På Fyn er de lokale mærkesager gledet i baggrunden

STORKREDSPORTRÆT: Regeringen har i løbet af de sidste fire år indfanget de traditionelle fynske valgkampskaniner. Valgkampen byder dog stadig på tætte personkampe mellem de fynske kandidater – blandt andet i Radikale, der skal rette op på et historisk dårligt resultat.

Hvem har en fuldt finansieret klimaplan, der lever op til Paris-aftalen? Og hvad vil I gøre ved madspild og SU for hjemmeboende?

Det er den type spørgsmål, der møder de fynske folketingskandidater, der mandag eftermiddag debatterer foran cirka 750 elever fra Oureskolerne i det sydøstfynske.

Det unge publikum taget i betragtning virker det både naturligt og symptomatisk, at uddannelse og særligt grøn omstilling er debattens to hovedtemaer.

Sådan er det nemlig generelt i den fynske valgkamp, der i høj grad er et spejlbillede af den nationale, hvor klima, udlændinge og velfærd er de dominerende temaer

For mens priserne på Storebæltsbroen, et tredje spor på motorvejen over Fyn og bedre togforbindelser traditionelt har været omdrejningspunktet i fynske valgkampe, er det ikke længere noget, man kan hente stemmer på. Det vurderer Jesper Buch, der er politisk redaktør på TV 2 Fyn.

”I løbet af de sidste fire år har regeringen faktisk gjort det, som Trine Bramsen, Dan Jørgensen og resten af oppositionen gjorde til deres mærkesag. Lavere takster og et tredje motorvejsspor er gennemført og vedtaget,” siger han.

Helvegs arv
På scenen i Oure står blandt andre Radikales Rasmus Helveg Petersen, som for første gang stiller op på Fyn. Hans parti fik i 2015 blot 3,4 procent af de fynske stemmer og fik dermed ikke en fynsk repræsentant på Christiansborg – et historisk tab.

Dengang hed den mest prominente kandidat Camilla Hersom, og hun stiller op igen. Skulle det ikke blive til valg, har Hersom sagt, at hun vil trække sig fra politik. 

Dermed er der lagt op til et tæt løb mellem de to, der begge har erfaring fra Folketinget, Helveg endda som minister.

Det var netop på Fyn, at hans far i mange år havde sit politiske udgangspunkt. Derfor fører Rasmus Helveg valgkamp fra familiens sommerhus ved Tullebølle på Langeland. Helveg har sikret sig Svendborg-Langeland-kredsen. Hersom har omvendt Niels Helvegs gamle kreds i Middelfart.

Rasmus Helveg fortæller nostalgisk, at Svendborg-Langeland-kredsen ikke har givet valg til en radikal, siden hans farfar, Kristen, blev valgt derfra i 1968. Nu glæder han sig over, at det grønne optager vælgerne denne gang.

”Jeg var jo klimaminister i den forrige periode og forsøgte at gøre det sidste valg til et klimavalg. Det mislykkedes, så jeg er glad for, at det nu er kommet på dagsordenen,” siger han til Altinget.

Hjælperytteren fra Helvede
Ved valget i 2015 stod SF for det mest dramatiske personopgør, da tidligere formand Annette Vilhelmsen måtte se sig slået af Karsten Hønge med bare 137 personlige stemmer.

I 2019 risikerer Hønge igen at blive en af de store historier i den fynske valgkamp. Han stiller nemlig også op til Europa-Parlamentet, som der skal stemmes til nu på søndag. For nyligt viste en Megafon-måling, at SF kunne løbe med to mandater, hvor det ene så efter alt at dømme vil gå til Karsten Hønge. 

Han har tidligere meldt ud, at han så sig selv som hjælperytter for Margrete Auken (SF), og at Folketinget var hans førsteprioritet. Det er dog fortsat et ubesvaret spørgsmål, hvordan den politiske ordfører vil forholde sig, hvis vælgerne vil sende ham til Bruxelles.

Skulle det ske, kan både han og SF komme i problemer, da resten af de fynske SF-kandidater er mere eller mindre ukendte. 

”Det er ikke store navne, og ingen af dem kan trække store personlige stemmetal. De er helt afhængige af, at Karsten Hønge trækker stemmerne til folketingsvalget. Så jeg er spændt på, hvad han vil sige. Uanset hvad han vælger, har han et problem,” siger Jesper Buch fra TV 2 Fyn.

