Kommentar af 
Bertel Haarder

Ritt var skrap, når der blev krydset klinger i folketingssalen – også over for mig

Ritt Bjerregaard var en stjernedygtig magtpolitiker med en sjælden evne til at sætte dagsordenen og komme i fokus med provokerende synspunkter, især som undervisningsminister. Hun var skrap – også over for mig – men vi kunne ikke komme uden om hinanden på Christiansborg, mindes Bertel Haarder.

Ritt Bjerregaard var provokerende som undervisningsminister, men fik stor indflydelse med folkeskoleloven af 1975, skriver Bertel Haarder, der senere selv blev undervisningsminister. Her ses han i baggrunden ved siden af Ritt Bjerregaard.
Ritt Bjerregaard var provokerende som undervisningsminister, men fik stor indflydelse med folkeskoleloven af 1975, skriver Bertel Haarder, der senere selv blev undervisningsminister. Her ses han i baggrunden ved siden af Ritt Bjerregaard.Foto: Linda Kastrup/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Bertel Haarder
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ritt Bjerregaard var en stjernedygtig magtpolitiker med en sjælden evne til at sætte dagsordenen og komme i fokus med provokerende synspunkter. Især som undervisningsminister, hvor hun omfavnede reformpædagogikken, dyrkede Tvind-imperiet og skabte stor modstand, men fik sin vilje på mange måder, blandt andet folkeskoleloven af 1975.

Hun begyndte karrieren som folketingskandidat på Fyn som glødende EF-modstander. Hun ville blandet andet nedlægge landbruget. Men siden endte hun som EU-kommissær for miljø og minister for landbruget!

Hun ville ikke logre sig til magten og var ligeglad med sladderbladene. Hun stod fast, da hendes statsminister, Anker Jørgensen, bebrejdede hende en stor hotelregning i Paris, og hun stod fast, da hendes parti ville have hende til at opgive en stor lejlighed i København, når hun også havde bopæl i Odense.

Begge gange blev hun afsat, i første tilfælde som undervisningsminister, i det andet som gruppeformand, da Auken svigtede hende, selv om hun ikke havde brudt nogen regler. Det kostede ham senere formandsposten.

Men hun kom igen. Først som en modig socialminister, der uden held foreslog at indføre en ”socialindkomst” ved siden af den skattepligtige indkomst som et tiltrængt middel til at indtægtsregulere offentlige ydelser. Siden som provokerende EU-kommissær, der fornærmede både den franske præsident og EU-parlamentet, som hun ikke mente, var et rigtigt parlament, hvad hun havde ubestrideligt ret i.

Det siger noget om Ritts enorme indflydelse, også bag linjerne i det parti, som hun med rette følte trængte til nyt (kvindeligt) blod som supplement til fagforeningsbossernes røde seler

Bertel Haarder

Skrap var hun, også over for mig, som det fremgår af et indlæg den 28. februar 1991 i Information:

”Personen Bertel Haarder med dens ligtorne, hæmorroider og meninger er der ikke andre end den nærmeste familie, der behøver tage sig af. Når den tumpede mand i den grad får rodet begreberne sammen og giver sig til at tro, at en minister kan være oprører, så er der ikke nogen minister. Man kan ikke både repræsentere statsmagten som minister og gøre oprør.”

En god ven har sendt mig citatet, som er overraskende, da det vel netop er, hvad hun og jeg havde til fælles: At vi var ministre og samtidig i opposition til tingenes tilstand.

Vi krydsede klinger i folketingssalen, men under SV-regeringen 1978-79 fik vi et udmærket samarbejde. Da kunne hun ikke komme uden om mig, og jeg ikke kunne komme udenom hende. Så lærte vi at samarbejde, og vi udviklede en vis gensidig forståelse, tror jeg.

Det samme kan den nuværende SVM-regering naturligvis gøre, når blot partierne fortsat står i deres egen ret og ikke sælger deres sjæl. Først skal vi slås, og siden skal vi samarbejde.

Da hun blev miljøkommissær, var jeg i mellemtiden blevet medlem af Europa-Parlamentet. Jeg husker forbløffelsen hos de danske parlamentarikere, inklusiv partifællerne, da hun ikke rådførte sig med de danske medlemmer af miljøudvalget, før hun skulle til sin ”eksamen” i Miljøudvalget. Det gik da heller ikke gik særlig godt.

Til gengæld vandt hun suverænt overborgmesterposten i København, blandt andet på et løfte om 5000 billige boliger (der vidst ikke blev til noget), og hun tog aldeles pusten fra modkandidaten Søren Pind, der helt opgav sine overborgmesterdrømme.

Hele vejen igennem var hun meget skrivende og meget hjælpsom over for især unge kvindelige talenter, som for eksempel Helle Thorning-Schmidt, som hun præsenterede ved et pressemøde i Kongens Have og derved hjalp til en plads i Europa-Parlamentet, hvor hun var oppe imod ”tre basser og en bøsse” (som Ritt efter sigende formulerede det i vanlig provokerende Ritt-stil).

Helle Thorning blev som bekendt valgt, hvorefter hun hurtigt blev partiformand med ordene ”jeg kan slå Anders Fogh” og siden statsminister med ”vi gjorde det”.

Det siger noget om Ritts enorme indflydelse, også bag linjerne i det parti, som hun med rette følte trængte til nyt (kvindeligt) blod som supplement til fagforeningsbossernes røde seler.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00