Tim Knudsens fjerde bind om danske statsministre er en gave til alle politiske nørder

Tim Knudsens bøger om de danske statsministre er i sin helhed efterhånden det autoritative værk ikke bare om de danske statsministre fra 1849 til 2021, men historien om hele det danske folkestyre fra Grundloven til i dag.

Knudsen afdækker minutiøst den udvikling, som sker med embedet fra konseilspræsident med en lidt diffus rolle i statsrådet i 1850'erne til den mest magtfulde og centrale skikkelse i dansk politik, som vi kender i dag.

Knudsen lader sive igennem bøgerne og særligt i det nye bind fire, at han mener, at flere fejl og problematikker er opstået i de seneste årtier, herunder særligt topembedsmændenes politisering.

Afsnittene om Anker Jørgensen og Hartling er oplagt lektielæsning i nutidens Folketing med et væld af opstillede partier. 70'ernes tumultariske politiske situation, hvor blandt andet Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne ved jordskredsvalget i 1973 ændrer fundamentalt ved det ellers forholdsvis stabile firepartisystem, som havde regeret Danmark fra 1901.

Det udfordrer ikke bare Socialdemokratiet og Anker Jørgensen, men også den kortvarige venstreregering under Poul Hartling, der efter 14 måneder smider håndklædet i ringen.

En gave til de politisk interesserede
80'ernes reformpolitik med makkerparret Poul Schlüter og den i dag næsten glemte Henning Christophersen fra Venstre er guf for politisk interesserede og måske en lektie for de i dag konkurrerende partiformænd i Venstre og Konservative om, at store ting kan udrettes, hvis man evner at samarbejde i stedet for at slås internt i den borgerlige lejr. 

Poul Nyrup Rasmussens/Mogens Lykketofts arbejdsmarkedsreformer i 90'erne, reformerne af Statsministeriet under ledelse af departementschef Ulrik Federspiel og Finansministeriets styrkede rolle er også interessant læsning og højst relevant i vore dage, hvor Finansministeriet for første gang i årtier måske udfordres af et styrket statsministerium under Mette Frederiksen.

I bind fire er der stort fokus på udfordringerne i forvaltningen samt de løbende tilpasninger, som moderniserer det danske statsapparat i 70'erne, 80'erne og 90'erne.

Tim Knudsens politologiske og forvaltningsmæssige baggrund som professor emeritus i statskundskab fra Københavns Universitet fornægter sig ikke, men en del læsere må forventes at bladre hurtigt forbi kapitler af mere forvaltningsmæssig karakter.

Dette skygger dog ikke for, at værket i sin helhed er en gave til alle danskere med en interesse for politisk historie, men måske særligt for studerende på gymnasier såvel som universitetsuddannelser.

Nøgtern beskrivelse af Anker Jørgensen
Anker Jørgensens manglende særligt økonomiske uddannelse og forståelse er en af Knudsens største beklagelser, i en nøgtern og indsigtsfuld beskrivelse af Anker som menneske og politiker.

Igennem bogen omtaler Tim Knudsen konsekvent Anker Jørgensen som "Anker" med henvisning til, at både kolleger og almindelige danskere udelukkende omtalte den tidligere fagforeningsmand ved fornavn – også mens han var statsminister.

Da Jens Otto Krag meget overraskende meldte sin afgang efter folkeafstemningen om dansk medlemskab af EF i 1972, var det ikke klart, at Anker Jørgensen skulle tage over.

Den lidt ufolkelige Krag havde ikke en stærk tilknytning til arbejderne, som måske også anså den kulturelt dannede og udsvævende boheme som lidt af en outsider i Socialdemokratiet.

Venstrefløjssocialdemokraten Anker, der havde overvejet at stemme nej til EF-medlemskabet, var en tilbagevenden til Socialdemokratiet classic.

Anker var også en god brobygger mellem de nye fløje i Socialdemokratiet, som med nye og magtivrige unge kræfter som Ritt Bjerregaard og Karl Hjortnæs udfordrede partidisciplinen i det ellers tidligere så topstyrede socialdemokrati.

Tim Knudsen pointerer, at forestillingen om fremkomsten af "spindoktorer" som et relativt nyt fænomen er fejlagtig

Nicolai Søndergård Kjær
Anmelder

Knudsen leger med det kontrafaktiske scenarie, at Anker kunne have ændret danmarkshistorien, hvis han ved regeringsrokaden i 1973 havde givet Erhard Jakobsen en ministerpost. Havde Jakobsen så stadigvæk brudt ud af Socialdemokratiet for at stifte Centrum-Demokraterne og dermed sammen med Glistrup skabt det jordskredsvalg, der ikke kun rystede dansk politik i 1973, men i princippet i resten af 70'erne?

