Pernille Weiss: Pinligt MF'erne ikke kunne finde tid til Metsola

Det på trods af, at arrangementet skulle løbe af stablen en onsdag, hvor det ellers er sandsynligt, at de fleste folketingsmedlemmer befinder sig i København. 

Kan det virkelig passe, at ikke flere end tre folketingsmedlemmer havde muligheden for at deltage? Det skulle da være mærkeligt, selvom jeg også selv kan skrive under på, at man som folkevalgt har nok at se til.

Et spørgsmål om prioritering

Man kan selvfølgelig ikke være to steder på én gang, og mange folkevalgte havde sikkert også en god grund til, at de ikke kunne være der. Inklusiv dem fra mit eget parti. Men med så mange afbud tegner der sig et billede af, at det er et spørgsmål om prioritering.

Som folkevalgt er der visse invitationer, som man ikke bare kan sige nej til

Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Og at ikke flere folketingsmedlemmer vil prioritere et besøg fra en så vigtig europæisk samarbejdspartner, som repræsenterer den folkevalgte institution, Europa-Parlamentet, der i øvrigt, som det vigtigste, er medlovgiver på godt og vel halvdelen af danske love, det er problematisk!

Der er mange invitationer, man kan se stort på, og hvor ens tilbøjelighed til at smide dem i papirkurven kun afhænger af egen samvittighed. Hvad enten det er bryllups- eller fødselsdagsinvitationer.

Men som folkevalgt er der visse invitationer, som man ikke bare kan sige nej til. Invitationer, man bør prioritere i kraft af den rolle, man har fået tildelt af vælgerne ­­­– og som man har valgt at tage på sig. Her er det ikke blot ens personlige samvittighed, der skal være afgørende.

Danmark har ikke mange allierede i EU

For uanset hvad man måtte mene om EU og Europa-Parlamentet, og uanset om man i sit udvalgsarbejde er tæt på EU-lovgivning, er det altså en betydningsfuld og magtfuld medspiller, der gæstede det danske folketing.

Præsidentens besøg svarer til at få besøg af Ukraines eller USA’s ditto eller Ursula von Der Leyen. Ville man sige nej til det? Næppe.

Som det meget lille land vi er, er vores diplomatiske forbindelser og vores forhold til EU’s hovedaktører for vigtige til at blive nedprioriteret. Det er afgørende, at vi har og vedligeholder gode europæiske relationer for at gøre vores interesser gældende i EU. Og det halter ofte bagud.

Danmark har jo ikke mange allierede i EU. Det har vi vidst i flere år. Især efter at Storbritannien har forladt unionen, står vi ofte alene sammen med få andre små lande. Det gør os sårbare.

Derfor skal vi engagere os meget mere i det europæiske samarbejde. Klimakrisen, energikrisen, pandemier, industripolitik og meget andet kan vi simpelthen ikke tackle selv.

Vi skal ikke kun engagere os, når vi selv har noget på højkant, for så bliver vi opfattet som et egoistisk og forkælet folkefærd, der lukker sig om sig selv. Og det er ikke det Danmark, jeg kender!