Socialdemokratisk fanfiction mangler selvkritik

Skoleeksemplet på fanfiction er bogen '50 shades of grey' af E.L. James, der udsprang af en fanhistorie dedikeret det afholdelsesseksuelle vampyrunivers 'Twilight'.

Om Dan Jørgensen (S) er inspireret af E.L. James, er uvist, men fanfiction er i hvert fald ikke en fremmed genre for de socialdemokratiske skribenter i den biografiske bog 'De rejste sig trodsigt i vrimlen'.

Igennem linsen af 30 centrale socialdemokrater får læseren en lynintroduktion til moderne dansk politisk historie i bogen, der er udgivet i anledning af partiets 150-års jubilæum.

Jubilæumsbogen er en tour de force gennem de største socialdemokratiske koryfæer fra Louis Pio til Mette Frederiksen fortalt af nulevende socialdemokrater som Peter Hummelgaard, Nicolai Wammen og andre fra den socialdemokratiske midte og med Dan Jørgensen som bogens overordnede redaktør og bidragsyder (Louis Pio).

Hver socialdemokrat har fået til opgave at fortælle historien om én socialdemokratisk statsminister eller politiker, såsom Nina Bang, Stauning og H.C. Hansen, nyttigt hjulpet af historikeren Martin E.O. Grunz, der også var konsulent til de historisk omdiskuterede malerier i Socialdemokratiets gruppeværelse.

Malerierne, der i et samarbejde mellem daværende gruppeformand Henrik Sass Larsen blev malet af Jacob Brostrup, blev kritiseret for at forvrænge historien og som en lidt vel rigelig glorificering af Socialdemokratiets udiskuterbart centrale rolle i formningen af det moderne Danmark.

Med bogen, malerierne og denne grundlæggende selvforståelse i partiet forsøger man at eje historien eller i hvert fald sikre, at den version, som man abonnerer på, bliver hørt og gerne bliver den fremherskende i danskernes fælles hukommelse

Nicolai Søndergåd Kjær
Anmelder

Et indblik i partiets historie
Bogen som helhed giver dog et meget spændende indblik i partiets historie fra grundlæggelsen i 1871 og frem til i dag.

Særligt er det for politiske nørder at blive klogere på de i dag mere oversete politikere, som eksempelvis den første socialdemokratiske borgmester i København, Jens Jensen, der tidsmæssigt passende er skrevet af partiets spidskandidat til netop overborgmesterposten, Sophie Hæstorp Andersen.

Afsnittene om Nina Bang og Bodil Koch giver et højaktuelt indblik i kvindekampen i starten af det 20-århundrede og viser, hvordan de højtbesungne rødstrømper i 1968 stod på skuldrene af stærke kvinder.

De er samtidig også et væsentligt indspark i den nuværende #metoo-bevægelse, hvor mange nutidige forkæmpere vil kunne finde inspiration i Bang og Kochs insisteren på at være mere end sit køn, nemlig som bidragsyder til politikudvikling og politiske idealer, hvilket Ane Halsboe-Jørgensen og Ida Auken lykkes godt med i deres kapitler.  

Benny Engelbrecht fortæller kyndigt om den sønderjyske socialdemokrat I.P. Nielsen, der efter genforeningen lykkedes med at fusionere de slesvigske SPD-medlemmer ind i Socialdemokratiet, men også tidligere partisekretær Jan Juul Christensens portræt af udenrigsminister og undervisningsminister K.B. Andersen giver en god introduktion til dansk politik i 1960'erne og 1970'erne.

Bogens kapitler er korte på kun otte sider, hvilket er fint fyldestgørende for de mere ukendte portrætter, men kan selvsagt svært dække lange karrierer, som Thorvald Stauning, H.C. Hansen og Anker Jørgensen, fyldestgørende.

Poul Nyrup Rasmussen, Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard lykkes dog godt med dette, om end portrætterne til tider bliver skønmalerier, der ikke medtager de mere kritiske sider.

I Wammens ellers meget velskrevne kapitel om H.C. Hansen ville det have pyntet at nævne accepten af amerikanske atomvåben på Grønland uden Folketingets viden, eller at denne praksis blev videreført af H.C. Hansens socialdemokratiske efterfølgere Viggo Kampmann og Jens Otto Krag.

