Politisk jubilæum: Miraklet, myterne, stemmerne og stuebirken

Pludselig ser vi hinanden i øjnene, på en måde vi ikke havde gjort længe. Jeg kan se på Svend, at det er ægte, at han er ægte glad. Det tager mig meget stærkt. Jeg behøver ikke sige meget mere end tak.

Poul Nyrup Rasmussen
Statsminister 1993-2001 og partiformand 1992-2002

Pludselig sker det, at det abstrakte må vige for det konkrete. Prognoserne på tv-skærmene må vige for mængden af kaffe indtaget undervejs. Eller for nu at sige det helt præcist: Venstres formand skal lade vandet.

Det er mildest talt en udfordring, for der er ikke noget toilet knyttet til kontoret, og ude på gangen risikerer han at løbe ind i de nysgerrige journalister, der strejfer rundt på Christiansborgs anden sal. Dem skal Uffe Ellemann-Jensen for alt i verden undgå, for mod forventning er folketingsvalget 1998 slet ikke afgjort endnu.

Da falder Ellemann-Jensens øjne på kontorets stuebirk. Politik er som bekendt det muliges kunst, og en potte nu engang en potte. Derefter så tilbage til valget. Til kontorets to tv-skærme og deres forskellige resultater, der tikker ind, mens balancen vipper frem og tilbage mellem triumf og fiasko. Hvis ikke det rækker nu i aften, hvis ikke han bliver statsminister, så vil han gå af. Men det ved hans venner i Venstre ikke endnu.