Vores politikere klamrer sig til en virkelighed, der ikke længere eksisterer

Men hvis der er én ting, vi må minde os selv om i disse urolige år, så er det, at alle spilleregler, systemer og normer er konstruerede. Lavet af nogen, til noget. Og det, der er lavet, kan rives ned.

For når nok mennesker føler afmagt, vrede og frygt, kan alt vendes på hovedet. 

"The first shall be last," siger Bibelen. Dylan sang: "You better start swimmin' or you'll sink like a stone / For the times, they are a-changin'." Er det ikke det, vi ser i dag? Daglige globale omvæltninger og etablerede systemer, der langsomt synker som hullede skibe.

Man kunne indvende, at det, vi ser, ofte er globale oligarker, der allerede var forrest, som nu konsoliderer deres magt. Men måske forgylder tiden netop mennesker som Trump, Farage og rigmænd, der i deres grådighed har fordrevet al indre moral, fordi de altid har vidst, at reglerne ikke er naturlove – men nedskrevne ord og optegnede streger, der kun er så stærke som dem, der værner om dem. Og netop disse værn og deres vogtere har mistet deres styrke.

Også herhjemme vakler fundamentet mere, end vi ofte bemærker.

Vi ser en stigende centralisering af magten for at undgå den uundgåelige konfrontation med tidens uforudsigelighed. En tendens, der afspejles i den nuværende regering, hvis brud med blokpolitikken aldrig har handlet om fornyelse, men snarere om krampagtig fastholdelse af det system, som folk som Lars Løkke, Mette Frederiksen og Troels Lund er formet i.

Et system, hvor vejen til magten begynder i ungdomspartiernes vugge og ideelt set ender i ministeriernes korridorer. Hvor interesseorganisationer som 3F og Venstres landbrugslobby stadig har uforholdsmæssig magt i forhold til tiden.

De strukturer, vi kaldte stabile og sunde, var det engang. Nu er de stive og rigide og står i vejen for nødvendige erkendelser.

Peter Bitsch Hjortshøj

Men et underliggende skred er på vej. Verden ændrer sig med voldsom hast, og forestillingen om orden og systemers robusthed har fået kniven ind i alle sine svageste steder.

Forfatter og tidligere politisk rådgiver Giuliano da Empoli beskriver i den forbindelse, hvordan demokratiet har mistet sin værdi og er blevet et tyndslidt, proceduralt ritual, der let tilsidesættes af rå vilje. Kaos og disruption er blevet strategiske værktøjer, ikke vejen til skandale og afsættelse.

Derfor burde den brogede, tilsyneladende vildfarne opposition bruge sin tid på at bevise, at det netop er dem, der forstår at navigere i denne nye virkelighed af intuition og kaosnavigering. Samt forsøge at udstille regeringens arketypiske fremstilling af dem som de voksne i rummet som ude af trit med tiden.

Frederiksen talte i forbindelse med tidens kriser om åndelig oprustning. Et på mange måder interessant udtryk – men forkert til den tid, det forsøger at tale ind i.

For det handler ikke så meget om åndelig oprustning, men om eksistentiel tilpasningsevne. Med andre ord: ikke så meget om styrke, men fleksibilitet i en verden, hvor forandring er den eneste konstant.

Den amerikanske klimahistoriker J.R. McNeill har et billede på Vesten som en haj: et dyr perfekt designet til én bestemt virkelighed, men samtidig totalt hjælpeløst, hvis det kastes op på land og tvinges til at leve i et andet klima.

Illusionen om, at nogen har styr på det hele, er det farligste bedrag af dem alle i en tid, der hver dag tager os på sengen.

Peter Bitsch Hjortshøj

I stedet burde vi lære af rotten, mener han – denne tilpasningsdygtige, uforudsigelige overlever, som aldrig er så bundet til en levevis, at den ikke kan tilpasse sig en ny.

McNeills billede er knyttet til den antropocæne virkelighed, en tidsalder, hvor mennesket påvirker den geologiske verden – og i særdeleshed klimaforandringerne. Men billedet kunne i lige så høj grad bruges til at forstå tidens politiske klima: Hvorfor vi oplever den krampagtighed og det ubehag herhjemme og i resten af Europa, når det handler om at navigere i tidens uforudsigelige vinde.

Fremfor at begynde vores yndefulde forvandling til rotte, ligger vi som en haj i vandkanten med lukkede øjne og bilder os ind, at bølgerne snart skyller os tilbage til det hav, hvor vi trives og føler os hjemme.

Derfor sender vi fortsat et væld af statskundskabere ind i embedsværket, som har læst sig mætte i tankesæt og modeller fra en verden, der ikke eksisterer længere.

Samtidig insisterer vi på at sætte mediekommentatorer og eksperter, inkarneret i en mand som Hans Engell, til at forklare en verden, der har haft syv identitetskriser, siden disse mennesker udviklede deres analyseværktøj. 

Det er sikkert udmærket for seertallene og trygheden i stuerne, men det er ikke videre fordelagtigt, hvis man faktisk vil forstå den virkelighed, vi befinder os i.

Som Da Empoli udtalte i et interview i Weekendavisen: "Jeg føler ingen forpligtelse til optimisme. Folk har brug for at blive vækket. Om der så skal en ordentlig lussing til."

Et liv i pessimisme tiltaler mig ikke, og jeg mener ikke, at tiden ikke kan bringe smukt nyt. Men det er uomtvisteligt sandt, at det er på tide at vågne op – og foretage en grundig opdatering til den virkelighed, vi lever i.

Hvor vi hører fra programmører og softwareudviklere, der forstår de algoritmer, vi ubevidst lever under. Fra filosoffer og samfundsarkitekter, der tør tænke uden for Excel-ark og nøgletal. Fra historikere, der tegner de lange linjer, så vi ikke opsluges af næste overskrift. Fra unge, der har levet online i et årti og ved, hvordan det er at være formet af en digital verden. Og fra en akademisk verden, der må erkende, at hvis deres forskning skal have værdi, så skal den også kunne forstås af mennesker uden en ph.d.

De strukturer, vi kaldte stabile og sunde, var det engang. Nu er de stive og rigide og står i vejen for nødvendige erkendelser.

Måske, bare måske, er det på tide, at nye stemmer bliver hørt. Ikke fordi de har alle svarene, men fordi de for længst har sluppet illusionen om, at nogen andre har dem.

Og fordi illusionen om, at nogen har styr på det hele, er det farligste bedrag af dem alle i en tid, der hver dag tager os på sengen.