WHO kritiserer Danmark igen og igen – men taler altid pænt om Kina

FEATURE: Mens WHO går i rette med de danske myndigheders coronastrategi, anklager eksperter og menneskerettighedsorganisationer WHO-toppen for vildledning og for at have for tætte bånd til det kinesiske styre.  

Der stråler en særlig aura ud af WHO. 

Det er auraen fra læger og sundhedsforskere, der stiller sig imellem dødbringende epidemier og menneskeheden.

Det er auraen af FN – verdens plenarsal, hvor vi smyger vores nationale politiske interesser af os og handler i det globale broderskabs ånd for lighed og frihed. 

Og det er auraen fra videnskab, der arbejder for alles fælles bedste. 

Det er derfor, kritik fra WHO gør ondt og gør indtryk. 

I de seneste uger har WHO i flere omgange kritiseret den danske regerings reaktion og strategi med afbødning og flokimmunitet over for covid-19. 

Verdenssundhedsorganisationen er blevet brugt som skyts i det anspændte forhold mellem regeringen og de danske sundhedsmyndigheder.

På et tidspunkt følte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sig nødsaget til offentligt at undsige sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm – med direkte henvisning til en telefonsamtale, han havde haft med WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus.  

Kritik fra WHO gør ondt og gør indtryk. 

Aylward i fokus
Men i den seneste uges tid er spørgsmålene om WHO's troværdighed begyndt at pible frem. Særligt når det gælder organisationens brug af kinesiske data.

Her dukker der ét navn op, som i løbet af covid-19-krisen har opnået danmarksberømmelse: den canadiske virusekspert og assisterende generalsekretær i WHO, Bruce Aylward.  

Han var lederen for det team, WHO i februar sendte til Wuhan i Kina for at samle data om coronapandemiens epicenter. Her skulle han se på de bekæmpelsesstrategier, det kinesiske styre har sat i anvendelse.

Det er med de resultater under armen, han i danske medier har advokeret meget aktivt for, at vi skulle kopiere den kinesiske metode med at opspore, teste og isolere covid-19-ramte for at inddæmme smitten.

Han har samtidig udtrykt sig særdeles kritisk om den danske afbødningsstrategi. 

"At et land på Danmarks størrelse og så velorganiseret med teknologi og sundhedsvæsen som Danmarks ikke skulle kunne gøre det? Det kalder jeg at give op," har han sagt til Politiken

Men sideløbende med, at Bruce Aylward optræder i danske medier, er en video af ham begyndt at cirkulere på sociale medier. Her afbryder han efter alt at dømme et interview med en journalist fra Hongkong, da hun spørger ham til Taiwans bekæmpelsesstrategier for covid-19.  

Står videoen til troende – og ifølge Altingets research har hverken WHO eller Aylward anfægtet den – udstiller den, at politik og geopolitiske magtkampe spiller en stor rolle for den øverste ledelse i WHO.  

Kina anerkender ikke Taiwan som et selvstændigt land, men betragter det som en del af kinesisk territorium. Og i regi af WHO har det betydet, at Taiwan har fået frataget den observatørstatus, landet ellers havde i WHO fra 2008 til 2016. Det skete på kinesisk foranledning.  

Men hvis Aylward er de rene og neutrale kendsgerningers mand, hvorfor kan han så ikke udtale sig om Taiwan? Og hvis han ligger under for pres fra det kinesiske regime, er han så troværdig, når han analyserer den kinesiske indsats mod covid-19? 

Spørger man den danske epidemiologi og professor i folkesundhedsvidenskab Lone Simonsen fra Roskilde Universitet (RUC), er WHO's brug af de kinesiske tal yderst tvivlsom. Hun har selv tidligere arbejdet for WHO og kender mange af dem, der var med på Aylwards team i Kina. 

"Der er sket noget meget mærkeligt. Bruce Aylward kom tilbage og sagde, at Kina havde fundet alle smittede og isoleret dem. Hans talsperson sagde til TV 2 News, at hvis vi ikke gør noget, så vil 20 procent af alle smittede ende på intensivafdelinger. Det er fuldstændig godnat," siger Lone Simonsen.

Human Rights Watch: WHO burde ikke hylde Kina 
Videoen med Bruce Aylward er ikke første gang hans forhold til det kinesiske regime har tiltrukket sig kritisk opmærksomhed under covid-19-pandemien.  