Fremtidens flasker
Det er højskoleforstander Jasper Mortensen, der styrer debatten i Oure, som finder sted i en elegant, nyindviet sportshal. Han kalder debattens temaer, uddannelse og bæredygtighed, for ”fremtidsrelaterede emner”, og de appellerer tydeligt til de unge.

Oure-skolerne, der er landskendt for sit fokus på idræt og fysisk udfoldelse, består både af en efterskole, en højskole og et gymnasium. Her går man tilsyneladende foran inden for begge debattemaer. Vi får undervejs at vide, at de fremmødte politikere har fået de sidste vandflasker i plastik, der var tilbage på lageret. Fremover går man over til papflasker.

Debatten er ramt af et afbud fra børne- og socialminister Mai Mercado, hvis datter har slået hul i hovedet.

Paradoksalt nok fortæller Jesper Buch, at den fynske konservative ellers har været synlig på Fyn og til stede i debatten i løbet af de sidste fire år.

”Mai Mercado skal nok få et flot resultat. I målingerne er hun tæt på at kunne veksle sit tillægsmandat til et kredsmandat. Det er muligvis teknik, men det betyder noget internt i partiet, hvis hun er i stand til at løfte resultatet til et kredsmandat,” lyder vurderingen fra Buch.

Muligt V-drama om sundhed
Til stede i Oure er til gengæld en anden fynske minister, Lars Chr. Lilleholt (V), som også spås et fint valg. I hans parti kan et andet drama dog udspille sig.

Omdrejningspunktet er sundhedsordfører Jane Heitmann, som i 2015 blev valgt med 4.677 personlige stemmer.

Venstre står i den seneste mandatprognose til at få tre mandater, hvor Heitmann er favorit til det tredje. Men sundhedsordføreren vil blive presset af Bo Libergren, som er Venstres gruppeformand i Region Syddanmark, vurderer Jesper Buch.

Libergren har været hård i kritikken af netop Jane Heitmann i forbindelse med regeringens sundhedsreform og særligt de 19 spørgsmål til regionsrådsmedlemmernes økonomiske forhold, som Heitmann stillede anonymt og senere trak tilbage.

”Han har nærmest ført valgkamp imod hende, og jeg tror godt, Bo Libergren kan gå hen og få et godt valg. Han fik flere end 4.500 stemmer ved regionsrådsvalget, så selvom Nyborgkredsen aldrig har givet valg til en venstremand, så længe jeg kan huske, vil jeg holde øje med ham,” siger TV 2 Fyns politiske redaktør.

Den klimabevidste ungdom
Venstres valgresultat kan også meget vel afhænge af, hvordan formand Lars Løkke Rasmussens tanker om en regering med Socialdemokratiet bliver modtaget af fynboerne.

Her vurderer Jesper Buch, at en SV-regering godt kunne få opbakning fra i hvert fald en del af de fynske vælgere.

”Jeg tror, der er en god klangbund for Løkkes tanker blandt særligt en del venstrevælgere. Hele Sydfyn er et traditionelt, liberalt højskolevenstre-område, hvor man ser med stigende skepsis på DF’s indflydelse på udlændingepolitikken. Det samme gælder i Assenskredsen på Vestfyn,” siger han.

I sportshallen i Oure går eftermiddagens største bifald til en elev, der udbeder sig et bedre svar fra Dansk Folkepartis Alex Arendtsen om partiets konkrete klimaambitioner.

”Jeg synes, du skal gå ind i politik, for du er jo dygtig,” svarer Arendtsen tilbage.

Også den bemærkning vækker begejstring i det unge publikum. Selvom en stor del af dem ikke kan stemme ved dette valg, står det klart, at også de fynske unge brænder for klimaet.

Forrige artikel Snit af meningsmålinger: DF står til dårligste valgresultat siden 1998 Snit af meningsmålinger: DF står til dårligste valgresultat siden 1998 Næste artikel Elbæk taler ud om Alternativets nedtur: Måske har vi været for flinke ved de andre partier Elbæk taler ud om Alternativets nedtur: Måske har vi været for flinke ved de andre partier
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.