Ny kulturminister må forholde sig til demokratifornægtende nationers magtbase i elitesporten

Forargelsen over badmintonhelten Viktor Axelsens exit fra den danske andedam har været udtalt, efter at den olympiske mester i badminton annoncerede, at han dropper elitecenteret i Brøndby til fordel for et toptunet træningsanlæg i Dubai. Et land, der er notorisk kendt for at gå på kompromis med menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Med til historien om Axelsen hører, at elitesport er jagten på perfektion og forløsning af potentiale i en karriere, der for de fleste topatleters vedkommende slutter før de fylder 35.

Med det i baghovedet er det svært at fortænke OL-helten i at takke ja til at henlægge sin daglige træning til varmere himmelstrøg, hvor der investeres markant mere i elitesporten end her til lands. Endnu sværere bliver det at kritisere ham, når vi ikke på nationalt niveau vil beslutte, hvordan vi forholder os til pengestærke, demokratifornægtende nationers magtbase i elitesporten.

Det er tid til at genoverveje armlængdeprincippet, så udøvere og idrættens organisationer ikke skal tage stilling fra gang til gang. Men i stedet får nogle bredt, funderede retningslinjer at navigere efter.

Men mens vi fortsat ynder at hylde topidrætten som ædel kappestrid, er den ubekvemme virkelighed, at politik og i særdeleshed penge bliver mere og mere styrende.

Tine Lund-Bretlau
Partner, White Cloud

Kamp om penge og værdier
Men mens vi fortsat ynder at hylde topidrætten som ædel kappestrid, er den ubekvemme virkelighed, at politik og i særdeleshed penge bliver mere og mere styrende for både atleternes muligheder for at forbedre sig og også landenes muligheder for at tiltrække store idrætsbegivenheder.

Det var for eksempel svært at finde den sportslige begrundelse for, at herrelandsholdet i fodbold skulle en tur til Aserbajdsjan for at spille ottendedelsfinale under sommerens fodbold-EM. 

De sportslige argumenter var også fraværende i kravet om, at kvindelige beachvolleyspillere ved OL kun måtte spille i minimalt dækkende trusser og toppe. Her var det nok nærmere gode tv-billeder og seertal, der var på spil. Da de norske spillere alligevel stillede op i korte shorts, kostede det dem en bøde.

Der er også klasseeksemplet Qatar, som i de sidste tyve år har formået at tiltrække og afholde store mesterskaber i alt fra svømning over atletik og håndbold, inden de kroner værket næste år som værter for VM i fodbold. Vel at mærke uden at kunne siges at have hverken traditioner for sportsgrenene eller udøvere, der gør sig gældende i verdenseliten.

Også på de hjemlige breddegrader slår det igennem, at det koster penge at præstere, og det er næppe helt tilfældigt, at både Dansk Svømmeunion og Team Danmark har lagt vægt på evnen til at tænke kommercielt, da nye direktører for nyligt skulle ansættes.

LÆS OGSÅ: Analyse: Ministre forgår, men idrætslobbyens magt består

Topidrætten er et spejl på samfundet
Sideløbende med de økonomiske interesser udspiller der sig i idrætten de samme værdimæssige kampe som i det omkringliggende samfund. Hvad enten det drejer sig om mangfoldighed, kvinders rettigheder eller undertrykkelse. Og idrættens aktører er sene til at lade sig indhylle af forandringernes vinde.

Under sejrsceremonien på 200 meter ved OL i 1968 rakte de to amerikanske løbere, Tommie Smiths og John Carlos' deres knyttede næver iført sorte læderhandsker i vejret i en Black Power-manifestation. Det ikoniske billede gik verden rundt, og de to løbere blev bortvist fra legene af den Internationale Olympiske Komité. 

Frem mod OL i Tokyo har den amerikanske sprinter Allyson Felix været i infight med mægtige Nike om retten til ordentlige barselvilkår for kvindelige atleter. Til trods for at Felix er den mest vindende amerikanske atletikudøver ved OL, ville Nike reducere hendes sponsorat med 70 procent, da hun fortalte, at hun var gravid.

I juni forbød UEFA, at Allianz Stadion i München blev dekoreret i regnbuens farver forud for EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn. Det var ellers tænkt som en hyldest til diversitet og mangfoldighed og en protest mod homofobiske love i det østeuropæiske land.

Som ny kulturminister har Ane Halsboe-Jørgensen (S) chancen for at sætte nogle hegnspæle, som idrættens organisationer og udøverne kan agere indenfor.

Tine Lund-Bretlau
Partner, White Cloud

Idrætten skal have politiske hegnspæle
Sporten er og bliver en politisk arena, og det bliver vi nødt til at forholde os langt mere aktivt til, end vi gør i dag. Det kan ikke være op til de enkelte forbund eller udøvere at lægge linjen. 

Som ny kulturminister har Ane Halsboe-Jørgensen (S) chancen for at sætte nogle hegnspæle, som idrættens organisationer og udøverne kan agere indenfor. Meget gerne i samarbejde med idrætten selv, som også træneren for herrelandsholdet i fodbold, Kasper Hjulmand, har efterspurgt.

Danmarks Idrætsforbund har med sin internationale strategi taget et første skridt, men arbejdet bør forankres bredere for at sikre opbakning, og at der tales med fælles stemme. Hvad enten man er repræsentant for Danmark i Den Internationale Olympiske komité og i de internationale specialforbund, eller om man er kulturminister i dialog med sine internationale ministerkollegaer. 

Det kan aldrig blive den enkelte udøvers opgave at tage stilling alene. Det ansvar bør vi bære som nation.