Ove Kaj Pedersen til Jeppe Druedahl: Jeg overdriver ikke. De kommende år bliver ganske stormfulde

For eksempel, at Anker Jørgensens regeringer i 1982 tabte pusten i opgør med en række nydannede partier, men også med fagbevægelsen og en egen venstrefløj for herefter at overlade regeringsmagten til oppositionen uden at udskrive valg.

For eksempel, at der i de borgerlige partier skete politisk-ideologiske forskydninger. Fra at lægge vægt på finanspolitikken, for at fremme efterspørgslen, til i hovedsagen at lægge vægt på finans- og pengepolitik, for at fremme udbuddet af arbejdskraft og kapital. 

I dag vil disse forskydninger blive set som åbningen til en form for neoliberalisme og som sådan koblet til påvirkning fra Reagans USA og Thatchers Storbritannien. Men de vil også blive forbundet med forskydninger i økonomisk teori og metode. I dag er der vel også udbredt enighed blandt økonomer om, at det netop var disse forskydninger, der bidrog til at bringe dansk økonomi i balancen.

Derimod synes mange at have glemt, at der også skulle fremsynede, endda risikovillige politikere og partier til, før det kunne lade sig gøre. Nok havde de økonomiske vismænd inden 1982 antydet, hvad der kom, men det er jo ikke det samme som, at teoretiske overvejelser overføres til politisk vedtagne reformer.

Også i dag er der forskel på økonomiske vurderinger, politik og risikotagning. Blot med modsat fortegn. Dengang var økonomerne i katastrofestemning og politikerne – især de socialdemokratisk ledede regeringer – fodslæbende. Nu hersker der økonomisk konsensus, mens politikerne er i krisestemning.

Skiftet ses ikke mindst i de forudsigelser, der ligger til grund for mange af de debatter, reformforslag, fremtidsvurderinger og det regeringsgrundlag, der i dag karakteriserer det politiske.

Hvor mange økonomer, også Druedahl, taler om, at fremtiden er økonomisk holdbar, er der mange andre, der taler om noget andet: Om at klima, sikkerhed, teknologi i blandet velfærd og demografi skaber usikkerhed om, hvad der kan forudsiges, og hvor langt fremtiden er holdbar. Uden reformer altså, herunder nye finansielle kilder og nye former for vækst.   

Traditionelt har det været økonomer, der har haft monopol på at være urolige på fremtidens vegne ud fra deres beregninger, og deres antagelse om det forventelige. Men ikke nu.

Og det er som sagt den anden observation, der fører til den tredje. Det synes nemlig at være sådan, at regeringspolitikere, heriblandt den nuværende statsminister, selv vil formulere de fremtidige problemer.

Og endda vil tillade sig at gøre det uden at lade økonomer sætte takt og tone. Men ved at indtænke en international omverden, der er uforudsigelig og ikke kan tæmmes af en regering, der nok er i flertal, men ikke længere kan argumentere som om, omverden er så stabil, at den er til at overse, og som sågar kan kritiseres, hvis den ikke er i tråd med danske ønsker.

Derfor er der også forskel på, hvad økonomer traditionelt har kaldt samfundsøkonomiske problemer til forudsætning for reformer, og hvad politikere i dag kalder kriser til forudsætning for reformer. Det er nemlig – og igen påfaldende – hvordan problembegrebet har udviklet sig.

Engang var der problemer, som økonomer havde monopol på at formulere. Så blev det til udfordringer, som pædagoger, psykologer og andre trivselseksperter kæmpede for at få monopol på. Nu synes den politiske og offentlige debat at tale frit og frejdigt om kriser. 

Jeg tager det ikke for givet, at regering, politikere, store organisationer eller den offentlige debat alene er drevet af økonomisk visdom

Ove Kaj Pedersen
Professor emeritus, CBS

Spørgsmålet er derfor, om et problem er mere seriøst end en udfordring, og begge mere troværdige end påstanden om krise? Det mener Druedahl øjensynligt. Jeg ved det derimod ikke, men registrerer forskellen, og indtænker den i påstanden om en politisk proces, der er ved at skifte karakter.

Jeg synes, det er værd at observere, at problem er blevet udskiftet med krise, og at det i sig selv kan være et symptom på, at blandt andet regeringen er ved at gøres sig fri af økonomers beregninger og forudsigelser og tillader sig at formulere deres egne politisk motiverede antagelser om fremtiden.

Derfra den fjerde observation: Det er den politiske proces, der er vigtig, og som også var det fra 1980'erne. Og at regeringen og andre politikere kan mene et, mens økonomer kan mene noget andet.

