Sexkrænkelser er blevet en socialdemokratisk syge

Intet tyder på, at seksuelt magtmisbrug er væsentligt mere udbredt i Socialdemokratiet end i andre partier. Relativt set.

Strømmen af modige #MeToo-vidnesbyrd i løbet af det seneste år har udstillet, at en nedværdigende og demonstrativt hierarkisk krænkelseskultur har haft næsten frit spil i hele det politiske spektrum. Adfærden over for unge kvinder har været og er fortsat syg.

Socialdemokratiets årelange fornægtelse og systematiske forsøg på at undertrykke overgrebene har imidlertid gjort ondt værre i Mette Frederiksens parti. Ikke alene er de fleste offentligt kendte episoder med groft seksuelt magtmisbrug sket i Socialdemokratiet, men partiet har også som et fast mønster stillet sig på krænkernes side, ikke på ofrenes side.

I de offentligt kendte sager er det først efter vedholdende pres – og ofte efter ydmygende behandling fra partiets side – lykkedes nogle få yngre kvinder, der har været udsat for overgreb, at få Socialdemokratiet til at reagere. Men hver eneste gang for sent, for lidt og reelt uden at tage ansvar.

Ved konsekvent at forsøge at undertrykke skandalerne har regeringspartiet i første omgang gjort yderligere vold mod de krænkede unge og har derved i anden omgang også fået magtmisbruget til at klæbe til partiet.

Striben af seriekrænkere i Socialdemokratiet er blevet sindbilledet på #MeToo i dansk politik, skønt andre partier tydeligvis også har tilladt, at ældre mænd har kunnet begå overgreb mod underordnede, praktikanter og yngre ungdomspolitikere.

Den radikale leder Morten Østergaard blev spektakulært fældet, ligesom en rapport fra Kvinfo også har afsløret, at hvert tiende aktive medlem af SF har oplevet seksuel chikane. Venstre og Konservative er bestemt ikke bedre. Den ene har umiddelbart ikke noget at lade den anden høre.

Når fænomenet med en udbredt og stiltiende accepteret krænkelseskultur i dag er kommet til at klistre særligt til Socialdemokratiet, skyldes det i høj grad partiets egen mislykkede krisehåndtering. Ledelsen i Socialdemokratiet har tilsyneladende opfattet det som partiskadelig virksomhed, når unge kvinder har villet stå frem og fortælle om episoder, hvor de er blevet forulempet af ældre socialdemokrater. Overgrebene har skullet ties ihjel, og kvinderne er i hvert fald i ét tilfælde blevet truet med injuriesager af en partiansat, hvis de ville fortælle om oplevelserne.

I stedet for at gøre kort justits med den lille gruppe af forkvaklede krænkere, som har skabt rædsel og utryghed i dagligdagen for de unge i Socialdemokratiet, er det på bagvendt vis blevet de forulempede selv, som er blevet forsøgt udskammet. Sådan har de i hvert fald selv beskrevet det i blandt andet Berlingske.

Mette Frederiksen har ikke længere nogen stor personlig troværdighed i #MeToo-debatten.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Flere kvinder fortæller, at de er blevet modarbejdet oppefra. Dem, som har vovet at stå offentligt frem – og nu risikerer at blive trukket gennem sølet igen – ved berette om overgrebene, fortæller stort set samstemmigt, at partiet har forsøgt at få dem til at holde kritikken internt.

De krænkede er blevet opfattet som hovedproblemet for partiet, ikke de magtfulde overgrebsmænd. Og når Socialdemokratiet selv forsøger at håndtere de mange sager om seksuelt magtmisbrug som mediesager – og altså bruger kræfterne på at ville undgå, at historierne overhovedet slipper ud, snarere på end at hjælpe ofrene – er det ikke underligt, at det netop bliver i medierne, at opgøret ender med at finde sted. Ej heller, at Socialdemokratiet kommer til at stå forrest i skudlinjen.

Senest i sagen, som Berlingske har afdækket, om den nu tidligere pressekonsulent på Christiansborg, en tidligere top-DSU’er, som fik en frivillig fratrædelsesordning. Og sidste efterår med den nu tidligere overborgmester i København, Socialdemokratiets daværende næstformand Frank Jensen (S), som også selv fik lov til at trække sig tilbage. Det må jo helst ikke hedde sig.

Krampagtigheden har givet bagslag. Netop fordi partiet ikke selv har været i stand til at handle retfærdigt og rettidigt, er skandalerne endt med at eksplodere i medierne. I de konkrete sager tegner der sig tilmed også nogle bizarre mønstre, ja, næsten som en form for socialdemokratisk signatur: I flere af mest prominente overgrebssager har de socialdemokratiske mænd således slikket kvinderne i ansigtet – som små, usle hunde.

I den nyeste krænkelsessag om partiets bulldog-agtige partiansatte fortæller den tidligere praktikant Hanne Agergaard til Berlingske: "Han holdt fast i mit ansigt, begyndte han at kysse mig. På kinden, på munden, ned ad halsen, og han slikkede mig i øret."

