Man vinder ikke valg på god krisestyring

ANALYSE: Mette Frederiksens håndtering af coronakrisen har høstet ros hele vejen rundt, men en god krisestyring er ikke nok til at vinde næste valg. Det viser både danske og udenlandske erfaringer.

Set fra et snævert politikersynspunkt er en stor national krise ikke kun en dårlig nyhed. Det giver også en statsleder en mulighed for at træde i karakter, for at stå frem som landets samlede leder hævet over partipolitik.

Den chance har statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes ministre grebet til fulde. Med en høj frekvens af veltilrettelagte pressemøder med oplysning til borgerne fremstår statsministeren som en sikker hånd på rattet. Hun er da også blevet rost af både venner og fjender.   

Spørgsmålet er bare, hvor meget selv en eksemplarisk krisehåndtering gavner en regering, når det kommer til stykket. Ser man på historien er det småt med eksempler på, at en stærk krisestyring blev afgørende ved det efterfølgende valg:

Nyrup og 11. september
I efteråret 2001 var der under et år til seneste afholdelse af et nyt folketingsvalg, og den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen stod til at tabe.

Men 11. september 2001 blev den almindelige politiske dagsorden blæst af bordet, da Al-Qaeda udførte sit terrorangreb på World Trade Center. Poul Nyrup Rasmussen handlede beslutsomt og fremstod som den sikre hånd gennem krisen. Oppositionsleder Anders Fogh Rasmussen (V) måtte fra sidelinjen nøjes med at bakke op om regeringens initiativer.

I den socialdemokratiske ledelse så man den tragiske hændelse som en uventet chance. En måneds tid efter udskrev Nyrup folketingsvalg, og partiets chefstrateg Mogens Lykketoft (S) udtalte, at valget handlede om ”lederskab”.

Det mente vælgerne bare ikke. Jordskredsvalget i november 2001 havde udlændingepolitik som omdrejningspunkt, og trods Nyrups professionelle krisestyring fik Socialdemokratiet et katastrofevalg.

Muhammed-krise og finanskrise
Under Muhammed-krisen 2005-2006 var statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering politisk omstridt, men generelt fremstod Fogh som en stærk statsminister, der ikke ville vige for trusler.

Ved folketingsvalget i 2007 overlevede Fogh som statsminister, men såvel VKO som blok og Venstre som parti gik tilbage. Intet tyder på, at det var Muhammed-krisen, der reddede Fogh som statsminister.    

I 2010-2011 rasede finanskrisen overalt i den vestlige verden. Venstres statsminister Lars Løkke Rasmussen stod med kort tid til folketingsvalget i en næsten lige så håbløs situation, som Nyrup havde gjort ti år tidligere.

Løkke og hans rådgivere vurderede, at den bedste chance var at satse alt på at stå som den ansvarlige statsmand, der tog upopulære beslutninger for at redde Danmark gennem krisen. Det førte til den meget drastiske beskæring af efterlønsordningen.

Strategien gav en vis succes. Venstre fik et rigtig godt valg og kombineret med en elendig valgkamp fra S og SF, kom der spænding om valgresultatet. Men Løkke tabte alligevel Statsministeriet.

Krudttønden og synagogen
Ved årsskiftet til 2015 havde endnu en statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), elendige odds for at genvinde magten. Men 14. februar 2015 angreb den islamistiske terrorist Omar El-Hussein først Krudttønden og siden den jødiske synagoge.  

Efter terrordrabene optrådte Helle Thorning-Schmidt resolut og fremstod som leder af en nation, der ikke ville lade sig kue af terror. Den ellers så upopulære regeringsleder mødte stigende respekt.

Socialdemokratiets opbakning steg faktisk i de efterfølgende måneder. Om det skyldtes Thornings optræden i krisen, eller at den socialdemokratiske valgkampsmaskine kom op i gear, er svært at sige. Men det var ikke nok. Thorning fik kun en enkelt periode i Statsministeriet.     

Stoltenbergs nederlag
Går man til udlandet, er der to ikoniske eksempler:

Højreekstremisten Anders Breiviks terrorangreb på Utøya i 2011 skete, da socialdemokraten Jens Stoltenberg var norsk statsminister. Med sin meget værdige optræden blev Stoltenberg landsfader for den chokerede nation, og han fik ros fra alle sider. Men det hjalp ham ikke. Ved valget to år senere tabte Stoltenberg til de borgerlige.

Det mest illustrative eksempel af alle er Winston Churchill. Den stålsatte engelske premierminister stod som en helt i hele verden efter sin standhaftige kamp mod Nazi-Tyskland.

Ved valget kort efter efter Tysklands kapitulation tabte Churchill stort til den ukarismatiske Labour-leder Clement Attlee. De britiske vælgerne anerkendte Churchills enorme indsats under Anden Verdenskrig, men nu var krigen forbi, og Attlee blev set som den, der var bedst til at sikre velfærden i den hårdt prøvede nation.

Churchills skæbne understreger, at vælgerne er utaknemmelige – eller måske snarere pragmatiske. Politikere belønnes sjældent for deres succeser i fortiden – vælgerne ser køligt på, hvem der er bedst til at løse de tilbageværende problemer.

Kan styrke Mette F. personligt
Mette Frederiksens sikre krisestyring kan booste hendes personlige popularitet, og indsatsen fra en handlekraftig regering i et effektivt samfund kan styrke S-regeringens fortælling om værdien af et trygt velfærdssamfund. Et samfund, hvor solidaritet og sammenhængskraft er nøgleord. 

Men med mindre en ny verdensomspændende pandemi truer, når næste valg udskrives, vil Mette Frederiksen ikke kunne sikre sejren med selv den mest fejlfri håndtering af coronavirus.

Forrige artikel Jakob Nielsen om krisen: Kun djøferne kan redde os nu Jakob Nielsen om krisen: Kun djøferne kan redde os nu Næste artikel Teststrategien var blevet regeringens akilleshæl Teststrategien var blevet regeringens akilleshæl
Retspolitisk strammerkurs bliver mejslet i sten med coronakrisen

Retspolitisk strammerkurs bliver mejslet i sten med coronakrisen

ANALYSE: De seneste strafskærpelser mod coronakriminalitet er endnu et element i en retspolitisk opstramning, der slog igennem ved valget i 2001. Efter coronaepidemien vil borgernes tryghed have vundet mere land fra den individuelle frihed.