
Forhenværende formand for SF Ungdom Nanna Bonde er blevet valgt som folketingskandidat for SF i Københavns Storkreds af partiforeningen på Frederiksberg.
Det oplyser hun i en pressemeddelelse.
Nanna Bonde har siden 2017 været opstillet til folketingsvalg i Sydjyllands Storkreds, hvor hun er 1. stedfortræder til Folketinget. Hun var landsformand i SF Ungdom fra 2015 til 2017, og i 2018 blev hun valgt til SF's landsledelse.
"Vi er meget glade for, at Nanna stiller sig til rådighed som kandidat. Hun har det, der skal til for at blive valgt, og vi tror på, at hun kan gøre en kæmpe forskel på Christiansborg. Vi mener, at hun passer rigtig godt ind i vores område, og at mange vil kunne spejle sig i hende," siger formand for SF Frederiksberg August Gade.
Nanna Bonde stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds, der tæller Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør Kommune, fordi hun blandt andet ønsker at skabe bedre rammer for familielivet og for dagsinstitutionerne.
"Når jeg stiller op i København, så er det fordi, at det er her jeg bor. Det er her, jeg har min hverdag, mit arbejdsliv og familieliv. Det er her mine venner er og her min ældste datter går i institution," siger hun.
Hun er kandidat i sociologi og arbejder med borgerinddragelse i European Energy. Hun har desuden siddet i bestyrelsen i den sociale organisation Sind Ungdom og vandt i 2018 DM i Debat.
SF fik ved det seneste folketingsvalg valgt tre kandidater i Københavns Storkreds, nemlig partiformand Pia Olsen Dyhr, Carl Valentin og Lisbeth Bech Nielsen. Rækkefølgen på SF's kandidater bliver afgjort i september.
Indsigt
- Løkke har siden valgnatten kun haft én reel mulighed. Derfor kunne rød blok kalde hans bluff
- Ny måling: Et nyvalg vil være en gave til Messerschmidt
- Blå partiledere har startet operation bøllebank mod Løkke. Men én af dem har skudt sig selv i foden
- Glem svin og drikkevand. Her er de tre vigtigste opgaver for en ny regering
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"





