Da en journalist fra The New York Times i en artikel 4. marts spurgte ham, om de drastiske kinesiske metoder – med ufrivillige tests og prompte isolering på særlige hospitaler – overhovedet var mulige i liberale demokratier, svarede Aylward: 

"Journalister siger også "jamen de gør kun alt det her, fordi de er bange for styret," som om det er et eller andet ildspyende regime, som spiser babyer. Jeg talte med masser af mennesker uden for systemet – i hoteller, på tog og i gaderne om aftenen. De er mobiliseret som i en krig, og det er frygten for virussen, der driver dem. De så virkelig sig selv som værende på frontlinjen i beskyttelsen af resten af Kina. Og verden." 

Den affejning af kritikken af det kinesiske regime med, at den skulle handle om at "spy ild" og "spise babyer" fik den amerikanske menneske-rettighedsorganisation Human Rights Watch til 12. marts at gå skarpt i rette med WHO og Aylward. 

I et indlæg på HRW's hjemmeside, der også blev bragt i USA Today, kritiserede kinaforskeren Yaqiu Wang Bruce Aylward for ikke at nævne, at de læger, der tidligt råbte op om covid-19, er blevet tvunget til tavshed.

Aylward fik også kritik for ikke at nævne, at regimet har lukket online-diskussioner om covid-19 ned og arresteret folk, der har kritiseret de kinesiske myndigheders håndtering af virussen.  

HRW kritiserede samtidig, at Kina censurerer og tilbageholder information om de menneskelige konsekvenser, den kinesiske strategi med test og isolering allerede har haft.

Blandt andet kunne BBC fortælle en historie om en 16-årig spastisk lammet dreng, der døde, efter hans far blev sendt i isolation. 

New York Times har berettet om børn og unge med kræft, der er blevet afvist fra behandling af det kinesiske sygehusvæsen på grund af covid-19. 

"WHO burde ikke hylde den kinesiske regerings respons (på covid-19, red.) uden at tage stilling til den menneskelige lidelse, regimet har forsøgt at feje ind under gulvtæppet. Folk i Kina vil ikke i overskuelig fremtid glemme de menneskerettighedskrænkelser forbundet med svaret på corona-virussen, som dr. Aylward så letsindigt afviser," skriver Human Rights Watch. 
 
Council on Foreign Relations: WHO mister troværdighed 
Men Aylward, som indtil videre ikke er vendt tilbage på Altingets henvendelse, står ikke alene. Også WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, er blevet kritiseret for at have alt for tætte bånd til det kinesiske styre og for ikke at have reageret i tide på den globale trussel, covid-19 viste sig at udgøre. 

Kritikken kommer blandt andet fra den velansete amerikanske tænketank Council on Foreign Relations, der udgiver tidsskriftet Foreign Affairs.

På tænketankens hjemmeside kritiserer Asien-forsker Michael Collins Tedros' lederskab under covid-19 for at have handlet mere om politik end videnskab. 

Han kritiserer især, at Tedros har rost det kinesiske regimes indsats og åbenhed – alt imens regimet slog hårdt ned på læger og civile i Wuhan, der forsøgte at råbe verden op om faren.  

Collins kritiserer også, at Tedros så sent som 20. februar ved den internationale sikkerhedskonference i München fremhævede, hvordan "Kina havde købt verden tid". Også selv om andre i WHO – professor John MacKenzie – åbent kritiserede Kina for hverken at være ærlige nok om omfanget af covid-19 eller være åbne om virussen i tide.  

Collins fortæller, at Tedros var Kinas foretrukne kandidat i 2017 til posten som generalsekretær, og ligesom hans modkandidat, dr. David Nabarro, skal han have været på decideret kampagne i Beijing. Collins bemærker også, at Tedros allerede dagen efter, han blev valgt som generalsekretær, bekræftede WHO's et-Kina-politik, som altså betyder, at Taiwan, der ellers også er blevet meget rost for sin covid-19-bekæmpelse, nu er udelukket fra WHO.  

"WHO's vage svar på Kinas fejlhåndtering af covid-19-udbruddet har hvidvasket Kinas image på bekostning af WHO's troværdighed," skriver Collins. 

Kina udøver blød magt 
Spørger man hjemlige iagttagere og forskere, nikkes der til analysen af, at båndene mellem Kina og WHO er blevet tættere de senere år.

