hvis man i øvrigt bevarer samme konsekvens.

Nyskabelsen i form af en særlig integrationskontrakt, som skal underskrives af nytilkomne for at få fast opholdstilladelse og gælde i syv år, synes der al mulig grund til at have forventninger til, fordi den indeholder krav om respekt for landets grundlæggende værdier. Dertil kommer forligets forudsætning om, at samfundet i højere grad skal gribe til udvisning af kriminelle indvandrere og flygtninge, og sådanne krav burde for længst være fremsat. Det kan forhåbentlig have en forebyggende virkning og dæmpe de værste gemytter, og det er en ganske naturlig og logisk ting, at fremmede, der bydes inden for i vores samfund, opfører sig ordentligt og respekterer normer og regler. Sker det ikke, er det brud på de almindelige spilleregler for gæstevenskab, som har eksisteret som noget fundamentalt i århundreder over hele verden.

Alligevel er der stadig partier i dansk politik, som mærkværdigvis betragter dette spørgsmål som yderst kontroversielt, og som også er uenige i forligets såkaldte sociale profil. Det forbavser således ikke, at Det Radikale Venstre forlod forhandlingerne(...).

Et ømt punkt i den brede aftale er imidlertid de nuværende beskæftigelsesmuligheder. Uddannelsesdelen af aftalen støttes ganske vist af bevillinger på en halv milliard kroner til indsatsen, som kommunerne skal administrere, men desværre har vi set, at tidligere initiativer er gået op i bureaukrati, og at arbejdsformidlinger ikke har magtet at give tilbuddene meningsfuldt indhold.

Derfor skal der advares kraftigt mod en gentagelse. Når man stiller så vidtgående krav til de fremmede, må de også kunne forvente, at der er effektivitet og realiteter bag nyskabelsen, især hvad beskæftigelsestilbudene angår.