Og for politikerne synes det vigtigere at opbygge en krisebevidsthed for at kunne gennemføre, hvad de fra ideologiske og politiske vurderinger mener, at der kræves af reformer, mens det for økonomerne synes lige så vigtigt at stå fast på deres modelberegninger.

Herved antager jeg det formastelige; at selv økonomiske problemer kræver politik, at selv kriser kan være politiske og kan overdrives, og endda at krisebegrebet kan misbruges. Hvilket er set før.

Det er nemlig med krisebegrebet, som med alle andre politiske termer: De er omtvistede, kan ikke belægges med erfaringer og data og vil derfor til alle tider indgå i en politisk proces, der blandt andet har andre formål end at være metodiske korrekt – herunder at skabe en krisebevidsthed i befolkningen til forudsætning for reformer, der indebærer at tage risici, men også at tage ansvar, hvis al ting ikke bliver, som forventet. 

Hvorfor det da også – nu som tidligere – er spild af tid at sammenligne, hvorvidt kriserne i dag er større eller mindre end tidligere. Ligesom amerikansk forskning i øvrigt har vist, at over 90 procent af de forudsigelser, der er beregnet ved hjælp af økonomiske modeller efterfølgende har vist at være helt eller delvist forkerte. 

Der er ingen sikkerhed i denne verden. Ej heller sikre økonomiske forudsigelser. I grunden er der kun politik, og det er vel ikke så galt? Alligevel er der selvfølgelig forskel på et økonomisk problem og en politisk formuleret krise. Den første er formuleret ved hjælp af beregninger, tilføjet eftertænksomme vurderinger. Den anden er formuleret ved hjælp af ideologi, tilføjet politisk interesse. 

Hvilket bringer mig til den femte observation. Også i 1980'erne var det politisk interesse og ideologi, der drev den første Schlüter-regering til at præsentere et politisk reformprogram med den nationale konkurrenceevne i centrum.

Men der var også en ideologisk og politisk interesse i at ændre den eksisterende velfærdsstat ved at lægge den under økonomiske styring og at modernisere den ved at introducere privatisering, outsourcing, frit valg, ledelse, overenskomstaftalt pension og decentralisering. For så således at løbe på den anden side af tidligere socialdemokratiske regeringers kombination af finanspolitik og indkomstpolitik. 

Den gang, som nu, synes regeringen at mene, at det er i dens magt at bestemme den politiske dagsorden, og sågar at vurdere hvor langt – om overhovedet – de vil lægge økonomiske redegørelser til grund for deres reformforslag.

Ligesom Fogh-regeringen gjorde det samme efter Velfærdskommissionen i 2005 og afleverede sin rapport op til velfærdsforliget 2006. Og ikke mindst som flere partier gjorde det, da de fra 1950'erne begyndte at reformere en gammel stat og lægge fundamentet til, hvad der senere blev almindeligt kendt som velfærdsstaten.

Og ja, de gjorde det lang tid før økonomer var flyttet ind i politik og i god tid før økonometriske modeller var andet end et projekt for en eller to økonomiske professorer ved Københavns Universitet.

Derfra til en opsamling: Druedahl og jeg diskuterer fra forskellige synsvinkler. Jeg lægger vægt på den politiske proces. Han på den økonomiske vurdering. Det er dog stadig vanskeligt at se, hvorfor jeg på det grundlag skulle overdrive.

Jeg tager det ikke for givet, at regering, politikere, store organisationer, den offentlige debat eller de mange private virksomheder alene er drevet af økonomisk visdom. Jeg vil endda mene, at det ville være et demokratisk problem, hvis de var.

Traditionelt har det været økonomer, der har haft monopol på at være urolige på fremtidens vegne

Ove Kaj Pedersen
Professor emeritus, CBS

Hvad jeg sagde i juleinterviewet med Esben Schjørring, står jeg derfor ved. Også fordi mit udgangspunkt ikke var, hvad økonomer siger, men hvad historisk forskning, sammen med politisk-økonomiske studier, viser har været gældende i tidligere faser som indledning til reformbølger. Det er også, hvad jeg selv har kaldt historiske kompromiser. 

Den forskning viser nemlig, at der er visse træk, der i over mere end et århundrede går gennem dette lands historie forud for forskydninger i samfundsformer. 

At der politisk såvel som økonomisk opstår usikkerhed om, hvorvidt de reformer, der er gennemført er de rigtige. Og måske endda hvorvidt de baserer sig på tidssvarende erfaringer, teorier og data. Det skete for eksempel fra 1970'erne og ind i det efterfølgende årti med betydelige konsekvenser også for den politiske reformvillighed. Ikke mindst for, hvilke teorier og ideologiske værdier, der herefter kunne formuleres og findes opbakning til.