Det er en hårfin linje at lave fanfiction uden at gøre vold på den faktiske historie, men Socialdemokratiet gør et godt og hæderligt forsøg i 'De rejste sig trodsigt i vrimlen'

Nicolai Søndergård Kjær
Anmelder

Kapitlet om den socialdemokratiske problemknuser og intellektuelle fyrtårn Viggo Kampmann er desværre mindre vellykket. Holbæk-borgmesteren Christina  Krzyrosiak Hansen lykkes desværre ikke med at løfte beskrivelsen af Kampmann fra synsninger og relativering til moderne sociale medier.

Det er ærgerligt og utilstrækkeligt, at Kampmanns vigtige bidrag ikke beskrives bedre, eller at hans notoriske eskapader i nattelivet, som til tider stod i vejen for hans regeringsførelse, kun nævnes en passant som udfordringer med sindet, alkohol og damer.  

Selvrosen kammer over 
Den røde tråd i bogen er, som Dan Jørgensen allerede i introduktionen slår fast, at vise Socialdemokratiets betydning for det moderne, rige og velfungerende samfund, som Danmark er blevet.

Selvrosen kammer dog sine steder over. Det er korrekt, at Socialdemokratiet kan tage en del af æren for de politiske aftaler, som skabte det danske velfærdssamfund, hvilket er en underliggende pointe og tema igennem bogens 30 kapitler.

Mere retvisende havde det dog været at fremhæve det brede politiske samarbejde og særligt de fire gamle partier Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Konservative og Venstre som fædrene/mødrene til det moderne Danmark.

Alle fire partier har med få undtagelser været en del af alle større politiske aftaler fra sygekassereformerne i 1890'erne, Kanslergadeforliget, indførslen af folkepensionen og helt frem til afskaffelsen af efterlønnen i vore dage.

Det er forståeligt nok ikke bogens ærinde at fremhæve de andre partier, så bogens fokus er på Socialdemokratiets afgørende betydning for disse aftaler. Men for den utrænede læser, på eksempelvis skoler eller gymnasier, er det vigtigt at have den pointe in mente, når man læser bogen.

At Mette Frederiksens tidligere særlige rådgiver og nære ven, Martin Rossen, i bogens afsluttende kapitel spår, at Frederiksen bliver en ligeså stor statsminister som Stauning og H.C. Hansen er nok næppe udtryk for en helt neutral betragtning, men relevant, at det er disse to forbilleder, som der stiles efter.

Uden Socialdemokratiet, intet velfærdssamfund
Slutteligt er det værd at hæfte sig ved Socialdemokratiets store fokus på historien i disse år. Hvorfor bruger regeringspartiet så mange kræfter fra centrale skikkelser på at beskrive og dyrke fortidens koryfæer?

Det er her interessant, at man i bogen og i malerierne på Christiansborg strategisk og bevidst arbejder på en fortælling om Socialdemokratiet og velfærdssamfundet. Uden Socialdemokratiet, intet velfærdssamfund i går, i dag og i fremtiden er budskabet.

Man binder dermed den danske folkesjæl, illustreret ved den store omfavnende velfærdsstat, sammen med socialdemokratiet. Et bånd, som er bevaret og vedligeholdt igennem generationer af socialdemokratiske politikere, der har sikret danskerne det rige og trygge samfund, som vi lever i. Det synes at være fortællingen.

Med bogen, malerierne og denne grundlæggende selvforståelse i partiet forsøger man at eje historien eller i hvert fald sikre, at den version, som man abonnerer på, bliver hørt og gerne bliver den fremherskende i danskernes fælles hukommelse.

Det kammer dog til tider over i nostalgi og selvros i et glansbillede af et socialdemokratisk Danmark, hvor alt var bedre både i landet og måske i Socialdemokratiet på Ankers eller Thorvalds tid. Interessant er det også, hvordan bogens skribenter giver et godt fingerpeg om, hvem der er "who is who" i vore dages Socialdemokrati.

Hverken Bjarne Corydon eller Helle Thorning-Schmidt har bidraget med kapitler, men sidstnævnte er dog allernådigst beskrevet i ét kapitel af Christel Schaldemose.

Det er en hårfin linje at lave fanfiction uden at gøre vold på den faktiske historie, men Socialdemokratiet gør et godt og hæderligt forsøg i 'De rejste sig trodsigt i vrimlen', men en smule selvkritik havde vist lidt mere overskud og pyntet på et ellers prisværdigt projekt.