Kenneth Thue: Regeringsrokader er ingen genvej til succes

Af Kenneth Thue Nielsen
Analyse- og valgekspert, methods.dk

Regeringsrokader kommer i flere størrelser. Men i hovedtræk finder der to slags: de frivillige og de ufrivillige. Statsministerens nylige rokade hører mestendels til den ufrivillige slags.

Den liberale kæmpe Søren Pind havde mistet gejsten, og Løkke var nødsaget til at skifte ud på ministerholdet. Statsministeren benyttede lejligheden til at skille sig af med Esben Lunde Larsen som miljø- og fødevareminister.

Og med Karen Ellemanns skift fra minister til gruppeformand fik Løkke plads til tre nye ministre. Hermed var Løkkes femte regeringsrokade en realitet.

Men hvilken indflydelse har rokaderne haft på regeringens vælgertilslutning? Det ser vi på i denne klumme.

Løkkes regeringer
Statsminister Lars Løkke Rasmussen har stået i spidsen for tre regeringer. Den første overtog han fra Anders Fogh Rasmussen, og VK-regeringen sad i perioden fra april 2009 til oktober 2011.

Den anden regering var en ren V-regering, som han satte efter valget i juni 2015.

Løkkes tredje regering blev en kendsgerning i november 2016, hvor Liberal Alliance og Konservative trådte ind i regeringen.

Historisk rokade
Efter ti måneder som statsminister foretog Lars Løkke i februar 2010, hvad der er blandt de største regeringsrokader i nyere dansk parlamentarisk historie.

Syv ministre trådte ud af regeringen, fire ministre beholdt deres poster, mens seks nye ministre trådte ind i regeringen. Med så omfattende en rokade havde Danmark de facto fået en ny regering, og Løkke havde sat sit eget ministerhold.

I tabellen ovenfor ser vi et overblik over Løkkes regeringsrokader. Tabellen viser, at VK-regeringen før Løkkes mega-rokade havde tilslutning fra 34,5 procent af vælgerne.

Tabellen viser ligeledes, at regeringen tre måneder efter denne frivillige rokade nu havde tilslutning fra 31,6 procent af vælgerne. Tilbagegangen ligger dog inden for de gængse statistiske usikkerheder. 

Exit Birthe Rønn Hornbech
Løkkes anden rokade kom i marts 2011 oven på statsløsesagen, hvor Birthe Rønn Hornbech måtte gå som integrationsminister.

Umiddelbart efter Rønns afskedigelse valgte Tina Nedergaard at trække sig som undervisningsminister.

Rokaden gav blandet andet plads til Peter Christensen som ny skatteminister. Seks måneder efter rokaden overtog Socialdemokratiet Statsministeriet.

Tallene viser, at regeringens tilslutning steg fra 26,9 procent før rokaden til 29,2 procent tre måneder efter rokaden. Denne ufrivillige rokade medførte således fremgang for regeringen – om end fremgangen ikke var signifikant.

Exit Carl Holst
Efter valget i 2015 kunne Løkke i juni 2015 genindtage Statsministeriet. Men allerede efter tre måneder måtte statsministeren foretage sin første ministerrokade.

Årsagen var den række af dårlige sager, som havde ramt daværende forsvarsminister Carl Holst.

Især sagen om, at Holsts løn fra Region Syddanmark fortsatte, efter han trådte ind i Folketinget, gjorde, at belastningen på Venstre blev for stor.

Rokaden gav plads til Peter Christensen, der ikke havde opnået valg til Folketinget, som ny forsvarsminister.

I tabellen ses det, at rokaden ikke gav anledning til bevægelser i meningsmålingerne. V-regeringens tilslutning lå på 18,5 procent før rokaden og på samme niveau tre måneder efter rokaden. 

Mistillid til Eva Kjer
Ni måneder senere – i februar 2016 – mistede Løkke endnu en minister. Denne gang måtte Eva Kjer Hansen træde tilbage som miljø- og fødevareminister efter en mistillidserklæring fra Konservative samt partierne i rød blok.

Kjers afgang medførte, at EU-parlamentarikeren Ulla Tørnæs blev hjemkaldt til ministerholdet.

Tabellen viser, at heller ikke denne rokade affødte de store udsving i målingerne. Venstres tilslutning før rokaden lå på 17,1 procent af stemmerne, mens tilslutningen tre måneder senere var 17,5 procent. 

VLAK fødes
I november 2016 fik Danmark en ny regering med nyt regeringsgrundlag. Regeringen blev født ud af et længerevarende bråvallaslag mellem Venstre og især Liberal Allliance.

Baggrunden var især spørgsmålet om topskattelettelser samt de strandede forhandlinger om den såkaldte 2025-plan. Liberal Alliance og Konservative var en ny del af regeringen.  

Tabel 1 viser, at denne store omvæltning af den parlamentariske situation i Danmark ikke havde nogen positiv effekt på meningsmålingerne. Nærmere det modsatte.

Før regeringsomdannelsen stod 29,5 procent af vælgerne bag Venstre, Liberal Alliance og Konservative. Tre måneder efter regeringsomdannelsen var tilslutningen faldet til 29,9 procent.

Ingen genvej til succes
Regeringsrokader kan tjene mange formål. Men nogen kortsigtet genvej til gevinst er de ikke. I en tidligere analyse har jeg undersøgt alle regeringsrokader i perioden fra 1961 til 2010.

Resultatet viste, at i 53 procent af alle tilfælde stod regeringspartierne bedre tre måneder efter rokaden end før rokaden.

Omvendt stod regeringspartierne dårligere tre måneder efter rokaden end før rokaden i 47 procent af alle tilfælde.

Set snævert i forhold til fremgang/tilbagegang er regeringsrokader altså lidt som at slå plat eller krone. Halvdelen af gangene går det godt – den anden halvdel går skidt.

Som påpeget af Altingets Erik Holstein bliver den seneste rokade næppe nogen stor game changer. Selv som statsminister bestemmer man ikke altid selv, hvornår der skal skiftes ud på ministerposterne.

Sådan var det mest for Løkke denne gang. Men rokaden gav anledning til en række strategiske udskiftninger på centrale poster. Den populære Jakob Ellemann-Jensen fik plads på ministerholdet.

Og selv om statsministeren ikke fik plads til kvinder blandt V-ministrene, sidder der nu for første gang i Venstres historie kvinder på både posten som gruppeformand og politisk ordfører.

Hvilke effekter det måtte have på længere sigt, holder vi et vågent øje med.