Minksagens mest vidtgående konsekvens er Radikales kritik af Mette Frederiksen

Siden Radikale afviste at stemme for en advokatvurdering af, hvorvidt der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen (S), men i stedet valgte en politisk konsekvens af regeringens håndtering af minksagen, har der været talt meget om, hvorvidt beslutningen er modig, hyklerisk, en undsigelse af retsstaten eller noget helt fjerde.

Lad mig her redegøre for, hvorfor jeg ikke bare synes, at beslutningen er den rigtige, men også den mest vidtgående med de alvorligst tænkelige konsekvenser for Mette Frederiksen.

For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt Minkkommissionens redegørelse bør føre til en advokatvurdering eller ej. Jeg mener, at der både er et substantielt og et processuelt argument for, at den ikke bør det.

Det substantielle først: Det er helt afgørende, at det er Folketinget – og hverken folkedomstolen eller pressen – der afgør, hvorvidt en kommissionsberetning bør give anledning til en advokatvurdering.

I instrukssagen mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var der flertal for det, i minksagen var der ikke. Når Folketingets partier tager stilling til, hvorvidt der bør eller ikke bør foretages en advokatvurdering, bør det altid bero på en konkret vurdering af den aktuelle sag.

Denne vurdering foretager partierne på baggrund af egen læsning, naturligvis, men også på baggrund af de juridiske eksperter, der deler deres vurdering med offentligheden.

I den konkrete situation har vi en række eksperter, som alle mener, at Mette Frederiksens ageren ikke kan kategoriseres som groft uagtsom – og dermed altså ikke vil føre til en dom i Rigsretten. Den holdning deler blandt andet Jens Elo Rytter, Jørn Vestergaard, Jørn Albæk Jensen og Sten Bønsing.

Det er et politisk problem, ikke et juridisk – og derfor bør konsekvensen for Mette Frederiksens ageren i minksagen også være politisk og ikke juridisk. 

Carolina Magdalene Maier

Derimod har jeg kun kunnet læse mig frem til én juridisk ekspert, Frederik Waage, som mener, at sagen kunne munde ud i en rigsret.

Det bærende argument fra eksperterne er, at uagtet at en politiker handler imod loven, er det hendes eller hans embedsmænd, som har ansvaret for at gøre ministeren opmærksom på det.

Som politiker kan man ikke forventes at kunne juraen – eller at skulle behøve at spørge særligt ind til, om lovgivningen nu også er på plads. Det er embedsværkets opgave at gøre opmærksom på det.

Derfor bliver vi nødt til at få sund fornuft ind i denne diskussion. Der er ingen tvivl om, at når regeringens embedsværk agerer så tilbageholdende, så hænger det sammen med, at Mette Frederiksen i sin embedsperiode i stigende grad har forvaltet magten på en måde, der afvæbner embedsværket.

Det er forkert, og det er en demokratisk katastrofe. Men det er et politisk problem, ikke et juridisk – og derfor bør konsekvensen for Mette Frederiksens ageren i minksagen også være politisk og ikke juridisk. 

Mit andet argument for ikke at pege på en advokatvurdering er processuelt. For lad os forestille os, at sagen ingen politiske konsekvenser fik, men at konsekvensen blev juridisk i form af en advokatvurdering.

Med udgangspunkt i de ovennævnte eksperters vurdering må vi med al rimelighed antage, at denne vurdering ville ende med at frikende Mette Frederiksen for et juridisk ansvar. Det ville måske tage et par måneder, og så ville Mette Frederiksen stå tilbage, ikke bare renset for juridisk ansvar, men ligefrem styrket i sin position.

Med det som udgangspunkt ville vi om føje tid stå i en situation, hvor den politiske kritik af statsministerens embedsførelse ikke har en aktualitet, og hvor statsministeren kan sætte alle de partier på plads, som har krævet en advokatvurdering og på det grundlag udskrive valg.

Hvilken situation ville det være, sammenlignet med den nuværende, hvor Radikale på baggrund af en hård, politisk kritik af statsministerens magtfuldkomne embedsførelse har krævet et valg inden oktober, hvis hun skal undgå et mistillidsvotum til Folketingets åbning? Jeg synes, at svaret er indlysende.

