Rasmus Jønsson
Et helt grundlæggende problem med Løkkes kommunikation i forbindelse med strategiskiftet er, at det sker uden nogen som helst form for priming, og det går udover den troværdighed, som Løkke sidder tilbage med som afsender.
Rasmus Jønsson
Cand.comm.
Normalt plejer det at være Dansk Folkeparti eller politikere i tredje række, der udnytter julefreden til at få noget hurtig medieomtale. Men sådan har det ikke været i denne juleferie, hvor selveste statsministeren - med meldingen om afskaffelse af efterlønnen - fuldstændig har sat sig på dagsordenen i sit forsøg på at genvinde det politiske momentum.
Overordnet set er der to udlægninger af Lars Løkke Rasmussens strategiskift. De meningsdannere og politiske aktører, der i årevis har råbt op om, at efterlønnen skal afskaffes, er alle enige om, at statsministeren nu er trådt i karakter og viser lederskab. Modsat opfatter de, der vil bevare efterlønnen, det som panik før lukketid og løftebrud og har travlt med at male et billede af Løkke som en, der nu vil lade de svage betale regningen for finanskrisen.
Stikker man et spadestik dybere end de to klassiske positioner og vurderer den kommunikation, som Venstre har brugt til at lancere forandringerne - de store avisannoncer, nytårstalen og duellen med Thorning på DR1 søndag aften - er der dog generelt nogle kommunikationsproblemer, som både her og nu kan mindske de positive effekter, som Løkke kan høste af kursskiftet, og som indikerer, at Venstres valgmaskine slet ikke er oppe i omdrejninger endnu.
Christiansborg