På samme måde har sangerinde Annette Heick skrevet om en frastødende oplevelse med Frank Jensen i en klumme i B.T.: "Mens vi står der og ser op på nattehimlen og fyrværkeriet, mærker jeg en våd tunge i mit venstre øre. Jeg vender hovedet og ser overborgmesteren stå med et kælent blik ved siden af mig."

Samme mærkelige historie med den fyldige Carsten Hansen, som senere blev forfremmet til boligminister af S-statsminister Helle Thorning-Schmidt. Tilbage i 2010 oplevede en sekretær for ledelsen i den socialdemokratiske folketingsgruppe at blive, ja, netop også slikket på: "Han tager fat om mig, hiver mig ind til sig og kysser og slikker mig på kinden, mens han siger: Du skal ha’ en rigtig mand," som Louise Kwang har fortalt til DR.

Fællesnævneren for de mange slikke-episoder i Socialdemokratiet – og dét, som er langt værre i form af ufrivillige samlejer og efterfølgende intimideringsforsøg – har ulykkeligvis været, at kvindernes nødråb ikke er blevet taget alvorligt af partiledelsen. I hvert fald først alt for sent.

Symptomatisk for attituden blev nuværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ifølge Ekstra Bladet tidligt orienteret om den aktuelle krænkelsessag med partiets pressekonsulent, men hun valgte at skrinlægge oplysningerne.

Den socialdemokratiske ledelse har stadig heller ikke erkendt, hvor stor en signalforvirring det skaber udadtil, at Jeppe Kofod er Danmarks udenrigsminister. Episoden i 2008, hvor han som underviser på et partikursus havde samleje med en 15-årig DSU’er, som han selv kunne være far til, kaster fortsat lange skygger over Socialdemokratiet og ikke mindst Mette Frederiksens adfærd.

Hele vejen igennem har det hovedsageligt handlet om at forhindre, at Socialdemokratiet kunne blive stillet i et dårligt lys udadtil, og det interne, magtpolitiske hensyn til de ældre partisoldater har systematisk været prioriteret over omsorgen for de krænkede piger og kvinder. Cover-up'et har dermed påført endnu større smerte, fortvivlelse og skamfølelsen for dem, der er blevet udsat for seksuelt magtmisbrug.

Når fænomenet med en udbredt og stiltiende accepteret krænkelseskultur i dag er kommet til at klistre særligt til Socialdemokratiet, skyldes det i høj grad partiets egen mislykkede krisehåndtering.

Lars Trier Mogensen
Kommentarskribent

Mette Frederiksen har ikke længere nogen stor personlig troværdighed i #MeToo-debatten, ganske enkelt fordi hun i dag står med ansvaret for alle de krumspring, forsøg på mørklægning og fortielser, som har præget Socialdemokratiet i årevis. Ved ikke at turde handle i tide, har hun gjort sig selv medansvarlig for krænkelseskulturen.

Ingen minister, ansatte eller overborgmester er så dygtig og vigtig for Socialdemokratiet, at de ikke vil kunne udskiftes med en anden. Pronto, og lige med det samme, når krænkelser og seksuel chikane komme for dagens lys. Stodderkongerne skal bare have støvlen med det samme.

Socialdemokratiets daværende formand Helle Thorning-Schmidt har senere fortalt i Weekendavisen, hvordan hun reagerede, da hun hørte om Jeppe Kofods samleje med en 15-årig pige: "Jeg tænkte, at det var virkelig klamt, og at han var en idiot." Men dengang gjorde hun reelt intet. Ligesom hun også udnævnte Carsten Hansen til minister.

Socialdemokratiet virker ikke rigtigt til at være kommet afgørende videre i dag. Ungdomspartiet DSU er undtagelsen og er for længst trådt ind i nutiden. Mandag valgte ungdomspartiet at indlede en personalesag mod pressekonsulenten med fortid i DSU, og blandt de unge socialdemokrater er tålmodigheden for længst opbrugt.

Kontrasten mellem reaktionerne fra de unge og de ældre viser, at kampen mod seksuelt magtmisbrug har fået karakter af et generationsopgør, og derved træder det kun tydeligere frem, at dele af Socialdemokratiet fortsat er fanget i en fæl tidslomme.

Kombinationen af dumstolt fornægtelse og lukket topstyring er kommet til at blokere for en gennemgribende frigørelse, hvor det er uomgængeligt, at unge, selvstændige kvinder naturligvis har mindst lige så meget at skulle have sagt i et moderne folkestyre som ældre, depraverede mænd.

Så længe Mette Frederiksen ikke tør tage et frontalopgør med krænkelseskulturen, kan man frygte, at yngre kvinder og mænd ikke vil turde gøre deres ellers mere og mere påtrængende stemmer gældende. Politik bliver et reservat for afvigere, hvis små forkrøblede sjæle, gramsere og overgrebsmænd fortsat får lov til at rasere rundt.