Af samme grund mener jeg også, at alle spekulationer om, at Radikale kun er ude efter ministerbiler, og at der på forhånd er lavet en aftale med Mette Frederiksen, er unuancerede og med respekt også en smule letkøbte.

Har vi tillid til, at Mette Frederiksen tager kritikken til sig og i en given næste regeringsperiode vil forvalte magten med større ydmyghed, større inddragelse af politiske kollegaer og større respekt for embedsværkets faglighed og armslængde?

Carolina Magdalene Maier

Radikales svar på Minkkommissionens rapport har den mest vidtgående konsekvens af samtlige partiers reaktion på sagen. Og tror I, at Mette Frederiksen er glad? Det er hun næppe.

Se bare på politisk ordfører Rasmus Stoklunds (S) håbløse forsøg på i pressen at indtage den position, at Mette Frederiksen intet har gjort forkert, samtidig med at Socialdemokratiet bakker op om den næse, som hun har fået. Det er lige til et afsnit af tv-serien 'Klovn'.

Så er der dem, der har peget på, at man vel uagtet de juridiske eksperters udtalelser kan kræve en advokatvurdering so wie so. Det vil jeg gerne advare imod, fordi det i givet fald skaber en uheldig præcedens.

Som nævnt er det Folketingets opgave på baggrund af de forhåndenværende beviser at foretage en vurdering af, om man ønsker en juridisk konsekvens. Hvis man tilsidesætter den opgave og uden skelen til de indholdsmæssige konklusioner i en kommissionsberetning kræver en advokatvurdering, skaber man præcedens for, at dette vil være en standardreaktion ved enhver kommende kommissionsberetning.

På den måde tilsidesætter man muligheden for at udtrykke politisk kritik, og man iværksætter et stort juridisk arbejde – på skatteydernes regning – uden at der nødvendigvis er et substantielt grundlag herfor. Det er altså ikke udtryk for politisk og forvaltningsmæssig modenhed. 

Mange har spurgt Radikale, om partiet godt kan pege på Mette Frederiksen igen, nu hvor vi har trukket tæppet væk under hende. Den afgørelse ligger ikke hos mig. Men jeg synes spørgsmålet er vigtigt.

Har vi tillid til, at Mette Frederiksen tager kritikken til sig og i en given næste regeringsperiode vil forvalte magten med større ydmyghed, større inddragelse af politiske kollegaer og større respekt for embedsværkets faglighed og armslængde? Det har jeg ikke selv umiddelbart tillid til. Jeg kan ikke med alt det, vi har set de sidste tre år, forestille mig, at hun pludselig skulle – kunne og ville – vende på en tallerken.

Derfor kunne jeg også drømme om, at Radikale vælger ikke at pege på en konkret statsministerkandidat, men i stedet går til valg på, at man vil pege på den kandidat til forhandlingsleder, som for det første har de mest radikale og visionære klimapolitiske ambitioner (og her tænker jeg på løsninger, ikke planer), for det andet har det største og stærkeste internationale udsyn og for det tredje fremsætter reelle planer for, hvordan vedkommende vil forvalte sin magt med ydmyghed, inddragelse af Folketingets partier og med den største respekt for, at embedsværket ikke kun skal tjene regeringen – men også være dens vagthund.

På den måde vil Radikale gå til valg på det, som er allervigtigst for partiet: Klimapolitikken, det internationale samarbejde og respekten for retsstaten. Og så må den kandidat, der kan og vil levere, blive statsminister.

Og til sidst en lille note til Socialdemokratiets reaktion på Radikales beslutning om at trække tæppet under regeringen, hvis ikke statsministeren udskriver valg inden Folketingets åbning. Sagen er jo, at reaktionen ikke findes.

Socialdemokratiet opfører sig, som om alt er godt. Ja, politisk ordfører Rasmus Stoklund har ligefrem på Twitter skrevet, at der nu er sat punktum efter sagen. Til det får jeg blot lyst til at citere Julia Roberts i Pretty Woman: "Big mistake. Big. Huge".