Krause-Kjær: Foghs "vilje til at lede" mangler vilje til at reflektere

ANMELDELSE: Anders Fogh Rasmussens nye bog "Viljen til at lede" opfordrer USA til at påtage sig rollen som global politibetjent. Men pointen forstyrres af et skråsikkert selvforsvar af eget politiske eftermæle, samt mere eller mindre tilfældige anekdoter og name-drops, skriver Niels Krause-Kjær.

Altingets vurdering: 2/6

Niels Krause-Kjær

Af Niels Krause-Kjær
Journalist og tv-vært

Når mænd – der sådan set har gjort det meget godt – skriver om mænd, der beviseligt har gjort det bedre, så er det ofte udtryk for, hvad de ser, når de kigger sig i spejlet. John F. Kennedy skrev ’Mænd af mod’, inden han selv blev præsident, men for længst var begyndt at drømme om det. Storbritanniens nye udenrigsminister Boris Johnson skrev om Churchill, da han stadig drømte om at blive premierminister.

Og uden sammenligning i øvrigt skrev Mogens Lykketoft en let gennemskuelig Politiken-kronik om Jens-Otto Krags villighed til at stille sig til rådighed kort før, han selv accepterede at blive formand for Socialdemokratiet.

Og nu er det så Anders Fogh Rasmussen, der med ’Viljen til at lede’ ser sig selv i spejlet. Bogen udkommer samme dag i både Danmark og USA. Den har dansk forord i den danske udgave og Stars and Stripes på coveret i den amerikanske udgave i stedet for portrætbillede af forfatteren.

Lille spejl på væggen der...
Foghs budskab er, at viljen til ledelse også kræver evnen til at handle og evnen til at kommunikere kombineret med en fast overbevisning. Bogen har tre velskrevne kapitler om præsidenterne Truman (handling), Kennedy (kommunikation) og Reagan (overbevisning). Mon der findes eksempler på ledere, der har formået at kombinere de tre helt afgørende lederegenskaber? Tjohhh, lille spejl på væggen der…

Fascinerende Truman-portræt
Når det er sagt, er præsident-kapitlerne i bogen ganske fascinerende. Især Harry S. Trumans præsidentperiode fra Roosevelts død i april 1945 og frem til og med 1952 var en periode med ubegribeligt mange handlinger for verdens stærkeste mand. Der blev smidt atombomber over Japan. FN, Verdensbanken og Nato skulle etableres. Marshall-planen skulle iværksættes, Israel skulle skabes, Sovjetunionens blokade af Berlin skulle brydes, og en Korea-krig skulle håndteres – for blot at nævne en håndfuld beslutninger, der den dag i dag har betydning for det meste af verden.

Og – som Fogh konstaterer – da Truman trådte tilbage som præsident efter denne flodbølge af dristige og som oftest rigtige beslutninger, var han en af de mest upopulære af slagsen i nationens historie. Først senere har verden anerkendt hans storhed. Lille spejl?

Kritik af Obama
Bogens helt afgørende og gennemgående budskab er, at verden behøver USA som politibetjent. Kun på den måde kan despoter både regionalt og internationalt holdes i skak. I det øjeblik USA tøver, opstår der et vakuum, som straks fyldes af kræfter, der ikke vil os det godt. Fogh Rasmussen retter derfor en ganske direkte kritik mod præsident Obamas administration. Ikke mindst Obamas tøven med at gribe ind i Syrien og tillade Assad at overtræde ’den røde linje’ i forbindelse med brug af kemiske våben i 2013.

Fogh henter et citat, som angiveligt skulle være benyttet af en anonym Obama-rådgiver – ’leading from behind’ – som et udtryk for den strategi. At lede bagfra er ikke ledelse, som Anders Fogh relativt logisk konkluderer flere gange. USA er nødt til at træde et skridt frem, og Europa er nødt til at støtte USA i den bevægelse. Tilsammen er USA og Europa ’det nødvendige partnerskab’, argumenterer Fogh i et af kapitlerne.

Name-drops og små anekdoter
Bogen er krydret med ganske mange billeder af verdensledere, der møder Anders Fogh som både statsminister og generalsekretær for Nato. Samtidig drysses der små og større anekdoter om møderne. Om hvordan statsministeren med sin gode ven præsident Bush i de mest private gemakker i Det Hvide Hus afprøver tre forskellige slags cornflakes til morgenmad umiddelbart efter, at Irak-krigen officielt er erklæret afsluttet.

Og hvordan Nato-generalsekretæren aflæser Ruslands Putin og mandens kropssprog, og giver igen med samme – eller måske større – vilje til at lede. I alt fald må man forstå, at det rendezvous lykkeligvis endte til Natos fordel. Putin mente ikke, der længere var brug for Nato. Generalsekretæren havde selvsagt en anden opfattelse. Fogh har næsten ordret gentaget kunststykket med Putin i en af sine mange engelsksprogede promotion-videoer på Facebook, så han må jo selv mene, at det har haft en særlig betydning, og siger noget om de involverede.

Viljen til at reflektere?
Anders Fogh Rasmussen ville have overrasket, hvis der ikke på flere områder var blevet understreget, at ’der ikke er noget at komme efter.’ Således er der i den danske udgave en længere forklaring på, hvorfor det ikke gav mening for landets statsminister at mødes med et par håndfulde ambassadører, der var fornærmede over nogle tegninger i Jyllands-Posten.

I begge udgivelser konstaterer Fogh, at ’jeg fastholder, at Irakkrigen var lovlig og berettiget’. Han konstaterer, at ’jeg kan ikke huske et eneste tilfælde, hvor jeg var uenig med Tony Blair’ – og sådan er det bogen igennem. Viljen til at lede giver ikke plads til evnen til at reflektere. I alt fald ikke i offentlighed.

Sidste kapitel ’En alliance for demokrati’ er Foghs vision for fremtiden. At verdens demokratiske lande samles i deres egen sammenslutning, mødes på forskellig vis og træffer beslutninger i erkendelse af, at FN i sin struktur kan have svært ved at træffe beslutninger. Som han skriver: ’Alliancen for Demokrati kunne bruge sine kræfter til at presse, overtale og lokke medlemmer af Sikkerhedsrådet. I ekstreme tilfælde kan indgriben endda være nødvendig uden et eksplicit mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Et eksempel kunne være en skruppelløs diktator, som bruger kemiske våben mod sin egen befolkning.’

Politikens forlag skriver selv, at ’Viljen til at lede’ er meget mere end en debatbog’. Havde det så bare været en debatbog. I stedet er den en mærkelig hybrid af personlige erindringer, name-drops, aktuel kommentar om det amerikanske præsidentvalg, personligt defensorat, historiske fortællinger og sikkerhedspolitiske analyser. Alt sammen med en oprigtig, men banal, opfordring til USA om at påtage sig det globale lederskab.

Det kan forfatteren sikkert uddybe på den foredragsturne i staterne, der måske bliver en mindre sidegevinst i forbindelse med udgivelsen. Måske den egentlige gevinst.

 

Anders Fogh Rasmussen: Viljen til at lede
Politikens Forlag, 312 sider, 300 kr.
Udkommer 27. september

Forrige artikel Eminent bog om Luther og konkurrencestaten Næste artikel En grønspættebog for politiske kandestøbere
Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

Minkskandalen er ikke en ny tamilsag

ANALYSE: Aflivning af mink uden lovgrundlag er den største forvaltningsfejl, en dansk regering har begået i mange år, men sammenligningen med tamilsagen holder ikke en meter.