Professorbank til krisepolitikken

Ikke alene er "den nødvendige politik" smertefuld. Den kan vise sig at være unødvendig, ja ligefrem skadelig for Danmark.

Det er det rå budskab fra professor Jørgen Goul Andersen, der i den sin nye bog "Krisens navn" sætter fede spørgsmålstegn ved de økonomiske dogmer, der er fremherskende i det danske folketing. For selvom der i disse dage markeres økonomisk "kant" mellem regering og opposition, er realiteten, at Thorning-Vestager-regeringen stadig bygger videre på hjørnestenene i Løkkes økonomiske politik.

Jørgen Goul Andersen retter et frontalangreb på den kriseforståelse, der ikke alene dominerer det politiske liv, men også størstedelen af de danske medier. Han gør det systematisk, forskningsbaseret og belæsset med et væld af statistik. Det er en kritik, der ikke bare lader sig feje af vejen.

Dansen om konkurrenceevnen
Forfatterens overordnede pointe er, at politikerne dels har mistolket krisens årsager, dels har talt krisen op for at tvinge en række reformer igennem.

Krisen er ikke først og fremmest en krise for den danske konkurrenceevne, således som såvel den nuværende regering som den borgerlige opposition ofte har hævdet.

Konkurrenceevnen har det nemlig ikke så skidt, som det påstås, pointerer Goul. Det ses blandt andet af, at den danske eksport på ingen måde er mere nødlidende end de lande, vi normalt sammenligner os med. Den danske vækst i eksporten siden 1999 er på niveau med væksten i Sverige og Finland - og klart over England og Frankrig. En pointe, der blev understreget, da Danmark i slutningen af maj blev ratet som verdens 12. mest konkurrencedygtige land.

Det er da heller ikke kun fremstillingserhvervene, der har tabt arbejdspladser de senere år. Det gælder bredt i det danske samfund og rammer også områder, der ikke er påvirkede af konkurrenceevnen.

Det er frem for alt den svage indenlandske efterspørgsel, der får den danske krise til at trække ud - og den danske vækst til at blive svagere end udlandets.

Krisebevidsthed forlænger krisen
Goul Andersen betegner den danske krise som en "finans- og konsolideringskrise". Krisen blev voldsommere herhjemme end i mange andre lande, fordi der var opstået en surrealistisk boligboble gennem nullerne. En udvikling, der blev forstærket af, at den borgerlige regering - totalt uansvarligt - slap afdragsfri lån løs på et tidspunkt, hvor boligmarkedet i forvejen var overophedet.

Og krisen trækker længere ud, fordi forbrugerne holder febrilsk fast på pengepungen. Det hænger sammen med de enorme tab, der har været på boligmarkedet, men det hænger ifølge Goul også sammen med, at danskerne generelt er utrygge ved udviklingen - og konsoliderer deres økonomi for at kunne stå imod i ulvetider.

Den utryghed har politikerne en betydelig del af ansvaret for. De har bevidst satset på at skabe "krisebevidsthed", så ellers upopulære reformer af dagpenge og efterløn kunne gennemføres. Det er, hvad Goul påstår, og det behøver man ikke være konspirationsteoretiker for at mene. Meget få politikere vil - uden for referat - benægte den sammenhæng.    

Reformer skaber ny utryghed
Dette politiske kneb har sine omkostninger: Når danskerne oplever en regering - og en borgerlig opposition - der går reformamok, graver de guldet endnu dybere ned. For når dagpengeperioden halveres, bliver ledighed en helt anderledes trussel om økonomisk ruin, og så skal man også polstre sig mod dén situation. Specielt hvis det ligger i luften, at der flere "nødvendige" nedskæringer af velfærden er på vej.

Derfor har hverken den såkaldte kickstart eller forbrugsstimulerende tiltag som udbetaling af efterlønspenge og SP-bidrag haft nogen synderlig virkning. Det indenlandske forbrug forbliver svagt og væksten over de sidste fem år forbliver negativ. 

Dermed har den udvidelse af arbejdsudbuddet - for at imødegå en forventet mangel på arbejdskraft på længere sigt - ført til en forstærkelse af krisen på kort og mellemlangt sigt. Og ikke nok med det.

Forfatteren peger på, at selv de langsigtede gevinster af krisepolitikken kan forsvinde. Forlængelsen af krisen og den vedvarende arbejdsløshed skaber nemlig risiko for, at en større gruppe langtidsledige aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet igen. Fordi de mister kompetencer, netværk, erfaring og selvtillid. Det vil alt andet lige gøre arbejdsudbuddet mindre.

Forkert diagnose, skadelig medicin
Dommen over det politiske krisehåndtering bliver derfor hård: Der er tale om en forkert diagnose af sygdommen, og den medicin, der ordineres gør patienten sygere. At doktoren har overdrevet sygdommen for at tvinge en tvivlsom medicin ned i halsen på patienten, gør det ikke bedre.

Politikerne har i en vis forstand udkæmpet "den forrige krig", påpeger Goul. En konsekvent fokusering på konkurrenceevnen og reformer af velfærdssamfundet gav god mening i 80'erne, da Danmark også var i en langvarig krise. Dengang blev Danmark tynget ned af et stort underskud på betalingsbalancen, og man måtte forsøge at eksportere sig ud af krisen.

I dag er situationen den modsatte. Danmark har et kæmpe betalingsbalanceoverskud, og de offentlige finanser er ifølge Goul sunde nok, hvis man indregner den udskudte skat på pensioner. Det giver mulighed for at føre en mere ekspansiv økonomisk politik i en periode. Hvis man altså ønsker det.

Men regeringen har valgt at fastholde den hidtidige kurs. Da de økonomiske vismænd i slutningen af maj opfordrede til en mere ekspansiv finanspolitik, blev de afvist af Thorning (S) og Corydon (S). 

Op til valget i 2011 stod to forskellige politisk-økonomiske skoler over for hinanden, men med den nye regerings adoption af VK-regeringens økonomiske politik forsvandt alternativet til "reformkursen". Det er så meget desto mere uheldigt, fordi det politiske flertal har bygget en pæn del af politikken på kronisk fejlagtige prognoser for udvikling af vækst og ledighed.  

Kvalificeret alternativ
Nu er økonomisk og politisk videnskab aldrig værdineutral, og "og forfatteren er tydeligvis inspireret af Keynes. Men det gør ikke bogens pointer mindre relevante.

Goul Andersen er ikke en excentrisk forsker med strittende hår og vilde øjne, der rabler analyser af sig fra et elfenbenstårn. Han er en af de mest rutinerede samfundsforskere herhjemme, om end hans kerneområde normalt er vælgeradfærd.

Der er for mange gentagelser i bogen, og regeringens seneste vækstpakke burde være blevet grundigt behandlet. Det ændrer ikke ved, at der er tale om en helt nødvendig bog: "Krisens navn" er et vigtigt bidrag til at revitalisere debatten om den danske økonomiske politik.

"Krisens navn – har regeringen bekæmpet den forkerte økonomiske krise?" af Jørgen Goul Andersen udkommer 13. juni på forlaget Frydenlund. Bogen er på 136 sider og koster 199 kr.