Ny finanskritisk bog skyder både med skarpt og skævt

ANMELDELSE: Professor emerita Katarina Juselius efterlader læseren med det indtryk, at universiteterne og Finansministeriet bevidst ignorerer virkeligheden ved at anvende modeller, som ikke passer med data fra den virkelige verden. Sådan er det dog ikke, skriver økonomilektor Søren Hove Ravn.

Altingets vurdering: 3/6

Af Søren Hove Ravn
Ph.d., lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Gennem en lang og imponerende karriere har Katarina Juselius beskæftiget sig med krydsfeltet mellem økonomi og statistik; i fagsprog kaldet økonometri.

I sin nye bog kaster den nu pensionerede professor emerita et kritisk blik på selve økonomiprofessionen og de økonomiske modeller, som anvendes i både forskning og økonomisk politik. Endvidere giver hun sit bud på, hvad der er galt med verdens økonomiske tilstand anno 2019.

Ulighed og finanskapitalisme
Som undertitlen ”Et opgør med finanskapitalismen” antyder, så kan mange af tidens udfordringer ifølge Juselius henføres til den finansielle deregulering, som fandt sted i Danmark og en række andre lande omkring 1980. Det gælder både finansielle ubalancer i form af svingende boligpriser og stigende gældsniveauer, men også afledte effekter som eksempelvis stigende økonomisk ulighed.

Bogen indeholder således både en samfundskritik og en kritik af økonomer og deres modeller. For det første argumenterer Juselius for, at vi som samfund bør gøre op med den finansielle sektors betydning for resten af økonomien, bekæmpe økonomisk ulighed i højere grad og fokusere mindre på økonomisk vækst og mere på miljø og klima. For det andet kritiserer hun sine økonomkolleger for at negligere netop den finansielle sektor, uligheden og klimaet i de såkaldte ”mainstream-modeller”.

Her stopper Juselius’ kritik af egen profession dog ikke, for hun beskylder også såvel universitetsøkonomer som centralbanker og finansministerier i mange lande for at benytte sig af modeller, som ikke passer med data. Her henviser Juselius til sit eget mangeårige – og højt estimerede – arbejde med en bestemt statistisk model, den såkaldte CVAR-model. For en fagøkonom er denne del af bogen blandt de mest interessante, om end essensen af kritikken ikke er ny for læsere, som har fulgt den danske økonomidebat de seneste par årtier.

Betydelige fejlskud i faglig kritik 
Juselius’ kritik af den økonomiske videnskab rammer imidlertid forbi målet på flere punkter. To nedslag: For det første – og vigtigst – efterlades læseren med det indtryk, at mainstreamøkonomerne på universiteterne og i Finansministeriet bevidst ignorerer virkeligheden ved at anvende modeller, som ikke passer med data fra den virkelige verden.

Sandheden er naturligvis, at også disse økonomer løbende analyserer empiriske data og deres models evne til at beskrive disse; blot med anvendelse af andre økonometriske tilgange end CVAR-modellen. Der er således ikke tale om, at alle andre end Juselius systematisk ignorerer virkeligheden, men derimod om oprigtige, metodemæssige uenigheder. De bedste empiriske makroøkonomer har en bredt sammensat værktøjskasse, hvorfra de løbende udvælger det redskab, som synes mest anvendeligt til det forhåndenværende problem.

Juselius' hammer
På samme måde som alting ligner et søm, hvis man kun har en hammer i sin værktøjskasse, synes Juselius i stedet at mene, at CVAR-modellen er den eneste acceptable måde at analysere data. Hun kan (forhåbentlig) glæde sig over, at hele økonomiprofessionen over de seneste årtier er blevet langt mere empirisk orienteret.

Det gælder ikke mindst underdisciplinen makroøkonomi, som er i centrum for hendes kritik. En oversigtsartikel fra 2017 dokumenterer, at andelen af makroøkonomiske forskningsartikler, som har et empirisk snarere end et teoretisk fokus, er steget fra en tredjedel i 1985 til omkring to tredjedele i 2015.