Erhard Jakobsen endte med at gå og sammen med Glistrups fremgang førte det til, at Anker efter folketingsvalget for en kort periode måtte gå af som statsminister til fordel for venstremanden Poul Hartling.

Ankers akilleshæl
Kritikken af Anker Jørgensens regeringstid har ofte peget på den manglende håndtering af de økonomiske kriser, som kom til at definere Danmark i slutningen af 70'erne.

Knudsen beskriver sagligt, hvordan forvaltningsapparatet simpelthen ikke var gearet til den meget store offentlige sektor, som var vokset frem i særligt 1960'erne, og hvordan budgetstyringen forankret i Finansministeriet var i sin spæde begyndelse.

De økonomiske udfordringer forstærkedes efter oliekrisen i 1973 og igen i 1979, hvorefter finansminister Knud Heinesens så berømte og ikoniske citat "nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den", beskrev en symptomatisk situation af en regering og en statsminister, som var kørt fast og hverken havde styrken eller viljen til at få landet rystet fri af krisen.

Den borgerlige opposition og den senere Schlüter-regering skulle klogt anvende dette citat til at retfærdiggøre de reformer og indgreb, som anvendtes for at genoprette tilliden til dansk økonomi efter 1982.

Hvorvidt Anker var en god statsminister, afhænger i høj grad af øjnene, der ser, men Knudsen balancerer det godt og viser tydeligt, hvordan den lille mands Anker fortsat i dag har folkelig appel.

Ankers på lange stræk manglende økonomiske forståelse og dertil håndtering af 70'ernes økonomiske krise gør ham for særligt borgerlige til en af de dårligste statsministre i nyere tid.

Knudsens kritik er mere nuanceret og fokuserer særligt på Ankers udfordringer som regeringsleder, organisatoriske begrænsninger og manglende evne til at lytte til råd fra embedsmænd.

Kort intermezzo med Poul Hartling
Noget overraskende kunne Poul Hartling danne en étpartiregering oven på jordskredsvalget 4. december 1973, som havde frembragt nye og selvbevidste partier i Centrum-Demokraterne og Mogens Glistrups fremskridtsparti, der med 28 mandater var det største borgerlige parti.

Hartlings mindretalsregering var den smalleste regering i det 20. århundrede med kun 22 mandater til Venstre. Regeringen skulle kun overleve 14 måneder, og der blev kæmpet fra sag til sag med et ekstremt uregerligt parlamentarisk grundlag fra de nye partier i Folketinget med ofte helt uprøvede parlamentarikere.

Et lidt overset element i Tim Knudsens beskrivelse af Hartling er den ekstremt vigtige idéudvikling, som fandt sted i det borgerlige Danmark i 1970'erne og særligt i Venstre. Under Hartling-regeringen så man fremkomsten af unge nytænkende politikere, hvor Henning Christophersen var den fremmeste repræsentant, men også Bertel Haarder og Uffe Ellemann-Jensen var en del af et større venstrekuld.

Journalisten Kristian Andersen har i sin biografi om Christophersen beskrevet, hvordan denne og en række andre unge venstreløver via foredrag og studiekredse i 70'erne udviklede store dele af den økonomiske politik, som blev Schlüter-regeringens økonomiske udgangspunkt, da man overtog regeringsmagten i 1982. Det havde været relevant med en lidt dybere beskrivelse af netop dette.

Hartling-regeringen kunne ikke i længden holde til de mange mistillidsafstemninger, og allerede ved førstebehandlingen af finansloven i 1974 valgte Hartling at udskrive valg.

På trods af en næsten fordobling af Venstres mandater fra 22 til 42 opgav Hartling og overlod regeringen til Anker Jørgensen, der i forskellige konstellationer skulle regere frem til 1982.

Tim Knudsens værk er vellykket og kan anbefales til alle politisk interesserede, men særligt folk med ønske om at forstå det danske demokrati og forvaltningsstruktur vil have stor glæde og gavn af statsministerseriens bind fire

Nicolai Søndergård Kjær
Anmelder

Hartling er ikke i dag kendt eller husket hverken bredt eller i Venstre, mens det pudsigt nok er i Radikale Venstre, at man hylder humanisten Hartling, der som FN's højkommissær for flygtninge skulle modtage Nobels Fredspris i 1981.