At der i sådanne situationer kan opstå ideologiske konflikter om, hvad der er nødvendigt for at adressere en fremtid, der stiller spørgsmålstegn ved, hvad der forventes, og endda ved, hvorvidt fremtiden overhovedet er forudsigelig. Det skete i samme periode med den konsekvens, at der blev rejst kritik af velfærdsstaten og dens skatteprocenter – tænk for eksempel på jordskredsvalget i 1973 – samt motiver til at søge efter alternative ideologier, teorier og metoder.

At der på et eller andet tidspunkt midt i al den usikkerhed kan komme en reaktion – herunder at en regering aftræder uden at udskrive valg – som giver anledning til, at der kan sammensættes politiske flertal, som kan formulere reformprogrammer, som det selv mener er nødvendige for at adressere problemer, der nok kan formuleres, men hvis løsninger ikke er afprøvet.

Det skete også i 1982, da den første Schlüter-regering trådte til med et regeringsprogram, der på mange måder afveg fra tidligere, fremsat af Anker Jørgensens mange regeringer i 1970'erne.

At det herefter kan ske, at der igangsættes en politisk proces, der er propfyldt med konflikter og derfor ikke med nogen nødvendighed fører til, at alle regeringens reformforslag gennemføres, men alligevel kommer til at præge, hvad der efterfølgende kan gennemføres af nye politiske tiltag.

Herunder at ændre på magtfordelingen mellem regering og kommuner, mellem kommuner og offentlige organisationer, mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen, mellem de store organisationer og deres medlemmer, og sågar mellem de offentlige ansatte og deres ledere. Sådan som det skete fra slutningen af 1980'erne, igennem 1990´erne og helt indtil i dag.

At det herefter kan ske, at vedtagne reformer bliver mødt med modstand i offentlige organisationer eller private virksomheder og husholdninger, og at de derfor ikke gennemføres er selvfølge muligt og forudsigeligt. Hvilket da også skete fra 80'erne og efterfølgende.

Og hvilket da også gør det muligt at påstå, at reformerne ikke fik de positive konsekvenser for patienter, elever, studerende, offentligt ansatte, faglige medarbejdere og borgere i almindelig, som det var ambitionen. Det skete heller ikke efter 1990'ernes og 1900'ernes reformer.

Om det samme forløb er i vente ved jeg selvfølgelig ikke. Det ved Druedahl heller ikke. Men hvis der alligevel – som jeg vurderer – er antydninger af, at det kan værre i sin vorden, er det vel værd at tage til tage til efterretning? Hvorvidt det skulle indebære et brud med fortiden, som Druedahl synes at forudsætte, er jeg helt uenig i.

Det vil nemlig tale imod al erfaring, også fra 1980'erne, hvor der ikke var tale om et brud med den eksisterende velfærdsstat, men om dens fortsættelse i retning af en konkurrencestat. 

At jeg selv skulle lægge en sådan præmis til grund for et interview, vil da også være i modstrid med, hvad jeg har skrevet og sagt de sidste 40 år. Tværtimod, har jeg brugt en stor dele af mit akademiske liv til at påvise overgange, forskydninger frem for brud og radikale ændringer. På den måde er det endnu et eksempel på, hvordan Druedahl selv vælger præmis og begår endnu en fejlslutning.

Det var vel heller ikke noget brud, der blev talt om i interviewet, men derimod om langsomme overgang gennem politiske processer, der antyder, hvad der skete tidligere. Det var nemlig sådanne erfaringer og analyser, jeg refererede til og på baggrund af disse, at jeg mente at kunne se noget genkendeligt i nutiden.

Det var også derfra, jeg tillod mig at forvente, at de næste år bliver ganske stormfulde, ikke blot på arbejdsmarkederne, men også politisk og i den offentlige debat. 

Hvorvidt det sker, kan jeg selvfølgelig ikke garantere. Det kan Druedahl heller ikke, selvom han allerede har gjort sit bedste.

I sagens natur er politik uforudsigelig, selvom der er erfaringer, der taler for, at der forude venter en periode for reformer efterfulgt af konflikter, som begge kan føre til nyskabelser, sådan som regeringen i hvert fald har ambition om. Også når den taler om, at udviklingen skal gå fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund.  

Druedahl vurderer og jeg vurderer, men fra hvert vort standpunkt og hver vor disciplin. Forskellen mellem økonomisk vurdering og politisk analyse er vigtig. Også for den, der følger begge. Jeg takker derfor igen Druedahl for muligheden for at gøre forskellen mellem økonomisk og politisk-økonomisk viden lidt mere eksemplarisk.