Mette F. fik sin sejr, men Løkke undgik blodbadet

ANALYSE: Mens Socialdemokratiet fik en klar fremgang, blev valget endnu et kommunalt flop for Dansk Folkeparti. V, S og K nød godt af borgmestereffekten.

Hun havde investeret rigtig meget prestige i sagen og trykket hænder i alle landets kommuner. Resultatet kan hun kun være tilfreds med: Den socialdemokratiske leder, Mette Frederiksen, fik en klar sejr ved det første valg, hvor hun stod i spidsen for sit parti.

Nu skal man altid passe på med at drage håndfaste landspolitiske konsekvenser af de 98 lokalvalg, som kommunalvalget består af. Antallet af borgmesterposter siger ofte mere om lokale forhold og taktisk snilde i de natlige forhandlinger.

Men det samlede landspolitiske resultat giver en god fornemmelse af partiernes aktuelle styrke, og her har Socialdemokratiet noget af fejre. 32,5 procent af stemmerne er i 2017 meget fint for et europæisk socialdemokrati, og partiet undgik helt smertelige tab i de store byer.

Odenses nye bykonge
I Odense fik den nye S-borgmester, Peter Rahbæk Juel, ligefrem et kanonvalg. Han overtog efter den gamle bykonge Anker Boye, og Rahbæk Juel har med sin direkte konfrontation med en af de lokale bander allerede vist sig langt mere markant end forgængeren.

Aalborg blev ligeledes en socialdemokratisk storsejr, mens det blev til få promillers tilbagegang i Aarhus.

Selv i København kan socialdemokraterne være tilfredse. Fantasifostret om, at Enhedslisten kunne erobre overborgmesterposten, blev aflivet allerede inden stemmerne var talt, fordi overborgmester Frank Jensen (S) på forhånd havde lavet en aftale med SF, Radikale og Enhedslisten.

Første nederlag til Thulesen
Humøret var væsentligt dårligere hos Mette Frederiksens nye venner i Dansk Folkeparti, hvor en skuffet Kristian Thulesen Dahl måtte indkassere det første nederlag som formand.

Dermed skrev tirsdagens kommunalvalg sig ind i en efterhånden trist tradition hos det landspolitisk så ombejlede DF.

Helt tilbage i 2005 satsede DF på en kommunalpolitisk gennembrud med den tidligere mavedanser Louise Frevert som spidskandidat i København. Men Frevert kiksede fatalt. Heller ikke i 2009 eller 2013 kom et egentligt lokalt gennembrud, selvom DF sidste gang fik en vis fremgang.

Thulesen havde denne gang sat næsen op efter både landspolitisk fremgang og borgmesterposter. Det blev i stedet til tilbagegang på landsplan og borgmesterdrømme, der ser ud til at fortone sig i horisonten.

Svagere andet geled
DF må nu i gang med en grundig analyse af resultatet. Noget af forklaringen på den store forskel på de landspolitiske succeser og de lokalpolitiske fiaskoer er, at DF ikke nyder godt af nogen borgmestereffekter. Dermed bider DF's kommunalpolitiske problemer sig selv i halen.

Men der er også andre årsager. Mens Thulesen til fulde matcher de andre partiledere på Borgen, har DF svært ved at matche de mange stærke kommunale folk, som de tre gamle borgmesterpartier har.

Der har været en vis kvalitetsfremgang blandt DF's lokale folk i de sidste 10-12 år. Men der er et stykke op til at matche andet geled hos S, V og K.

Endelig slog det landspolitiske parløb mellem Thulesen og Mette Frederiksen ikke igennem lokalt, selvom man fra centralt hold havde forsøgt at udbrede samarbejdet til det kommunale plan.

Nederlag, men ikke blodbad
For Venstre blev valget et nederlag. Men et nederlag, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kan leve med. Venstre fik bank, men et altødelæggende blodbad blev der ikke tale om.