Selv Schlüter blev overrasket over regeringens levetid
Det er en velkendt historie, at Schlüter-regeringen ikke forventede at overleve et år. At den i stedet i forskellige konstellationer skulle holde fra 1982 til 1993 overraskede alle, inklusive Poul Schlüter.

Siden systemskiftet i 1901 havde Konservative (stiftet i 1915 af resterne fra Estrups Højre) ikke haft statsministerposten. Det var derfor en bedrift, at Schlüter overtog regeringsmagten efter Anker Jørgensen i stedet for favoritten, som var venstremanden Henning Christophersen.

Ved politisk manøvrering sikrede Schlüter sig Statsministeriet, mens Venstre tog sig godt betalt med tunge ministerposter som Finansministeriet, Udenrigsministeriet og Økonomiministeriet.

Små lunser blev givet til juniorpartnerne i Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne. Denne nye firkløverregering fungerede overraskende godt. Dette særligt på grund af Schlüters evne til at skabe sammenhold, og samtidig gav han ekstremt frie tøjler til sine ministre.

Den i dag nærmest glemte Henning Christophersen havde mindre folkelig appel end Schlüter, men han var til gengæld hjernen bag de helt nødvendige og afgørende reformer, som kendetegnede særligt de første år af regeringen.

Schlüter-Christophersen dannede det måske mest succesfulde makkerpar i moderne dansk politisk historie, og det var et kæmpe tab for regeringen, da Christophersen i 1984 drog til Bruxelles for at blive en meget vigtig EU-kommissær, herunder ved oprettelsen af EU's indre marked. Den mere iltre Uffe Ellemann-Jensen, der tog over efter Christophersen, fik aldrig det samme tætte og fortrolige samarbejde med Schlüter. 

At det lykkedes i regeringens første leveår at stabilisere dansk økonomi og ikke mindst, at man troværdigt og succesfuldt bandt kronen til den vesttyske D-mark, var et svendestykke i sig selv. 70'ernes devalueringer havde skabt usikkerhed, og med fastkurspolitikken blev tilliden til dansk økonomi genoprettet.

Dette kan man i høj grad takke Schlüter-regeringen for, selvom Knudsen dog pointerer, at reformerne i løbet af årene ebbede ud, og at Danmarks stærke økonomiske position først rigtigt blev slået fast under efterfølgeren, Poul Nyrup Rasmussen.

Fodnoter og tamilsag
Tim Knudsen beskriver nøje, hvordan Schlüter accepterede, at man i udenrigs- og sikkerhedspolitikken havde et alternativt flertal i Folketinget.

Accepten af mindretalssituationen var ret unik og udvidede i den grad, hvad der forstås i en dansk kontekst ved negativ parlamentarisme. Mængden af næser, som særligt udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen modtog, er velkendte, men understreger, at Schlüter-regeringen var villig til at æde endog meget store kameler for at blive ved magten.

Et for mange læsere formentligt nyt emne er de politisk motiverede trusler mod især kvindelige medlemmer af Schlüter-regeringen. Venstreministeren Britta Schall-Holberg modtog mordtrusler, mens den konservative Grethe Fenger Møller konstant blev chikaneret som ung minister (Fenger fik senere en uheldig birolle i Tamilsagen). Bogen giver her et godt indblik i, at der var meget grove trusler og chikanerier mod kvinder i magtpositioner, også før man kunne gemme sig bag en computerskærm.

Knudsens advarsler om politiserede embedsmænd er en højaktuel dagsorden i lyset af nyorganiseringen af regeringsarbejdet i Mette Frederiksen-regeringen

Nicolai Søndergård Kjær
Anmelder

Schlüters bløde punkt og regeringens senere banemand skulle blive Erik Ninn-Hansen og dennes håndtering af den i dag så forkætrede udlændingelov af 1983. Knudsen argumenterer for, at nok var Schlüter en stærk statsminister med styr på regeringens ministre, men at Ninn-Hansen var en undtagelse til denne regel.

Schlüter kunne af partipolitiske årsager i samme omfang hverken styre eller fyre Ninn-Hansen. Det skulle som bekendt blive skæbnesvangert ikke blot for regeringens liv, men havde også ifølge Knudsen den omkostning, at Justitsministeriets anseelse og position i ministeriehierarkiet dykkede. 

