Lars Findsen blev hyldet for sin åbenhed. Nu har den sendt ham i fængsel  

Det var en generation, der også talte folk som Ulrik Vestergaard Knudsen, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, Jakob Scharf og Thomas Ahrenkiel, og som alle takket være deres faglige dygtighed endte på nogle af de højeste og mest betroede poster i Danmark, EU og OECD.

PET-chef lovede åbenhed

I 2002 blev Lars Findsen udnævnt som chef for PET, og den 37-årige kontorchef meddelte straks, at han ville modernisere tjenesten med mere åbenhed og ansættelsen af flere akademikere til at supplere de klassiske politifolk.

PET fik en hjemmeside og en årsberetning, og nogle år senere gav han som noget helt nyt et længere interview i Berlingske om, hvordan han og PET betragtede den truslen om islamisk terror, som både 9/11 og Muhammedtegningerne havde gjort aktuel.

Der findes adskillige citater, hvor Lars Findsen selv forklarer, at netop ambitionen om åbenhed er en vigtig del af hans strategiske tænkning. Det gjaldt som PET-chef, og det gjaldt, da han i 2015 blev chef for efterretningstjenestens militære gren, FE.

Mere åbenhed i FE

I en interview med Euroman i 2019 slog han fast, at ambitionen om mere åbenhed i FE var en længere proces, som han havde videreført fra sin forgænger, Thomas Ahrenkiel:

”Thomas og jeg ville gerne have FE væk fra at blive set som det mørkeste sted i staten. Der havde været en tendens til, at man havde været mere lukket, end nødvendigt er. Vi har et særligt mandat til at operere hemmeligt, og vi har nogle særlige midler og værktøjer, og meget af det, vi foretager os i udlandet, er pivulovligt dér, hvor vi gør det. Og der er meget, som man aldrig får os til at sige en lyd om. Men vi har også en særlig forpligtelse til at sige så meget, vi kan”, sagde Lars Findsen til Euroman.

Politikerne elskede det

Det er en vigtig pointe, at forståelsen af behovet for mere åbenhed ikke var noget, Lars Findsen gjorde på trods af de politikere, der ansatte ham. Det var tværtimod en vigtig del af grunden til, at de godt kunne lide ham.

Også selv om det nogle gange gik galt.

Mest eklatant i 2009, da Forsvaret forgæves forsøgte at få nedlagt fogedforbud mod bogen "Jæger – i krig med eliten". Efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn var det Findsen, der meget aktivt viftede med et stykke papir for at minde sin minister, Søren Gade (V), om at nævne en arabisk oversættelse af bogen, der angiveligt allerede cirkulerede.

Et af de afgørende spørgsmål er, om Lars Findsen har talt med russerne, eller om han har talt med nogle journalister

Det viste sig imidlertid, at oversættelsen var fremstillet i Forsvaret, og sagen kostede den daværende forsvarschef jobbet.

Havde politikerne været utilfredse med Lars Findsens offensive facon i forhold til medier, kunne de næppe have fået en bedre anledning til at fyre ham. Men han blev.

Og havde politikerne været utrygge ved hans åbenmundede stil, havde de næppe i 2015 udpeget ham til chef for den hemmeligste organisation i Danmark, nemlig Forsvarets Efterretningstjeneste.

Hvad er gået galt?

Pointen er, at Lars Findsen – sammen med andre embedsmænd af samme støbning – i høj grad var, hvad politikere fra højre og venstre side i Folketinget har efterspurgt i de 26 år, der er gået, siden jeg mødte ham første gang i Justitsministeriet i 1995.

Det leder til det oplagte spørgsmål: Hvad er så gået galt?

De senere år har både PET og FE været præget og plaget af lækager, der har været højst ubekvemme for tjenesterne selv, for de skiftende regeringer – og som i nogle tilfælde formentlig også har skadet Danmarks forhold til andre landes efterretningstjenester.

Den suverænt mest alvorlige er afsløringen af, at Danmark angiveligt har ladet USA benytte et dansk internetkabel til at aflytte andre europæiske landes toppolitikere.

Afsløringen blev bragt i maj 2021 af DR med afsæt i ”ni forskellige kilder, der alle har haft adgang til hemmeligstemplede oplysninger fra FE”.