Partiet taber tre-fire procentpoint samlet set. Det er det tredje nederlag i rap til Løkke, men det kunne være gået værre endnu. Med de stærke resultater, som mange siddende Venstre-borgmestre fik, tegner det til, at Venstre fortsat vil have et tilfredsstillende antal borgmesterposter.

Man havde på forhånd skruet forventningerne til kommunalvalget meget langt ned i Venstre, og intet tyder på, at resultatet vil føre til ny uro i partiet.

Nerver på
Konservative er det sidste store borgmesterparti, og flere steder gik partiets borgmestre deres sejrsgang. Mest udpræget i Gentofte, hvor den gamle konservative bykonge Hans Toft scorede 58 procent til parti.

Men aftenen var tæt på at blive ødelagt for Konservative, fordi partiets anden traditionelle højborg, Frederiksberg, var et mulehår fra at gå tabt.

Der var været en meget stor udskiftning af vælgere på Frederiksberg siden sidste valg, og mange af de nye vælgere i kommunen tenderer mere mod partier som Radikale og Alternativet end mod Konservative. Yderligere er Radikale på Frederiksberg svinget over til rød blok efter 24 års samarbejde med Konservative.

Det var lige nøjagtigt ikke nok til at vælte Konservative af pinden denne gang. Men på sigt bliver kommunen virkelig svær at holde for Konservative, der i over hundrede år har styret enklaven midt i København.

SF-højborg Langeland
Blandt de mindre partier har især SF lagt vægt på kommunalvalget. Samlet set får partiet kun en mikroskopisk fremgang, hvilket er lidt skuffende. Til gengæld er det en sand triumf for SF, at partiets tidligere næstformand Tonni Hansen erobrer borgmesterposten på Langeland. Tonni Hansen fik her et helt fantastisk valg.

Enhedslisten måtte indkassere en mindre tilbagegang, og forklaringen er ligetil: Ligesom ved folketingsvalget nappede Alternativet nogle af stemmerne.

Alternativet fik igen et flot resultat i København, hvor partiet nu er tredjestørst. Alternativet kom også ind nogle steder i provinsen, men valget blev ikke det landspolitiske gennembrud som nogle havde spået.

For Radikale er en ganske lille tilbagegang på landsplan nådigt sluppet, og partiet bliver endda repræsenteret i væsentligt flere kommuner end tidligere. Forklaringen på paradokset er gode valgforbund. De mange skandaler om Anna Mee Allerslev (R) fik ikke konsekvenser uden for København.

Klar borgmestereffekt
For LA er selv en lille tilbagegang på 0,3 procent skuffende. Partiet havde sat næsen op efter en betydeligt bredere lokal repræsentation. LA's skæbne viser igen, hvor svært det er for nye partier at få fodfæste lokalt.

De gamle borgmesterpartier har ganske enkelt en systematisk fordel sammenlignet med de andre partier. For en siddende borgmester har ingen synlige konkurrenter i selve valgperioden. I grel modsætning til statsministeren, der konstant vejes mod oppositionens leder og andre partiledere.

Tirsdagens kommunalvalg satte en fed streg under, at borgmestereffekten ofte er langt større end statsministereffekten.

Forrige artikel DF's tilbagegang kan koste Venstre formandsposten i KL DF's tilbagegang kan koste Venstre formandsposten i KL Næste artikel Professor: Bykonges store valgsejr skyldes genopfindelse af demokratiet Professor: Bykonges store valgsejr skyldes genopfindelse af demokratiet
Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

Mette Frederiksens iltre strateg strøg helt til tops

POLITISK PORTRÆT: Intelligent, strategisk tænkende, politisk engageret, stærk til kommunikation. Men også ilter, hårdhændet, konfliktoptrappende og nærtagende. Det er blot nogle af de begreber, der hæftes på Mette Frederiksens særlige rådgiver Martin Rossen, der har fået en uhørt magtfuld post.