Nærhedsstrategien vil afholde Frederiksen fra at gentage Nyrups fejl

De politiske spekulationer om næste folketingsvalg er i fuld gang på trods af, at vi ikke engang er halvvejs i valgperioden. Årsagen er kommunalvalget 16. november, som ifølge nogle politiske kommentatorer, vil være en stor fristelse for statsministeren: et triplevalg og udsigt til tre store valgsejre ved kommunal-, regional- og folketingsvalg.

Ifølge kommentatorernes logik, skal valgsejren til Folketinget indkasseres inden Socialdemokratiets og den røde bloks politiske forspring smuldrer, når corona-effekten forsvinder. Spekulationerne er ikke andet end … ja, spekulationer. Til gengæld er det stensikkert, at et folketingsvalg oven i kommunalvalget vil være en katastrofe for kommunalvalget og den lokale demokratiske debat. 

Der lød ingen jubel, men kun suk, vredesudbrud, og mest af alt frustration i det kommunale Danmark, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen den 31. oktober 2001 indkaldte til pressemøde og fortalte om udskrivelsen af folketingsvalg til samme dag, som det planlagte kommunal- og amtsrådsvalg den 20. november 2001.

Kommunalpolitikere og borgmestre vidste nemlig godt, at deres demokratiske festdag, deres store demokratiske ritual og afslutningen af valgperioden, nu vil blive overskygget totalt af folketingsvalget. Og sådan gik det.

De landsdækkende medier skiftede fokus. TV2 tilbagekaldte den udvidede sendetid, som de regionale stationer havde fået til den kommunale valgaften – nu skulle der være rigtigt valgaften – landspolitisk valgaften! De lokale partiforeninger fik pludselig endnu en kæmpe opgave oven i den store kraftpræstation, som et kommunalvalg i forvejen er. 

Det underliggende budskab i strategien er, at Lars Løkke Rasmussen – kommunalreformens fader – skulle fremstilles som epicenter for de seneste 15 års centralisering af Danmark.

Roger Buch
Cand.scient.pol, ph.d., centerleder, DMJX

Utilfredsheden i socialdemokratiets partiforeninger var stor, selv om den selvfølgelig blev holdt indendørs. Og fem minutter efter udskrivelsen af folketingsvalget begyndte kritikken af statsministeren for, at han prøvede at udnytte terrorangrebet på USA den 11. september til at høste en statsmandseffekt. 

Nyrup blev kritiseret for at slå politisk mønt på et tragisk terrorangreb og samtidig gøre det på bekostning af det kommunale demokrati. Hvis statsmandseffekten var planen, så slog den totalt fejl: Nyrup tabte valget og statsministerposten, og Socialdemokratiet mistede 11 mandater i Folketinget. I kommunerne afgav Socialdemokratiet 20 borgmesterposter og fik det dårligste kommunalvalg i 20 år.

Allerede dette fejlslagne eksperiment fra Nyrup burde afskrække Mette Frederiksen, selv om hun står stærkere i meningsmålingerne end Nyrup gjorde i 2001. 

Det kunne indvendes, at Mette Frederiksen reelt har opnået netop den statsledersrolle, som Nyrup troede han havde, og at hun derfor måske kan høste gevinsten. Det ræsonnement overser, at Mette Frederiksen har fået statsledersrollen, fordi hun har arbejdet sig til den uden coronaen med konkrete alvorlige, økonomisk dyre, og risikable politiske beslutninger.

Nyrups eneste indsats i 2001 var symbolske støtteerklæringer til USA. Derfor kan statsledersrollen lynhurtigt krakelere, hvis Mette Frederiksen pludselig viser sig som en politisk gambler, der går efter lette gevinster. Vil Mette Frederiksen satse den enorme politiske kapital, hun har opbygget i befolkningen? Selvfølgelig ikke.

Men den egentlige og uafviselige grund til, at Mette Frederiksen under ingen omstændigheder udskriver valg til efteråret er en helt anden.

Mette Frederiksen politiske strategi, som blev bygget årevis før folketingsvalget i 2019, har netop bekymring for det lokale demokrati, og det lokale som én af de vigtigste hjørnestene. Det underliggende budskab i strategien er, at Lars Løkke Rasmussen – kommunalreformens fader – skulle fremstilles som epicenter for de seneste 15 års centralisering af Danmark.

