Ny bog tager os med i Finansministeriets maskinrum gennem 50 års økonomisk historie

En klog professor i økonomi sagde engang, at økonomien er præget af mange gode svar, men få gode spørgsmål. En anden variant af det tema er historien om den tidligere studerende, der besøger sin gamle professor og så ser de eksamensspørgsmål, professoren arbejder med. Han undrer sig over, at det er de samme spørgsmål, han selv blev spurgt om for årtier siden. Den gamle professor forklarer ham så, at ’i økonomi er det ikke spørgsmålene, men svarerne, vi skifter ud’.

Forhenværende departementschef Jørgen Rosted udgav her i efteråret bogen ”Den økonomiske genopretning 1976-93 set fra maskinrummet”. Den behandler to af de gamle spørgsmål: Hvordan forklares den økonomiske udvikling fra 1960’ernes højkonjunktur over 1970’ernes krise til genopretningen i 1980’erne? Og hvad er de økonomiske modellers rolle ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik?

Jørgen Rosted har i hele perioden som gradvist højere og højere rangeret embedsmand været med i maskinrummet, og de svar, han giver, er delvist nye, så det er ganske spændende læsning.

Ingen absolut sandhed

Mest diskutabel økonomisk-historisk set er nok 1970’ernes krise og den økonomiske politik i årerne før regeringsskiftet i 1982. Den traditionelle historie er stærkt forsimplet, at det gik godt i 1960’erne, og så kom oliekriserne fra 1974, og de blev mødt med Anker Jørgensens forfejlede politik med blandt andet gentagende devalueringer og deraf følgende inflation og tårnhøje renter. Først med Poul Schlüters overtagelse af magten i 1982 kom der gradvist styr på økonomien.

Jørgen Rosteds bog er central for vurderingen af, om Anker Jørgensen fortjener den lidet flatterende rolle, han normalt tillægges.

Niels Kærgård
Professor emeritus, KU, fhv. overvismand

Rosteds historie er på væsentlige punkter en anden. Han ser 1970’ernes krise som et resultat af en for lempelig økonomisk politik i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, der resulterede i en situation, hvor en devaluering var nødvendig, men burde være gennemført som en større engangsdevaluering i stedet for de mange drypvise devalueringer. Rosted anser indkomstpolitikken som et utilstrækkeligt instrument til at genoprette konkurrenceevnen.

I historieforskningen ser man aldrig, hvordan et alternativt forløb faktisk ville have set ud, så der er ingen absolut sandhed, men jeg mener ikke, det er oplagt, at Rosteds historie er sandere end den traditionelle. Det er klart, at man mødte oliekrisen med for stor optimisme. Den blev anset for kortvarig, og arbejdsløsheden blev mødt med blandt andet den midlertidige momsnedsættelse i 1975-76.

Men fejlen var nok ikke en for lempelig økonomisk politik i 1960’erne, snarere at 1960’erne og keynesianismen havde skabt en for optimistisk tro på, at arbejdsløshed var noget man skulle og kunne bekæmpe også på kortere sigt. Derfor tænkte man i 1973-76 kun på at bekæmpe arbejdsløshed, ikke så meget på de ubalancer i konkurrenceevne og udenrigshandel, der opstod. Sondringen mellem udbuds- og efterspørgselsstød var endnu ikke oppe på lystavlen.

Men det er svært at sige, om en stor engangsdevaluering ville have været svaret. Det er en svær manøvre at lave en sådan og så overbevise omgivelserne om, at det er en helt isoleret engangsforeteelse. Og hvis forventningerne ville gå i retning af flere devalueringer, ville virkningerne være de samme som ved de drypvise devalueringer.

Rosted på hjemmebane

Nu lykkedes det i betydelig udstrækning på grund af heldige omstændigheder. Man fik forbedret konkurrenceevnen ved devalueringer, og regeringsskiftet i 1982 skabte tillid til, at der nu var kommet et troværdigt fastkursregime. Samtidigt havde talen om vor kurs mod afgrunden skabt en krisebevidsthed, der legitimerede en suspension af dyrtidsreguleringen. Rosted synes at undervurdere 1982-regeringsskiftet helt centrale betydning.

Rosted er en uhyre erfaren modelbygger og -bruger. Og hans holdninger er klare; han er overhovedet ikke i tvivl om, at modeller er nyttige, men heller ikke om, at de må bruges med fornuft og forsigtighed.

Niels Kærgård
Professor emeritus, KU, fhv. overvismand

Men under alle omstændigheder giver Rosteds bog indsigt i, hvordan man tænkte i Finansministeriets maskinrum og rejser centrale problemstillinger vedrørende periodens økonomiske historie. Så den er et nyttigt bidrag til klarlæggelse af disse årtiers økonomiske historie. Den er også central for vurderingen af, om Anker Jørgensen fortjener den lidet flatterende rolle, han normalt tillægges.

Hvor diskussionen om den hensigtsmæssige økonomiske politik for et halvt århundrede siden mest er af interesse for historisk interesserede, så er det andet tema – brugen af modeller ved tilrettelæggelse af den økonomiske politik – helt aktuelt.

Finansministeriet og DREAM-gruppen (Danish Research Institute for Economic Analysis and Modelling) har netop her i december holdt et stort symposium om den nye model MAKRO, og europa-parlamentarikeren Niels Fuglsang har tre dage før jul forsvaret ph.d.-afhandling på CBS om modellers betydning for den politiske debat.

Og her er Jørgen Rosted absolut på hjemmebane. Som studentermedhjælp arbejdede han med på den første udgave af ADAM (Annual Danish Aggregate Model), da han blev kandidat i 1971, kom han til Det Økonomiske Råd og var her en af de tre forfattere til SMEC II, den første makroøkonomiske model der blev brugt i praksis. I 1975 blev chefen for Danmarks Statistiks modelarbejde departementschef i Finansministeriet, og han ville til at bruge modeller, specielt ADAM. Derfor tilkaldte han Rosted for at opbygge et modelmiljø – det i bogen beskrevne ”maskinrum”.