Juraprofessor: Mads Bryde Andersen fordrejer debat om udvisning af kriminelle udlændinge

I den forbindelse beskyldte han en af skribenterne ikke blot for mangel på saglige argumenter, men tillige for at gøre sig skyldig i grove misforståelser i relation til den debat, Bryde Andersen nu har rejst.

Man kan kun være enig i, at debatten er præget af misforståelser, og jeg vil her forsøge at rette op på nogle af de væsentligste. Behovet herfor er blevet særligt påtrængende, efter at der onsdag 7. maj 2025 blev afholdt en høring i Landstingssalen, arrangeret af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Her indgik Bryde Andersen som deltager i det — i øvrigt påfaldende ubalancerede — panel, der skulle fremstå som eksperter i forhold til Folketinget. Ifølge medieomtale af høringen gentog han her sit forslag om opsigelse af EMRK med umiddelbart efterfølgende gentiltrædelse med forbehold for de dele af konventionen, som for tiden findes politisk uønskelige for Danmark.

Tidsmæssig begrænsning for forbehold

Det bygger imidlertid på en traktatretlig misforståelse, når Mads Bryde Andersen henviser til den udtrykkelige bestemmelse om forbehold i EMRK artikel 57 og hævder, at netop denne bestemmelse skulle muliggøre realiseringen af hans forslag om opsigelse og gentiltrædelse med forbehold for dele af EMRK.

I sin argumentation herfor forbigår Mads Bryde Andersen helt den tidsmæssige angivelse af adgangen til forbehold i EMRK artikel 57: Forbehold kan tages på tidspunktet for den enkelte stats underskrivelse eller ratificering af konventionen med sigte på den nationale lovgivning, som er gældende på dette tidspunkt ("any law then in force").

En simpel ordlydsfortolkning må naturligt føre til det resultat, at der efter ratifikationstidspunktet ikke længere består en sådan adgang til at tage forbehold overfor dele af EMRK.

En simpel ordlydsfortolkning må naturligt føre til det resultat, at der efter ratifikationstidspunktet ikke længere består en sådan adgang til at tage forbehold overfor dele af EMRK.

Jens Vedsted-Hansen
Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Denne fortolkning af EMRK artikel 57 underbygges dels ved sammenligning med den anderledes ordlyd af bestemmelsen om forbehold i artikel 19 i Wien-konventionen om Traktatretten, dels af generelle folkeretlige principper om effektivitet og loyal opfyldelse af traktatforpligtelser. Disse principper, som Bryde Andersen enten må have overset eller ignorerer, taler ligeledes med vægt imod hans model med opsigelse og gentiltrædelse med forbehold.

Som det klare udgangspunkt er det helt enkelt ikke tilladt for konventionsstaterne på denne måde at skabe sig nye — i princippet uendeligt vedvarende — forbeholdsmuligheder ved blot at opsige og gentiltræde EMRK, hver gang der måtte være noget i konventionen, der forekommer politisk uhensigtsmæssigt og derfor ønskes gjort til genstand for forbehold.

Dette juridiske ræsonnement ligger da også på linje med betragtningerne herom bag Justitsministeriets notat fra 2017 med bidrag fra Udenrigsministeriet, som Bryde Andersen så kraftigt betvivler. På høringen forleden i Landstingssalen skal han have erklæret sig uenig med ministerierne, dog tilsyneladende uden at fremføre substantielle modargumenter.

Ufuldstændig undersøgelse

Endnu en traktatretlig misforståelse i Bryde Andersens argumentation for sin model for dansk "frigørelse" fra EMRK-forpligtelser angår henvisningen til en tilsvarende procedure, hvor Trinidad og Tobago i 1998 opsagde Protokollen til FN-konventionen om Civile og Politiske Rettigheder for straks efter at gentiltræde Protokollen med et markant forbehold.

Misforståelsen drejer sig både om faktiske og retlige aspekter af dette forløb. Hvad angår det faktiske, kan Bryde Andersens udlægning af Trinidad og Tobago's aktuelle deltagelse i FN-Protokollen vist kun forklares som udslag af ufuldstændig undersøgelse af den relevante FN-hjemmeside.

Denne er ganske vist ikke helt let overskuelig, men det kan uden nogen større efterforskning konstateres, at Trinidad og Tobago siden 2000 ikke længere er deltager i FN-Protokollen.

Mere alvorligt ud fra en juridisk betragtning er det, at Bryde Andersen ikke tager højde for, at der gælder folkeretlige regler om forbehold, selvom den enkelte traktat ikke indeholder specifikke bestemmelser herom.

Disse generelle regler er kodificeret i Wien-konventionen om Traktatretten, som næppe er indgået i overvejelserne bag Bryde Andersens udsagn om, at sagen om Trinidad og Tobago’s forbehold til FN-Protokollen ikke er illustrativ for traktatretten. Det er således snarere Bryde Andersen end Udenrigsministeriet, der synes at have overset noget i denne sammenhæng.

Indgreb i berørte menneskers familieliv

Afslutningsvis skal fremhæves den fordrejede terminologi angående den praksisudvikling hos Menneskerettighedsdomstolen, som Bryde Andersen kritiserer under betegnelsen "aktivistiske fortolkninger". Der kan siges meget om, for og imod denne fortolkningstradition, hvilket jeg vil afstå fra her.

Dog er det på sin plads at gøre opmærksom på, at det for længst er blevet fastslået i tidligere varianter af debatten om EMRK, at Domstolens afgørelser vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge netop ikke er et udslag af dens praksis for at fortolke EMRK som et "levende instrument". Der er simpelthen intet "dynamisk" eller "aktivistisk" i at konstatere, at udvisning udgør et indgreb i de berørte menneskers familieliv.

Jurister med relevant indsigt og erfaring vil i høj grad kunne tilføre debatten den saglighed, Bryde Andersen efterlyser. 

Jens Vedsted-Hansen
Professor emeritus, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

Uenigheden angår derimod den skønsmargin, Domstolen overlader de enkelte stater i sager om udvisning såvel som andre kontroversielle spørgsmål, og det er dette, den juridiske og retspolitiske debat og tilhørende strategi må forholde sig til. Både den danske og andre europæiske regeringer har tidligere — bestemt ikke uden succes — forsøgt at udvide denne margin og dermed deres eget råderum i sådanne sager.

Også i den henseende kunne debatten fortjene øget saglighed, og det er netop en sådan strategi, flere af indlæggene imod Bryde Andersen tager sigte på. Samtidig må det igen her betones, at EMRK og andre traktater altså beskytter mange andre — ganske almindelige — mennesker og helt andre typer af rettigheder end dem, der er på spil i sager om kriminelle udlændinge.

Både i avisdebatten og på Folketingets høring har Bryde Andersen fremført slet skjulte beskyldninger mod dem, der er uenige med ham, for at pleje egne særinteresser som for eksempel advokat. Jeg skal her undlade at kommentere disse personrettede betragtninger og blot stilfærdigt bemærke, at bidrag fra teoretisk reflekterede praktikere kun kan gavne den aktuelle debat. Jurister med relevant indsigt og erfaring vil i høj grad kunne tilføre debatten den saglighed, Bryde Andersen efterlyser. Dette er ikke mindst påkrævet i betragtning af, at tilsyneladende kun meget få juridiske forskere finder anledning til at deltage i den debat, der nu igen føres ud fra juridiske misforståelser og med fordrejede argumenter.