Mette Frederiksen vil med konkret politik – flere nærpolitistationer, flere uddannelsespladser uden for de traditionelle uddannelsesbyer, nærhospitaler og reformer i sundhedsvæsenet - vise, at Socialdemokratiet vil en anden vej end Venstre. Mette Frederiksen plan var, formentlig inspireret af folketingsvalget i 2015 – oprøret fra udkanten – at undergrave Venstre på Venstre egen hjemmebane: de tyndt befolkede dele af landet, landkommuner og udkantområder.

Som Mette Frederiksen og Socialdemokratiets sagde det i august 2018 i udspillet ”Nærheden tilbage”: »Knap hver anden dansker bor uden for de større byer. Og vores land er altså ikke større, end at det må være muligt at have udvikling og muligheder også uden for byerne. Hvis vi vil det. Hvis vi beslutter os for det«.

Nærhedsstrategien skulle efter planen give Socialdemokratiet en kommunal valgsejr til efteråret, men også vinde det næste folketingsvalg. Og på lang sigt undergrave Venstres kerneland uden for storbyerne.   

Roger Buch
Cand.scient.pol, ph.d. og centerleder, DMJX

Bemærk titlen ”Nærheden tilbage”, underforstået den nærhed som Lars Løkke Rasmussen underminerede med kommunalreformen i 2007 og mange andre blå reformer. Og bemærk den underliggende politiske matematik: Hvis du vil vinde Danmark skal du også vinde vælgerne uden for byerne.

Vigtigheden af dét strategiske skift for Socialdemokraterne underbygges i den helt nye bog ”Rige børn leger bedst”, som viser hvordan den demografiske og økonomiske udvikling har tvunget store grupper af tidligere socialdemokratiske kernevælgere ud af byerne. Derfor har Socialdemokratiet brug for en ny stærk og troværdig politik for områderne uden for byerne.

Nærhedsstrategien er et kernepunkt, måske dét vigtigste kernepunkt, i Mette Frederiksens langsigtede politiske strategi. Nærhedsstrategien skulle efter planen give Socialdemokratiet en kommunal valgsejr til efteråret, men også vinde det næste folketingsvalg. Og på lang sigt undergrave Venstres kerneland uden for storbyerne. 

Mon Mette Frederiksen springer fra denne strategi, som hun har bygget op over fem-otte år? Mon hun for at sikre en hurtig sejr, ofrer to års konkrete resultater i Folketinget, som skal bevise for vælgerne, at det ikke bare er snak om nærhed, men at kursen reelt er ændret? Selvfølgelig ikke. 

En rigtig statsleder gennemfører nemlig politik og snakker ikke bare. Som det er blevet sagt lysende klart af Martin Rossen, statsministerens chefstrateg gennem ti år: "Skåret ind til benet handler det om, at politik skal gøre en mærkbar forskel. Den skal simpelthen besvare de store spørgsmål…. Folk skal kunne mærke, at der sker noget, når stafetten skifter." Det er den plan, som Mette Frederiksen kører efter.

Mon Mette Frederiksen som nærhedens forsvarer pludselig ødelægger den kommunale valgkamp med et folketingsvalg? Selvfølgelig ikke. Og det skal hun have ros for til november, når hun ikke har gjort det. På samme måde som Lars Løkke Rasmussen fortjener stor ros for ikke i 2019, at ødelægge valget til Europa-Parlamentet med et folketingsvalg.

Kunne Mette Frederiksen fristen af Løkkes model med to valg med en uge imellem? Nej, rigtige statsledere ødelægger ikke kommunalvalg og lægger sig ikke ud med græsrødderne i de lokale partiorganisationer, borgmestre og kommunalpolitikere. Når statsministeren har hjulpet de kommunale kernetropper til valgsejr den 16. november, vil de kæmpe, så neglene bløder, for at betale Mette Frederiksen tilbage ved folketingsvalget, som senest skal holdes 4. juni 2023.

-----

Rettelse, 29. april, klokken 10.55: Det fremgik tidligere, at det næste valg til Folketinget skal holdes senest i foråret 2024. Det er blevet rettet til 4. juni 2023. Altinget beklager fejlen.