Ole Espersen er død. Han var en god ven og i mange år et værdifuldt medlem af Folketeatrets bestyrelse.

Han var glad for kunst, og teatret måtte gerne forarge, skabe debat. Det passede Ole, der aldrig selv var bange for at have upopulære standpunkter og tillige forfægte dem.

Han var en glimrende radiorådsformand i en svær tid. Erhard Jacobsen trådte ind i rådet med sine aktive lyttere og seere, og Glistrups folk gjorde det heller ikke problemfrit at sidde på den post.

Og som medlem af Radiorådets programudvalg oplevede jeg hans store interesse for, hvad ’fagfolkene’ mente. Og syntes han, at vi havde ret, forfægtede han vores indstilling med stor iver. Man kan sige, at han var med til at gøre Radiorådets møder til en levende og frugtbar platform for den fri meningsudveksling.

Ole var ærkebornholmer, og selv om han havde sit arbejde i København, flyttede han til Bornholm, så her var jeg heldig også at have ham med, så min idé om kulturhuset Svanekegården kom op at stå.

Så tak, Ole, for alt, hvad du har gjort. Både for mennesker, der havde det svært, og for de kulturinstitutioner, du var med i.

Desværre blev dine sidste år svære, både for dig og din kære kone. Du fik Alzheimers, en sygdom, der fjernede dig fra den verden, du elskede og kæmpede for. Den lidelse hjalp døden dig af med.

Så nu er der kun tilbage at sige dig tak for en stor og bredspektret politisk indsats, mens du levede.