Camilla Sørensen, ph.d. og lektor ved Forsvarsakademiet, er forsker i international politik med særligt fokus på Kina som stormagtsaktør.  

Hun fortæller, at Kina generelt har intenst fokus på såkaldt blød magt – altså på, hvordan andre lande og deres befolkninger ser på Kina og det kinesiske regime. 

"Kina vil gerne  i højere grad være med til at sætte reglerne i international politik, økonomi og sikkerhedspolitik. Kina vil gerne i højere grad være med til at definere, hvilke spilleregler stater skal agere efter. Der opfatter man FN og dets mange underorganisationer som centrale. Det er her, mange spilleregler og praksisser bliver etableret og løbende genforhandlet," siger hun. 

Har Kina en særlig interesse i lige nøjagtig WHO?   

"Ja, det har de jo, fordi det ikke er første gang, sådan nogle sygdomme – som SARS og andre – er kommet fra Kina. Med SARS fik de en del kritik og lærte meget om behovet for internationalt samarbejde. Kina forstod, at de i højere grad skulle være opmærksomme på det aspekt. Med SARS gik det eksempelvis ikke at lukke sig inde, holde det hemmeligt og forsøge at håndtere det selv. Det skadede Kina på sigt. Særligt efter SARS har Kina opprioriteret sin deltagelse i WHO," siger Camilla Sørensen.  

Hun forklarer, at de kinesiske ledere først og fremmest er optagede af at bevare deres indenrigspolitiske legitimitet.

Og hvis der er noget, som kan få kineserne på barrikaderne, er det, hvis noget påvirker den voksende middelklasses familie og dagligdag.

Det har de seneste års virusudbrud i høj grad gjort, og det truer stabiliteten og kontrollen i landet. 

"Når der er et link til en indenrigspolitisk dagsorden, så bliver det internationale samarbejde virkelig prioriteret i Kina. Det gælder også i forhold til internationalt klimasamarbejde. Men de gør det jo ikke  primært  af globale hensyn, men fordi det er noget, som kan få den almindelige kineser til at gå på gaden – og dermed true dem indenrigspolitisk," forklarer Camilla Sørensen.  

Også hun har set har set videoen med Bruce Aylward, som undviger spørgsmål om Taiwan. 

Sådan noget er vel med til at underminere FN's autoritet som global organisation? 

"Jo, det er det. Og diskussionen har været der under hele corona-krisen. Altså at WHO ikke har været kritisk nok over for Kinas håndtering. Man har forsøgt at holde Kinas initiativer op som positive eksempler, men har ikke rigtig taget det med, som Kina kan kritiseres for. Det er ellers  kritikpunkter eller svagheder, som netop bunder i Kinas autoritære politiske system." 

"WHO har vildledt os" 
Meget af kritikken af det kinesiske styre handler med andre ord om begyndelsen af covid-19-pandemien. At landet undertrykte sandheden om virussen og manipulerede med den globale offentlighed.

Men hvad så nu, hvor Kina er blandt de lande, der fremhæves for deres indsats mod covid-19?

Ifølge WHO er de kinesiske data sandfærdige og bør bruges som evidens for andre landes – og altså også Danmarks – bekæmpelsesstrategi. 

Men det afviser Lone Simonsen, og hun anklager direkte WHO for vildledning.

"WHO skulle vejlede os. Jeg synes, de har vildledt os på det seneste," siger hun.

Et afgørende stridspunkt i uenigheden mellem de danske myndigheder og WHO handler om det berømte mørketal. Altså hvorvidt der findes smittede med covid-19, som kun har milde eller ingen symptomer. 

Er tallet højt, kan det betyde at covid-19 er mindre dødelig, og det betyder også, at befolkningen er tættere på den flokimmunitet, der gør, at virus ikke kan sprede sig. 

Når Aylward og WHO går imod den danske afbødningsstrategi, der sigter på flokimmunitet, er det baseret på en påstand om, at der ikke er noget mørketal, og at langt de fleste får symptomer og bliver syge. 

Den analyse bygger på de kinesiske erfaringer. 

"Vores studier i Kina viste, at der er meget få, som slet ikke får symptomer, når de er syge. Der var til gengæld en kort smittefase, hvor folk endnu ikke viste tegn på at være syge, men fik Covid-19 i udbrud kort efter," som Aylward sagde til netmediet POV. 

