Konservative tilbage fra dødsriget

ANALYSE: Den konservative fremgang er en kombination af målrettet strategi og rent held. Partiet var for få år siden tæt på endnu et formandsskift, og det blev diskuteret, om Konservative kunne overleve som et kommunalt parti.

"Kan vi ikke bare få det valg overstået, så vi kan få udskiftet formanden?"

Sådan gik snakken blandt konservative bare en enkelt valgperiode tilbage, hvor Søren Pape Poulsen var ved at blive afskrevet som formand.

Ikke alene havde Konservative haft et historisk dårligt valg med kun 3,4 procent i juni 2015, tilbagegangen var fortsat, og et år efter valget nærmede partiet sig i nogle målinger spærregrænsen på to procent.

Derfor blev drastiske metoder diskuteret internt i partiet. Endnu et formandsskift efter et valg var en mulighed, selvom Konservative allerede havde skiftet formand tre gange på mindre end ti år.

I det kommunale bagland forberedte man sig på, at det hæderkronede parti kunne ryge helt ud af Folketinget. Men partiet havde stadig en betydelig organisation og stærke kommunale højborge, så i dele af baglandet overvejede man, om Konservative kunne fortsætte som et rent kommunalt parti.

Samuelsen som redningsmand
Fire år efter er Konservative blevet en succeshistorie, der fordoblede mandattallet ved valget i 2019 og har fortsat fremgangen lige siden.

Op til partiets landsråd lørdag står Konservative stærkere end i mange år. Men at udviklingen vendte, skyldtes i første omgang rent held.

I efteråret 2016 var Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering kørt fast på grund af Liberal Alliances ultimative krav, og alt tydede på et valg i utide. Et valg på det tidspunkt havde været en katastrofe for Konservative.

Nu fik Løkke held til at pacificere Liberal Alliance ved hjælp af ministerbiler - og Konservative kom med i VLAK-regeringen som det tynde øl. En uventet chance, som partiet til gengæld udnyttede til perfektion.

Klassisk jysk konservativ
Konservative fik kun tre ministerposter, men partiet valgte de helt rigtige: Erhvervsministeriet, Socialministeriet - og Justitsministeriet.

Som justitsminister befandt Søren Pape sig pludselig som en fisk i vandet:

I modsætning til forgængeren Lars Barfoed (K) er Pape en klassisk lov og orden-konservativ, der med sine bandepakker og letforståelige sprog talte lige ind i den folkelige retsbevidsthed.

Den konservative leder bevægede sig nu støt og roligt op i popularitetsmålingerne, og fra en bundplacering er han i dag blevet den mest populære leder i blå blok.

Fokusområder
Strategisk besluttede Konservative at koncentrere sig om to-tre fokusområder, efter partiet i nogle år havde flakket rundt mellem mange forskellige felter. Nu skulle Konservative kendes på skattepolitik, udlændingepolitik - og retspolitik.

Skattepolitikken skulle generobres fra Liberal Alliance, der ellers helt havde  overtaget den gamle konservative mærkesag. Men med LA's amatøragtige optræden i sidste valgperiode fik Konservative en gylden chance.

Da LA kørte skattekampagne med sloganet "Ingen kæmper hårdere end os", svarede Konservative igen med "Ingen arbejder klogere for skattelettelser end os".

En oplagt appel til de vælgere i Nordsjælland, der kunne vende tilbage til den trygge konservative favn i stedet for LA's desparado-stil.

Politisk har den konservative skattepolitik undergået en højredrejning. Partiets krav om en afskaffelse af arvebeskatningen vil forgylde landets allerrigeste. Det er ikke udtryk for klassisk konservativ politik, partiet har tidligere blot ønsket en nedsættelse af arveskatten. 

Direkte tale
Udlændingepolitikken havde Konservative i mange år fuldstænding tabt til Dansk Folkeparti, og under Lars Barfoed var partiet mere tilbageholdende på området.

Nu gik Konservative all in, krævede opstramninger af reglerne for statsborgerskab, talte i direkte vendinger om kriminelle indvandrerbander og udpegede kulturelle blokeringer som årsag til mislykket integration.

I første omgang kunne Konservative ikke udfordre DF's dominans her, men med DF's svækkelse er det blevet muligt at tolde stemmer fra Kristian Thulesen Dahl.

Det er langt fra alle i det konservative bagland, der er begejstrede for den udvikling. De mere globalistiske storbykonservative - "Frederiksberg-konservatismen" - ønsker en mere afdæmpet stil. Men partiets vælgere er generelt på strammerfløjen.

