Ny bog: Lars Løkke er tilbage. Iskold, bitter og ude på noget

ANMELDELSE: Hemmelige lydoptagelser, trusler om et comeback og en ny strategi til Venstre. Lars Løkke Rasmussen har skrevet en besynderlig og underholdende bog, skriver Altingets chefredaktør.

Altingets vurdering: 5/6

Det er ikke kedeligt, når Lars Løkke Rasmussen udgiver bøger.

Midt under valgkampen i 2019 udgav han 'Befrielsens øjeblik', hvor han til sine partifællers store overraskelse erklærede, at Venstres mål var at danne regering med Socialdemokratiet.

I min anmeldelse kaldte jeg den "en sensationel, en desperat og en fremragende bog".

Det samme kan man sige om opfølgeren. Med tryk på desperat. Allerede på første side truer Lars Løkke kryptisk med at flå døren til dansk politik op igen. Og han kalder selv bogen en slags terapi, der skal hjælpe ham med "at genvinde personligt fodfæste".

Så er man da i gang.

Og så går det ellers slag i slag med 53 såkaldte "erindringsglimt" fra Løkkes 56 år lange liv. Et halvt hundrede korte essays, ofte velturnerede og afleveret med sikker sans for den store pointe i den lille detalje.

Men også hele tiden med bitterheden lurende lige under overfladen. Og iskoldt, da han afslører, at han i hemmelighed optog lyden fra det dramatiske møde i Venstres hovedbestyrelse, som skulle blive Løkkes sidste som formand.

Min hukommelse kan svigte, men jeg kan ikke erindre sidste gang, en afgået partiformand og statsminister udgav hemmelige lydoptagelser af sine partifæller i bogform.

Løkke vil have V tættere på R
Bøger fra toppolitikere kan groft deles op i to genrer: Den fremadskuende bog, hvor en stræbsom politiker på vej frem beretter, hvad han er rundet af, og udstikker en ideologisk kurs.

Og så den bagudskuende, hvor den afgåede politiker ser tilbage på sine bedrifter og fortæller om sine oplevelser på de bonede gulve og i Det Hvide Hus.

Løkkes nye bog er en sælsom hybrid. Der er masser af anekdoter fra et langt liv i dansk politik, men der er også ideologiske visioner og formaninger rettet mod det parti, Løkke selv var formand for i ti år.

Mest bemærkelsesværdigt er det, at hans forgæves frieri til Socialdemokratiet før valget nu er afløst af en ny plan: Venstre skal placere sig tæt op ad Radikale Venstre, fordi blå blok er for splittet til at genvinde magten i nogen overskuelig fremtid.

Med Løkkes ord:

"Enten må De Radikale trækkes over, så de bliver en integreret del af et ikkesocialistisk parlamentarisk grundlag bag en venstrestatsminister, eller også må der med deres aktive eller passive deltagelse bygges en bro hen over midten. Alternativt kommer der til at gå mange år, før der kommer andre venstrefolk i ministerbilerne end nogle af de chauffører, jeg ved stemmer på os".

Det kan Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, så fundere lidt over. Det var præcis den strategi, han omhyggeligt lagde i graven for få dage siden.

Men måske hører Lars Løkke slet ikke hjemme i Venstre længere?

På bogens sidste side vender han tilbage til indledningens kryptiske trussel om at sparke døren ind:

"Jeg dur simpelthen ikke til at være halvt med. Og derfor er jeg nødt til at acceptere, at den politiske dør er lukket bag mig. Eller også må jeg snurre rundt på hælene og slå den ind igen", skriver han og annoncerer, at en beslutning er "tæt på".

Det må være den største cliffhanger i dansk politik siden Helle Thornings "der kommer en god løsning i morgen"-pressemøde.

Ingen selverkendelse
Mens bogen 'Befrielsens øjeblik' var skrevet af journalist Kirsten Jacobsen, er det denne gang Løkke selv, der er ved tasterne og skriver i jeg-form.

Det fremgår dog af kolofonen, at Jacobsen igen har været med som konsulent, og det kan mærkes på stilen. Korte aftræk, skarpe scener, hurtige konklusioner, videre.

Det skaber også et forbløffende paradoks i bogen: Mens Lars Løkke besidder en meget stærk og til tider også spiddende selvindsigt, så er han tilsyneladende blottet for selverkendelse.

Man leder stort set forgæves efter passager, hvor Lars Løkke entydigt påtager sig noget ansvar for de ting, der er gået galt.

Udenrigspolitik er et godt eksempel.

I et par intense og fascinerende afsnit i bogens begyndelse fortæller han om sine egne rejser til Afghanistan som ungdomspolitiker. Løkke rejser ud for at redde verden og kommer hjem med nogle værdifulde indsigter om, at konflikter sjældent kan reduceres til sort og hvidt.

De indsigter delte han ikke meget ud af som minister i de regeringer, der trak Danmark ind i flere krige på fjerne kontinenter.