Og til New York Times sagde han: 

"Der er ingen beviser for, at vi kun ser toppen af et stort isbjerg, hvor 90 procent er udgjort af skjulte zombier, der spreder virussen. Det, vi ser, er en pyramide: Det meste er over jorden."

Den konklusion kalder Lone Simonsen for "fuldstændig godnat". 

"Det kan man kun tro på, hvis Kina havde fanget alle de smittede med deres strategi, men det tror jeg ikke en pind på. I virkeligheden er der et kæmpe mørketal, og et stort antal i Wuhan har nu immunitet. Det er faktisk dér, at miseren begynder. De tror simpelthen, at 20 procent af de smittede skal på hospitalet." 

Hvorfor holder WHO så stædigt fast i det, hvis tallene fra Europa viser noget andet? 

"Det forstår jeg heller ikke. For eksempel tester Island som vanvittige. Og af dem, de har testet, kan man se, at mange har fået sygdommen, uden man har hørt noget fra dem i sundhedssystemet."

"Vi tror faktisk på baggrund af data derfra, at mørketallet er 40 gange højere end det, man ser på hospitalet. Og det har Statens Serum Institut også været ud at sige: at mørketallet er langt højere." 

Men hvorfor bevæger WHO sig ikke, når de her tal kommer frem?

"Jeg ved det ikke, jeg synes, det er mystisk. En anden måde, man kan vide det her på, er ved at se på børnene. De er slet ikke med i de officielle tal fra Kina. Eller det er meget små tal. Men det er, fordi børn ikke får nogen særlige symptomer, så de bliver ikke testet. Det er kun ved et tilfælde. Men det har også fået nogle til at slutte, at børnene ikke er med i den her epidemi. Det kan umuligt passe."

"Der har vi nu fået syn for sagen, for der er et studie – faktisk fra Kina – på husholdsniveau, som viser, at børn bliver lige så smittet som voksne. Så der en hel masse, der er helt mærkeligt." 
 
WHO er en politiseret organisation 
Det er det helt "mærkelige", der står tilbage som spørgsmål. 

Fortæller det kinesiske styre sandheden om covid-19 i Kina?

Eller er regimet bange for at indrømme, at man alligevel ikke har styr på situationen? Og hvorfor er WHO gået så aggressivt til værks i sin kampagne for, at den kinesiske vej skulle udbredes til alle lande? 

Svaret på de spørgsmål falder ned mellem flere stole. Den epidemiologiske stol, hvor det handler om, hvilken slags sygdom covid-19 egentlig er. Den institutionelle stol, som handler om WHO's rolle som FN-organ. Og den geopolitiske stol, der handler om en global verden, hvor Kina er en stormagt, der øver magt og indflydelse. 

For Lone Simonsen handler det om de to første.

"Den korte version er, at WHO er blevet ved med at tænke SARS. Men denne her virus er meget mere som pandemi-influenzaer, hvor man må tage andre tiltag. SARS var en anden trussel, som det lykkedes at stoppe inden for et år. Jeg var i Geneve (og arbejdede for WHO, red.), da det skete og hjalp til i udredelsen, da det var ved at ske."

"Det var et eksempel på en virus, der var meget dødelig, så det var en forfærdelig trussel. Men i bakspejlet kan vi godt se, hvad der gjorde, at vi kunne stoppe den. Det var en kombination af, at det tager ret kort tid, fra man bliver inficeret, til man bliver syg, og så tager det oveni købet en lille uge, før man begynder at smitte andre."

"Det vil sige, at man har rigtig meget tid til at opspore og finde personer. Stoppe dem og isolere dem, sådan som WHO gerne vil have, man gør nu. Og så var der ikke særlig mange mildt syge, som man aldrig kunne finde," fortæller hun. 

"Sådan var det også langt hen ad vejen med Ebola. Det var en sygdom, som kunne stoppes, endda uden vaccine og de store medicinske tiltag. Det handlede om at lære folk at træde tilbage fra risiko og så køre med test, test og isolere." 

Afviser WHO også, at der skal opbygges immunitet i befolkningerne? 