I folketingsgruppen er det primært Rasmus Jarlov, Naser Khader og den tidligere Venstre-mand Marcus Knuth, der sammen med Søren Pape selv står for den kontante udlændingepolitik, mens f.eks. Mette Abildgaard og Katarina Ammitzbøll identificeres med en blødere linje.

Fra fyreseddel til Papepower
Med fordoblingen af partiets mandattal blev fortællingen om Pape ændret fra den kejtede borgmester fra Viborg, der ikke kunne finde sine ben på Borgen, til den folkelige partileder, der fik vendt nedturen. I stedet for en fyreseddel blev der nu trykt T-shirts med påskriften "Papepower".

Der var almindelig spænding om, hvorvidt Søren Pape kunne fastholde fremgangen uden sin justitsministerpost i ryggen, men det er gået over enhver forventning. Seneste vægtede gennemsnit fra Altinget giver Konservative 8,5 procent, et par procentpoint over valgresultatet.

Det er ikke altsammen egen fortjeneste. Konservative har nydt godt af den næsten ufattelige nedtur hos både LA og DF, men størstedelen af den konservative gevinst er kommet fra det ligeledes kriseramte Venstre.

Det er ikke en naturlov, at Konservative profiterer, hvis Venstre er i krise. Tilbage i 2014 - da Venstre lå og rallede efter den seneste af Lars Løkke Rasmussens bilagssager - lykkedes det kun i ringe omfang for Konservative at erobre de ledige stemmer. Det var en medvirkende årsag til, at Lars Barfoed dengang faldt som formand.

Slap den grønne dagsorden
Spørgsmålet er så, hvad der sker, den dag Ellemann får styr på sagerne, og DF og LA igen bliver i stand til at trække vælgere på henholdsvis udlændingepolitik og skat.   

For den konservative fokusering på enkelte politikområder har på den anden side ført til, at sortimentet ikke er lige prangende på alle hylder.

Eksempelvis har Konservative sluppet den grønne dagsorden, som partiet ellers var i front med, da Connie Hedegaard (K) var partiets miljø- og klimaminister.

Tilbage i 2018 kom Søren Pape endda for skade at sige, at partiet ikke prioriterede det grønne område særlig højt. Den udtalelse blev siden korrigeret, men faktum er, at Konservative ikke opfattes som et særlig grønt parti.

Miljø og klima er ikke noget, Søren Pape personligt går vildt op i, men for partiet kan det vise sig at være en strategisk fejl, at man ikke har satset mere her.

En pæn del af erhvervslivet er nu med på den grønne dagsorden - og frem for alt kan en grøn profil være adgangsbillet til den store gruppe af unge byvælgere, som konservative bliver nødt til at have sin del af, hvis partiet skal fremtidssikres.

Frederiksberg i fare
Her kniber det gevaldigt for Konservative, hvilket brutalt blev understreget af, at højborgen Frederiksberg var et mulehår fra at ryge ved kommunalvalget i 2017.

Partiet har nu skiftet til en yngre borgmestermodel - Simon Aggesen - og håber at kunne holde skansen næste år. Men det er langt fra sikkert, for den kreative klasses indtog på FrederiksbergDet er er til ugunst for Konservative. 

Holder Frederiksberg, kan kommunalvalget blive et perfekt afsæt til næste folketingsvalg for Konservative. Partiet tabte sidste gang mere end en tredjedel af sine borgmesterposter og er nu nede på ni, så der burde være potentiale til at vinde noget igen.

Langt til folkeparti
De mere pessimistiske peger på, at den landspolitiske fremgang normalt kun slår halvt igennem ved kommunalvalg, og at partiet denne gang har færre borgmestre til at sikre "borgmestereffekten".

Til gengæld kan Konservative i hovedstadsområdet køre benhårdt på, at Venstre er med i udligningsreformen, der flytter penge ud mod provinsen. Det burde give pote et par steder. Det vil være en stor skuffelse for Konservative, hvis partiet ikke står tilbage med tocifret antal borgmestre efter kommunalvalget.  

Konservative er tilbage på banen med få, men klare mærkesager, og med den nyvundne selvtillid har Pape fået bragt sin uomtvistelige folkelighed i spil.

Men hvis Det Konservative Folkeparti igen skal leve op til sit navn, kræver det på længere sigt et større repertoire end det, partiet turnerer med i dag.

Forrige artikel Derfor gik Radikale fra ballets dronning til bænkevarmer Derfor gik Radikale fra ballets dronning til bænkevarmer Næste artikel Bittersødt DF-jubilæum: Politikken vandt, partiet tabte Bittersødt DF-jubilæum: Politikken vandt, partiet tabte
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.