På det tidspunkt var både Lars Findsen og hans forgænger, Thomas Ahrenkiel, allerede hjemsendt og fritaget for tjeneste. Det var de blevet i august 2020, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde rejst alvorlige anklager om uretmæssig overvågning.

Begge de to FE-chefer blev renset for alle anklager om urent trav i forhold til ulovlig aflytning i den undersøgelse, som tre landsdommere afleverede i december 2021.

Derfor er der ikke noget som helst, der tyder på, at en eventuel aftale med USA om hemmelig overvågning skulle være indgået bag om ryggen på de forskellige regeringer, der har siddet med ansvaret. Men der er i sagens natur tale om hemmeligheder af den slags, som både efterretningsfolk og ministre forventes at tage med sig i graven.

Nu er der politifolk ved roret 

Men de mange lækager har sammen med balladen om flere kontroversielle bøger ført til en markant ændring i retning af mere lukkethed i både FE og PET.

I dag ledes begge tjenester således af politifolk, der har langt mindre erfaring fra at arbejde i det politiske miljø tæt på ministrene på Slotsholmen.

PET-chef Finn Borch Andersen har været politimand og anklager, lige siden han som  nyuddannet jurist begyndte i Odense Politi i 1991. I en årrække var han desuden formand for Djøf ved siden af sit job i politiet.

FE-chef Sven Larsen arbejdede ganske vist 14 år i Justitsministeriet som embedsmand, men siden 2004 har han været politichef og anklager.

Ingen af dem har i deres aktuelle job vist nogen særlig interesse for at signalere åbenhed.

Tværtimod anlagde PET i 2018 en opsigtsvækkende retssag mod den afgåede PET-chef Jakob Scharf for at have røbet hemmeligheder i bogen "Syv år for PET".

Sagen faldt til jorden med at brag, da Jakob Scharf blev frikendt for stort set alle anklager og blot fik en mindre bøde.

Barbaraa Bertelsens skygge

Sagen mod Scharf og hjemsendelsen af Findsen og Ahrenkiel har det til fælles, at de har Barbara Bertelsens skygge hængende over sig.

Hun var departementschef i Justitsministeriet i 2018, da sagen mod Scharf blev rejst, og hun var som departementschef i Statsministeriet givetvis også involveret i beslutningen om at hjemsende de to FE-chefer.

På samme måde er det svært at forestille sig, at hun ikke også har været dybt involveret i beslutningen om først at aflytte og siden fængsle Lars Findsen på mistanken om at have røbet hemmeligheder.

I den forstand markerer Barbara Bertelsen tilsyneladende, at vinden fra 1995 er vendt og nu blæser den anden vej – i retning af mindre åbenhed. Og benhårde konsekvenser for dem, der træder ved siden af.

Har han talt med russerne eller med journalister?

Derfor er det selvsagt også afgørende, om sagen denne gang fører til dom. Eller om regeringen for tredje gang må se en stort anlagt sag med enorm international opmærksomhed falde sammen som en soufflé på en sommerdag.

Og et af de afgørende spørgsmål er, om Lars Findsen har talt med russerne, eller om han nærmere har talt med journalister? Begge dele kan selvsagt være ulovligt, hvis han røber fortrolige oplysninger. Men det kan også være  to meget forskellige ting. Det kan for eksempel være forskellen på landsforædderi og simpel pressehåndering af en møgsag.

Var han mistænkt for at have talt med russere eller andre fremmede magter, var han nok sigtet efter straffelovens paragraf 107, der omtaler fremmede magter. Så vidt vides er Findsen i stedet sigtet efter paragraf 109 (se boks).

Der er derfor al mulig grund til at tro, at Lars Findsen ikke mistænkes for  at have lækket hemmeligheder direkte til fremmede magter. 

Derimod kan man godt forestille sig, at han i forbindelse med de senere års lækagesager har haft samtaler med journalister, og at han i fortrolighed har forsøgt at forklare dem, hvordan han opfattede de forskellige sager.

Hvis det er essensen i anklagen, vil retssagen mod Lars Findsen være så paradoksal, som den overhovedet kan blive. For i så fald vil han blive tiltalt for lige præcis det, der i mange år gjorde ham til en stjerne i det danske embedsværk. 

PS: I betragtning af sagens alvor er det på sin plads at slå fast, at undertegnede ikke har talt med Lars Findsen som kilde, efter at han i 2002 blev chef for PET, og at jeg aldrig har set ham privat.