Indtil tamilsagen havde Justitsministeriet en forrang blandt de fleste ministerier, og ministeriets ansatte gik under den uofficielle titel "kronjurister". Med den ulovlige praksis over for de ulykkelige tamilske flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka begik ikke bare justitsministeren, men flere topembedsmænd graverende fejl.

Den efterfølgende håndtering og ikke mindst forsøget på at slette sporene af den ulovlige praksis førte til nedsættelsen af en dommerundersøgelse, der med højesteretsdommer Mogens Hornslets undersøgelsesrapport førte til, at Schlüter-regeringen måtte trække sig, og Ninn-Hansen blev dømt ved en rigsret.

Et mere overset aspekt ved Schlüter-regeringen er de trepartsaftaler, som regeringens lykkedes med i samarbejde med arbejdsmarkedets parter om blandt andet den tvungne arbejdsmarkedspension, som i dag er en af de vægtigste grunde til, at "ældrebyrden" i Danmark er relativt mere håndterbar end i mange andre lande.

Schlüter var en politisk taktiker ud over det sædvanlige, men det havde en pris for Det Konservative Folkeparti, at han af taktiske grunde behandlede regeringspartnerne i særligt Venstre så godt. Dette sled på partiet, der efter Schlüters afgang hurtigt endte i magtkampe, som martrede partiet i mange år frem. 

Poul Nyrup mod alle odds
På linje med Anker Jørgensen stod det ikke skrevet i stjernerne, at Poul Nyrup Rasmussen skulle blive Danmarks statsminister.

Efter årtiers arbejde i fagbevægelsen, et kup mod den siddende partiformand, Svend Auken, og en tamilsag mod Schlüter kunne Nyrup mod alle odds indtage statsministeriet 25. januar 1993.

Nyrup var en midtersøgende socialdemokrat, der først og fremmest arbejdede for ved reformer og markedsorienterede løsninger at sikre fuld beskæftigelse. Nyrup blev flankeret af Mogens Lykketoft som finansminister.

Og igennem regeringens otteårige levetid lykkedes det sammen med regeringspartneren, Det Radikale Venstre – og i begyndelsen Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti – at sænke arbejdsløsheden fra 12 til tre procent godt hjulpet på vej af bedre økonomiske konjunkturer, men også igennem strukturelle reformer såsom sænkelsen af dagpengeperioden fra syv til fire år.

Tim Knudsen er overvejende positiv over for Nyrup som politiker og hans regering. Det fremhæves med flere eksempler, at Nyrup af mange økonomer er vurderet til at have været den bedste og mest indflydelsesrige statsminister af Danmark i de sidste 50 år.

Professionaliseringen af Statsministeriet tager også fart, og i 1998 får man endelig, fristes man til at sige, titlen af særlig rådgiver for de politisk udnævnte embedsmænd, som allerede i forrige regeringer havde sneget sig ind.

Efterløn og udlændinge
Det skulle dog blive efterlønnen og udlændingespørgsmålet, der blev enden for Nyrup. Nyrup havde under valgkampen i 1998 lovet, at alle danskere over 60 år med et efterlønsbevis ville være sikret efterløn.

Det blev dog af vælgerne læst som om, at man ved en stemme på Socialdemokratiet kunne regne med efterlønnen i al fremtid. Efter at Nyrup på det spinkleste grundlag af 90 mandater kunne fortsætte efter 1998-valget, blev dette løfte skæbnesvangert.

Knudsen beskriver malende, hvordan efterlønsindgrebet i efteråret 1998 var særdeles dårligt koordineret i regeringen og særligt mellem Nyrup og Lykketoft. Nyrup lovede så sent som i september 1998, at man ikke ville røre ved efterlønnen, mens Lykketoft samtidig forhandlede med Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, om et indgreb.

Mange ministre, herunder Svend Auken, hørte først om indgrebet, da det blev offentliggjort. Om Nyrup nogensinde kunne komme tilbage efter, hvad der i befolkningen blev set som et gigantisk løftebrud, er uklart, men udlændingespørgsmålet skulle slå det sidste søm i Nyrups politiske kiste.

I slutningen af 90'erne blev udlændingespørgsmålet mere vigtigt for mange vælgere, og særligt mange socialdemokratiske vælgere søgte i retning af det nyoprettede Dansk Folkeparti.

