Per Stig anmelder: Væsentligt bidrag til forståelsen af Socialdemokratiet og den politiske kriger Lykketoft

ANMELDELSE: Det fremgår med overvældende tydelighed, at Mogens Lykketoft igennem et halvt århundrede har haft direkte indflydelse på udformningen af de socialdemokratiske holdninger, som han selv gjorde til handlinger i sine mange år som finansminister.

Altingets vurdering: 4/6

Af Per Stig Møller,
Fhv. udenrigsminister og MF (K)

I visse dele af forlagsbranchen er der opstået en mani med at levere udvalgte godbidder af en kommende bog til udvalgte medier. Godbidderne er de mest provokerende og ophidsende sætninger i bogen, der med sikkerhed får skabt en stor forhåndsinteresse for bogen. Derefter må forfatteren ud at forklare, at det ikke er helt sådan, sætningerne skal forstås, og det giver jo endnu mere publicity. Sådan er det også gået med Mogens Lykketofts 'Erindringer. Holdning og handling'.

Jo, han skriver de hårde ting om Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon, som han så rigeligt er blevet citeret for i en sådan grad, at bogen fremstår som en ulækker skandalebog fra en sur, gammel mand, der med Henrik Sass Larsens ord hellere skulle gå hjem og passe sine børnebørn. Men der går en del forklaringer forud for de hårde ord, og de er i al korthed, at han mener, at de med deres politiske handlinger svigtede de socialdemokratiske holdninger.

Kombineret analyse og indignation
Det fremgår med overvældende tydelighed, at Mogens Lykketoft igennem et halvt århundrede har haft direkte indflydelse på udformningen af de socialdemokratiske holdninger, som han selv gjorde til handlinger i sine mange år som finansminister. Det er dem, han i slutkapitlet med glæde ser få nyt liv med Mette Frederiksen. Det ville være overraskende, om ikke Mogens Lykketoft skrev alt dette med den kombination af analyse og indignation, der karakteriserer ham, og som får fortællingen om 'De fantastiske fire' til at fremstå som en bloddryppende saga.

Bogen er også rig på kritik af især Anders Fogh Rasmussen, Henning Dyremose og Lars Løkke Rasmussen, som han har kaldt "den lille svindler", men dermed hentydede han ikke til bilagssagerne, men til de gange, Lars Løkke Rasmussen efter hans mening snød Socialdemokratiet.

Dét er netop bogens styrke: at den kaster lys over en lang række af de beslutninger, Lykketoft har været med i, og løfter sløret for, hvordan man nåede frem til et resultat, og hvorfor man i andre situationer ikke gjorde det. For eksempel forklarer han indgående, hvordan han og Hans Engell nåede frem til finanslovsaftalen for 1996, der hægtede Venstre af, og hvorfor nummeret ikke blev gentaget året efter.

Den stærke finansminister
Selvom Lykketoft synes gladest for sit lille år som udenrigsminister, hvad han ikke var særlig god til, så lå hans største og mest betydningsfulde indsats i hans mange år som en stærk og konstruktiv finansminister. De år havde han egentlig forberedt sig til i de foregående 30 år, hvor han havde skrevet oplæg på oplæg til Socialdemokratiets politik, som han nu fik mulighed for at realisere i sit samarbejde med Poul Nyrup Rasmussen.

Ham førte Lykketoft frem til opgøret med deres fælles ven Svend Auken, fordi han indså, at med Auken i spidsen ville partiets ørkenvandring fortsætte. På samme måde indså han efter valgnederlaget i 2001, at Nyrup nok aldrig ville blive statsminister igen. Da ingen anden var klar eller villig til at afløse Nyrup, tog han selv opgaven på sig uden megen tro på, at missionen ville lykkes. Hjælp dertil fik han heller ikke, da valgkampen kom. Han kæmpede alene og påtog sig ene ansvaret for nederlaget.