"De er lidt uldne omkring den del. Jeg tror, de stadig tror, vi kan stoppe det her, og vi andre står imens med hænderne i vejret og siger: Hvad fanden? Den ene i toppen af WHO har udraderet polio, og den anden SARS. Mere eller mindre personligt. Så jeg kan godt se, hvor de kommer fra. Men det er noget andet, vi står over for nu."

Spørger man Camilla Sørensen fra Forsvarsakademiet, handler det om kinesisk magt og indflydelse. 

"Hvis man også har WHO's opbakning til fortællingen om, at Kina faktisk har gjort det godt, og at den kinesiske håndtering af udbruddet har været en fordel for omverdenen, så er det jo i Kinas interesse. Så kan man henvise til en international autoritet og fortælle, at man har givet dem adgang. Det har været en stor del af det – i modsætning til under SARS – at Kina har kunnet fortælle, at man har været hurtig til at lukke WHO ind i Wuhan."

"Det taler op imod fortællingen om et lukket regime, som ikke er villig til at dele erfaringer. Så jo, jeg tror bestemt, at Kina har gjort en masse for at lobbye WHO med på den kinesiske side fra start."

WHO vil fortsat være relevant
Ser man hele sagen fra WHO's perspektiv, handler det også om, at WHO kæmper for at holde sig relevant som FN-organisation i en verden, hvor Kina er en opadstigende aktør og faktor.

Det siger lektor i historie, Niels Brimnes, der har forsket i WHO's historie.  

"WHO er en politiseret organisation," som han siger:

"Det er fuldstændigt rigtig, at det er vigtigt for WHO at være på god fod med Kina. Altså, det er jo helt nødvendigt, hvis man skal være relevant som verdenssundhedsorganisation. Adgang til Kina er afgørende. Det er umiddelbart svært at påvise direkte økonomisk afhængighed mellem Kina og WHO. De tilgængelige tal tyder ikke umiddelbart på det."

Niels Brimnes bemærker også, at WHO-turen til Kina, som Bruce Aylward var leder af, var en såkaldt joint mission, hvor der også deltog kinesiske eksperter.  

"Så WHO har fået lov til at komme til Kina på Kinas betingelser, og WHO har ikke fået lov til at skrive lige, hvad man vil. Det er de kinesiske myndigheder, der stiller de kinesiske myndigheders tal til rådighed. WHO har næppe haft mulighed for at lave egne undersøgelser. De kan få indtryk ud fra tal, de får fremlagt, og kaste et kritisk blik på dem" 

Niels Brimnes har set Aylwards rapport fra Kina og kalder den "bemærkelsesværdigt ukritisk over for det kinesiske styre".

"Især når man tænker på, at menneskerettigheder og sundhed også er en dagsorden for WHO. Men det er mindre bemærkelsesværdigt, når man tænker på, hvad det er for nogle præmisser, WHO kommer til Kina på. Det tror jeg WHO har accepteret ud fra en afvejning: Vil vi, eller vil vi ikke til Kina? Det er realpolitik, om man vil," vurderer han. 

Hvad angår Aylwards afbrudte interview om Taiwan, mener Niels Brimnes, at Aylward håndterer en svær situation klodset, snarere end ondsindet. 

"Journalisten stiller et politisk spørgsmål til en sundhedsekspert, og så prøver han at undgå spørgsmålet. Det gør han klodset. Hvorfor siger han ikke bare: Jeg kan ikke kommentere det?

"WHO er en FN-organisation, og Kina er medlem. Det er Taiwan ikke. Det virker urimeligt i den her situation med corona, der overskrider alle grænser, og hvor vi føler, at politik burde blive skubbet til side. Men det er reelt umuligt for ham at give et svar, og det ved journalisten også godt." 

Tilbage hos Lone Simonsen er der ikke tvivl om, at det er en prekær situation for de danske eksperter, myndigheder og regeringen, at uenighederne med WHO er så store.  

"WHO er noget særligt. Det er det ikke mindst som rådgiver for sundhedsministerierne rundt i verden. Det er derfor også et stort dilemma for ministeren, når WHO siger ét, og Sundhedsstyrelsen noget andet, sådan som vi har set det." 

, ,

Forrige artikel Dansk epidemiolog: WHO vildleder med Kina-tal Dansk epidemiolog: WHO vildleder med Kina-tal Næste artikel Tårnhøj opbakning til Mette Frederiksen Tårnhøj opbakning til Mette Frederiksen
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.