Professor i replik til Vedsted-Hansen: Du overser en vigtig detalje i mit forslag. Og dermed falder din kritik til jorden

Mit forslag går ud på, at Danmark først tager forbehold på et tidspunkt, hvor vi har frigjort os fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gennem en opsigelse i medfør af en anden konventions-bestemmelse, nemlig artikel 58, stk. 1, som tillader opsigelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med seks måneders varsel.

Når man opsiger en traktat (som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention jo er) ophører de forpligtelser, den foreskriver.

Sådan er det også i andre aftaleforhold: Opsiger man sit job, fratræder man det. Opsiger man sit lejemål, flytter man.

Kritik falder til jorden

At dette også gælder i folkeretten, fremgår af artikel 70 i Wienerkonvention om traktatretten, som Jens Vedsted-Hansen selv henviser til. Den siger, at en traktats ophør – medmindre den bestemmer andet eller deltagerne har aftalt andet – fritager deltagerne fra enhver videre forpligtelse til at opfylde traktaten fremover.

De forbehold, jeg mener, at Danmark kan indføje for særlige områder af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal netop først tages, når vi efter en opsigelse genindtræder i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Derfor falder Jens Vedsted-Hansen kritik helt til jorden:

Hvis Danmark opsiger sit Den Europæiske Menneskerettighedskonvention-medlemskab, bortfalder vore forpligtelser efter den. Når vi genindtræder, påtager vi os kun de forpligtelser, som vi ikke – lovligt, jf. artikel 57 – har taget forbehold for.

Der er i øvrigt intet kritisabelt i at opsige traktater.

For nylig besluttede Danmark at opsige den såkaldte energichartertraktat (Energy Charter Treaty) fra 1994, der skal fremme investering og samarbejde i energisektoren. Beslutningen herom blev truffet i EU-regi og ud fra en frygt om, at denne traktat kan forhindre den grønne omstilling ved at bane vejen for søgsmål mod stater over nye klimaregler.

Vil Europarådet acceptere genindtræden?

En mulig kritik mod mit forslag – som Vedsted-Hansen dog ikke rejser – angår forholdet til vore partnere i Europarådet. Vil de acceptere en genindtræden under de beskrevne forhold?

Det ved vi strengt taget ikke.

Men i betragtning af, at opsigelsen og genindtrædelsen (med forbehold) har til formål at lægge afstand til nogle fortolkninger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark umuligt kunne forudse ved ratifikationen i 1953 (fordi ingen dengang vidste, at Domstolen i Strasbourg ville tiltage sig den politiske rolle, som den gjorde), er der ingen grund til at forvente den slags problemer.

Danmark er jo et af de mest ordentlige lande i Europaråds-kredsen – en kreds, der tæller flere folkerige nationer, der løbende overtræder grundlæggende menneskerettigheder og ofte ikke efterkommer dommene fra Strasbourg.

Og formålet med manøvren er jo kun at indføre en demokratisk kontrol med en domstol, som på visse områder de facto optræder som lovgiver. En sådan kontrol flugter fint med grundlæggende principper om magtens tredeling.

Jens Vedsted-Hansen gentager dernæst en fejlagtig pointe (som også andre menneskerettighedsjurister har fremført), om at den almindelige traktatrets regler om muligheden for at tage forbehold i traktater, skulle lægge grænser i muligheden for at tage forbehold over for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Fejlen består i, at man her overser, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 57 med sin udtrykkelige adgang til at tage forbehold fraviger den almindelige traktatret, og herunder artikel 19 i Wienerkonvention om traktatretten, som giver snævrere muligheder for at tage forbehold.

Den almindelige traktatret er imidlertid ude af billedet, når man – som tilfældet er med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 57 – står med en særbestemmelse. I juraen gælder de specielle regler selvfølgelig forud for de generelle. Dette princip om ”lex specialis” gælder også i folkeretten.

Da Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev forhandlet tilbage i 1950, var der langt fra enighed om alle artikler. Netop derfor giver Den Europæiske Menneskerettighedskonvention mulighed for at tage forbehold. At vejen til at tage forbehold nu kan være nødvendig at gå via en opsigelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forandrer ikke herved.