Nyrup var presset af modstand i folketingsgruppen fra særligt gruppen omkring Svend Auken, men især regeringspartneren Det Radikale Venstre stod i vejen for en mere handlekraftig politik.

Det lykkedes derfor ifølge Knudsen aldrig Nyrup at finde en løsning, som kunne overleve både de radikale og den massive modstand fra Auken-fløjen i partiet.

Det skulle blive skæbnesvangert for ikke bare Nyrup, men Socialdemokratiet ved valget i 2001 og førte til en tiårig ørkenvandring efter det lille systemskifte, som Søren Krarup kaldte 2001-valget.

Tid til politiske sekretariater og viceministre?
Bind fire begynder at pege i retning af den perspektivering, som mange ser frem til i det afsluttende bind fem. Her særligt fremkomsten af den politiske embedsmand eller "politokrat", som Tim Knudsen omtaler de mere og mere politisk-taktisk involverede embedsmænd.

Tim Knudsen pointerer, at forestillingen om fremkomsten af "spindoktorer" som et relativt nyt fænomen er fejlagtig. Helt tilbage fra H.C. Hansen og Jens Otto Krag, men også senere under Anker Jørgensen og Poul Hartling, ansættes trofaste partisoldater i stillinger i Statsministeriet. Eksempelvis ansætter Hartling den senere venstreskatteminister Svend Erik Hovmand som rådgiver, hvad der i begyndelsen er modstand mod i ministeriet.

Man aner også, at Tim Knudsens velkendte positive holdning til indførslen af politiske sekretariater som vore nabolande Sverige, Tyskland og Norge søges understøttet af den historiske udvikling. Dette aktualiseret i vor tid i forbindelse med minkkommissionen og den politiske involvering fra centrale embedsmænd som Statsministeriets departementschef i forbindelse med lukningen af minkerhvervet.  

Knudsen viser også med al tydelighed, at der fra politisk side flere gange har været tilløb og ønske om flere politiske ansættelser, men at embedsværket og særligt departementscheferne lykkedes med at afværge dette.

Knud Heinesens forsøg på en sådan konstruktion med såkaldte statssekretærer eller viceministre, der ville skubbe de i dansk kontekst meget magtfulde departementschefer ned i det ministerielle hierarki, sker ikke i 70'erne efter stor modvilje fra blandt andre Statsministeriets departementschef, Jørgen Gersing.

Dette fører ifølge Tim Knudsen til en stærk politisering af embedsværket i efterfølgende årtier, og man fornemmer, at Knudsen anser beslutningen som en fejl.

En modernisering af statsapparatet
Det i 70'erne forældede danske statsapparat var dårligt rustet til at håndtere den øgede kompleksitet og omfang af blandt andet den hurtigt voksende stat, men også det øgede internationale samarbejde i blandt andet EF, hvilket nødvendiggjorde en større omkalfatring af arbejdsgangene. 

Knudsen beskriver, hvordan særligt yngre embedsmænd udviser en meget stor agilitet og evne til at tilpasse den danske forvaltningsmodel til en ny virkelighed.

Senere departementschefer som Anders Eldrup, Ulrik Federspiel og Nils Bernstein med flere igangsætter et moderniseringsprojekt af den offentlige forvaltning med blandt andet øget kontrol, budgetstyring og organisatoriske moderniseringer.

Det havde den indbyggede fordel, at de kronisk overbebyrdede ministre fik et bedre overblik og tid til at føre politik, omend nutidige ministre formentligt vil skrive under på, at arbejdsbyrden fortsat er betydelig.  

Operationen lykkedes dog mestendels, og det danske system er i dag langt bedre rustet til, at ministrene kan agere politisk. Dette tilskrives dog i høj grad stærke og fremadsynede embedsmænd og mindre skiftende regeringer. 

Tim Knudsens værk er vellykket og kan anbefales til alle politisk interesserede, men særligt folk med ønske om at forstå det danske demokrati og forvaltningsstruktur vil have stor glæde og gavn af statsministerseriens bind fire.

Næste års afsluttende værk må imødegås med stor spænding, ikke mindst fordi Knudsens advarsler om politiserede embedsmænd er en højaktuel dagsorden i lyset af nyorganiseringen af regeringsarbejdet i Mette Frederiksen-regeringen.

Rettelse: I en tidligere version stod, at Britta Schall-Holberg har været EU-kommissær, det har hun ikke. Altinget beklager fejlen.

-----

Læs anmeldelserne af bind et til tre her