Da Danmark sammen med Frankrig og Storbritannien løb allerforrest ind i krigen i Libyen i 2011, var Lars Løkke Rasmussen statsminister. Men man må forstå, at beslutningen om at gå med i krigen nærmest blev taget uden om ham:

"En symbiose af en relativt ny og meget handlingsorienteret udenrigsminister, Lene Espersen, og en Villy Søvndal, der havde meget travlt med at vise, at SF i den grad var regeringsparat og til den hårde linje (…) havde allerede de facto materialiseret et flertal for dansk militær intervention i Libyen," skriver han.

Løkke rejser til Det Hvide Hus og tvivler på krigen sammen med Barack Obama. Videre til Paris, hvor han oplever krigen begynde sammen med præsident Sarkozy og føler sig som "statist i et fransk realityshow".

Halvkvalte fortrydelser
På den måde beskriver Lars Løkke ofte sig selv som en slags tilskuer til sit eget liv - og til begivenheder, hvor han egentlig spillede en hovedrolle.

Pletvist kommer han ind på nogle af de besynderlige skandaler, der også har præget hans tid i politik, og som ofte har handlet om, at han ikke kunne eller ville adskille sin egen privatøkonomi fra partiets eller fra skatteydernes penge.

Men det bliver aldrig til mere end halvkvalte fortrydelser. Som da han kommer ind på sagerne om tøj købt på Venstres regning og rejserne til Sydkorea på første klasse.

"Vist var der da noget at komme efter, for jeg var alt for langsom til at tilpasse koreanske standarder til nordisk forvaltningstradition, flød lidt for meget med – og nød det nok også for meget. Var der nogen, der pustede til gløderne? Også det kan man gøre sine tanker om, men det gider jeg ikke ødelægge mit humør med. For selvfølgelig var der det".

Hvad med ansvaret for det blå sammenbrud?
'Om de fleste og det meste' er skrevet af en ægte liberal – og en ægte tilhænger af forpligtende, internationalt samarbejde.

Løkke forklarer i et meget personligt afsnit, hvordan hans og Danmarks deltagelse i samarbejdet om en FN-pagt om migration også var med til at sikre den besværlige hjemsendelse af den dømte terrorist Sam Mansour.

Og han skriver med overbevisning om behovet for en afbalanceret udlændingepolitik og en afskaffelse af de danske EU-forbehold.

Som politiker har Lars Løkke altid været pragmatikeren, der fik tingene til at glide med lappeløsninger frem for ideologi. I en bisætning får han lige nævnt, at han aldrig nåede at læse Anders Foghs bog om minimalstaten. Ærgerligt, ærgerligt.

Men man leder forgæves efter nogen dybere refleksion over, hvordan samarbejdet i det borgerlige Danmark brød sammen i Løkkes ti år som leder af Venstre og blå blok. 

Blev pragmatikeren så optaget af at få det hele til at køre, at han glemte, hvor han kom fra?

Som terapi er bogen fejlslagen
Manglen på selverkendelse træder tydeligst frem i bogens kontroversielle udskrift af det famøse hovedbestyrelsesmøde i Brejning, den dag Løkke forlader formandsposten ad bagdøren.

Venter man højlydte skænderier eller afsløring af beskidte kneb, læser man forgæves. Alt det er overstået, da hovedbestyrelsesmødet begynder.

Tilbage er kun Lars Løkke Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens lange opsange til partifællerne om, at de er ved at ødelægge partiet.

Deres præmis, som Løkker udfolder mere i bogen, er, at der er noget galt med et partidemokrati, der alene bygger på godt 30.000 partimedlemmer og dermed helt ignorerer stemningen hos de 795.000 vælgere, der har stemt på partiet.

"Skal vi lytte mere til de politiske råd fra medlemmet i Hvide Sande end gymnasielæreren i Nordsjælland, som jeg ved er venstremand i hjertet, men ikke på lærerværelset", spørger han.

"Hvis den første er bagland, hvad er den anden så?".

På den måde afskriver Lars Løkke hele det partiapparat, som han selv har spillet dygtigt på gennem fire årtier.

Helt i modsætning til situationen i Odense i 2014, da baglandet havde opgivet Løkke – men hvor han bevarede magten ved at overbevise Kristian Jensen om, at han ikke kunne samle flertal i hovedbestyrelsen.

Det indrammer stemningen i bogen. De fleste argumenter kan lynhurtigt vendes på hovedet, hvis det passer bedre ind i Lars Løkkes selvforståelse. 

Privat-Lars eller statsminister-Lars? Hvad var spørgsmålet?

I forordet kalder Løkke bogen for et stykke terapi. Målet med terapi er som bekendt at gøre patienten mindre bundet af irrationelle behov eller symptomer. I den forstand er projektet slået fejl. 

Men 'Om de fleste og det meste' er alligevel en hæsblæsende tour-de-force, som alle politiknørder vil og bør sluge.

 

Lars Løkke Rasmussen: 'Om de fleste - og det meste', 320 sider, Politikens Forlag, udkommer 31. august.

Forrige artikel Krastevs coronabog udpeger fremtidens vigtigste tendenser Krastevs coronabog udpeger fremtidens vigtigste tendenser
Konservative tilbage fra dødsriget

Konservative tilbage fra dødsriget

ANALYSE: Den konservative fremgang er en kombination af målrettet strategi og rent held. Partiet var for få år siden tæt på endnu et formandsskift, og det blev diskuteret, om Konservative kunne overleve som et kommunalt parti.