Denne trend har dog ikke manifesteret sig i form af markant større udbredelse af CVAR-modellen, som Juselius kunne ønske sig, men derimod først og fremmest ved anvendelsen af langt større og rigere datasæt, eksempelvis såkaldte mikrodata: data på husholdnings- eller virksomhedsniveau.

Der er faktisk sket meget siden finanskrisen
For det andet undlader Juselius at fortælle læseren, at de økonomiske ”mainstream-modeller” i løbet af det seneste årti netop er blevet udvidet med en langt grundigere modellering af den finansielle sektor såvel som med en detaljeret beskrivelse af indkomst- og formuefordelingen. Juselius har ret i, at modellerne før finanskrisen i 2008 var forsimplede og naive, når det kom til den finansielle sektors rolle. Netop derfor har dette været det mest populære og højst prioriterede makroøkonomiske forskningsområde lige siden, og der er heldigvis sket markante fremskridt.

Samtidig er de mest moderne mainstream-modeller de senere år gået væk fra den antagelse om en repræsentativ husholdning, som Juselius kritiserer, og forsøger i stedet at modellere hele indkomst- og formuefordelingen i økonomien. Det har gjort det muligt at analysere, hvordan konjunkturudsving og økonomisk politik påvirker uligheden og vice versa.

Man kan naturligvis mene, at mainstream-makroøkonomer alt for sent er begyndt at interessere sig for disse emner, men Juselius opstiller reelt en stråmand ved helt at ignorere de seneste ti års forskning i netop de spørgsmål, bogen fokuserer på. Det er til gengæld rigtigt, at det meste af denne forskning endnu har til gode at finde vej ind i de modeller, som anvendes til økonomisk politik i praksis.

Overdrevet fokus på international kapital
Når det kommer til samfundskritikken, påpeger Juselius dygtigt, hvordan den finansielle sektors betydning for økonomien kun er vokset siden 1980. Denne spændende del af bogen bygger i væsentligt omfang på Juselius’ egen forskning gennem mange år og behandler blandt andet udviklingen på bolig- og aktiemarkederne samt den stigende gældssætning.

Analysen har dog et lidt overdrevet fokus på én bestemt faktor, nemlig liberaliseringen af internationale kapitalbevægelser i 1983. Det nævnes eksempelvis ikke, at den finansielle sektors størrelse og rolle i Danmark i væsentlig grad hænger sammen med opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne siden slutningen af 1980’erne, ligesom det virker ejendommeligt, at faldet i inflationen i Danmark siden 1980’erne udelukkende tilskrives dereguleringen af kapitalbevægelser, mens indførelsen af fastkurspolitikken knapt nævnes.

Kapitlet om økonomisk ulighed er spændende læsning, om end denne del af analysen er knap så dybdegående som de tidligere kapitler. Det lyder eksempelvis sandsynligt, at høje lønninger i finanssektoren har bidraget til den stigende ulighed inden for en række industrialiserede lande. Men om dette udgør hovedforklaringen eller blot et lille bidrag, giver bogen ikke svar på.

I bogens afsluttende kapitel diskuteres de politiske muligheder for at udbedre de problemer, Juselius påpeger. Det siges, at Harry Truman efterspurgte økonomer med kun én hånd, fordi han var træt af at høre dem sige ”on one hand …, but then on the other hand …”.

Det viser sig, at Juselius ikke er så forskellig fra sine økonomkolleger på dette punkt, idet hun gennemgår både fordele og ulemper ved en række politiske forslag. Nemme løsninger er nemlig sjældent vejen frem, heller ikke når det handler om finansiel regulering.

Forrige artikel Mette Frederiksen fortryder ting på stribe i ny bog Mette Frederiksen fortryder ting på stribe i ny bog