Derefter kom Helle Thorning til, og trods sin tvivl om hende hjalp han hende, indtil hun dannede regering. Han fremhæver hendes gode evner i debatterne, men anklager hende lige præcis for egentlig ikke at have nogen holdning, da hun blev statsminister. Han blev godt nok formand for Folketinget, hvilket han var glad for og gjorde godt, men lyttet til ham blev der ikke længere. Han blev også formand for FN's Generalforsamling og gjorde det godt.

På de indre linjer gav han imidlertid udtryk for sin utilfredshed med Thorning-Schmidts kurs, hvorfor hun opfattede ham som illoyal. Når man læser om alle de kaffeborde og middage med andre partiledere og gruppemedlemmer, han arrangerede, får man en fornemmelse af, at Helle Thorning måske ikke havde helt uret.

De største fejltagelser
Lykketoft, der fra sin ungdom opfattede sig som "samfundsingeniør", nåede mange og store resultater, hvilket ikke mindst skyldtes hans arbejdsmetode, som han løfter sløret for. Den bestod i at holde "hulemøder" med dem, han gerne ville lave sine mange forlig med, sørge for, at parterne fik opbygget tillid, og se til, at alle var rimeligt tilfredse med slutresultatet. I oppositionsperioderne indgik han gerne forlig med regeringen, fordi han derved fik i hvert fald noget af sin politik igennem. I kraft af disse brede forlig blev der skabt stabilitet, men han beklager, at der ikke længere synes at være den samme respekt for indgåede forlig.

Lykketoft viger ikke tilbage fra at beskrive sine egne fejltagelser, for eksempel salget af TDC, men belært af den fejl gik han kraftigt imod salget af Dong-aktier til Goldman Sachs. Den forhistorie brugte Corydons forsvarere imod Lykketoft, men det er jo dumt ikke at lære af sine fejltagelser.

Andre steder kunne man måske nok have ønsket lidt mere ærlighed, som for eksempel hvor han fordømmer Irakkrigen og bruger mod regeringen, at Irak jo ikke havde masseødelæggelsesvåben. Men det havde Irak så heller ikke, da Lykketoft som udenrigsminister i 2001, ligesom Niels Helveg Petersen i 1998 sagde til Folketinget, at det drejede sig om at fjerne dem! Det er heller ikke rigtigt, at regeringen bare fulgte amerikanernes ønske, da Danmark rykkede til Helmand i Afghanistan, for det var militærets ønske om at følge med briterne, der gjorde udslaget.

Oplysende og væsentlig
Selvfølgelig er der her som i alle erindringer småfejl. For eksempel forveksler han Arctic Five med Arktisk Råd, selvom vi netop fik tilvejebragt Ilulissat-erklæringen ved at skabe Arctic Five. Det var heller ikke alle i vores regeringer, der ansatte spindoktorer og politiske rådgivere, men det er det vist nu!

At Lykketoft ikke blot var en politisk kriger, men også en mand med et liv, giver han nogle nænsomme skitser til forståelse af, når han fortæller om sine adoptivforældre, sine biologiske forældre, sin alt for tidligt døde første hustru og de tre efterfølgende samt med varme om sine børn og børnebørn.      

Lykketofts erindringer er oplysende og et væsentligt bidrag til forståelsen af Socialdemokratiets politik og det politiske liv igennem 50 år, samtidig med at de også viser den store indflydelse, begivenhederne rundt omkring i verden havde på Danmark og ikke mindst på den unge Mogens. Han nåede både at gå imod Nato og EU og siden tilmed de baltiske republikkers løsrivelse fra USSR, men, forklarer han ærligt, det gik jo anderledes og bedre, end han havde turdet håbe på. Og derfor blev han en stærk tilhænger af Nato, EU og de østeuropæiske landes optagelse heri.

Mogens Lykketoft er en af dansk politiks mest erfarne mænd, og erfarne mennesker er gode at gæste.

Forrige artikel Ny finanskritisk bog skyder både med skarpt og skævt Ny finanskritisk bog skyder både med skarpt og skævt