Aktivister stævner Pape i sag om ulovlig overvågning
LOGNING: Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er på vej i retten i sag om ulovlig masseovervågning af danskerne. Det drejer sig om opbevaring af data fra telenettet, som EU-Domstolen to gange har erklæret ulovlig. Ministeren håber på lovændring i 2018.
Klaus Ulrik Mortensen
JournalistMorten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape. Jeg har hørt dem alle sammen sige det. Men loven er der endnu.
Peter Kofod
Bestyrelsesmedlem, Foreningen mod Ulovlig Logning
- Påstand 1: Sagsøgte skal anerkende, at Logningsbekendtgørelsen er ugyldig og dermed ikke kan håndhæves.
- Påstand 2: Sagsøgte skal anerkende, at udbyderes logningsforpligtelse øjeblikkeligt ophører.
- Påstand 3: Sagsøgte skal anerkende, at der ikke må opretholdes eller indføres en generel og udifferentieret logning af samtlige trafikdata og lokaliseringsdata i strid med EMRK og Chartret.
Er det rimeligt, at staten har adgang til detaljerede oplysninger om danskernes færden ud fra hensynet om at kunne forebygge terror og opklare alvorlige forbrydelser?
Et spørgsmål, som har været flittigt debatteret siden tvillingetårnenes sammenstyrtning 11. september 2001. Og som danske og internationale lovgivere ikke har været i stand til at formulere et entydigt svar på.
Nu fører kritikken af de såkaldte logningsregler imidlertid til, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) hives i retten for ulovlig masseovervågning af danskerne.
EU-Domstolen har i to sager om logning af teleoplysninger erklæret lovgrundlaget for ugyldigt. Det skete første gang i Digital Rights Ireland-sagen fra 2014, hvor EU-Domstolen erklærede logningsdirektivet (Direktiv 2006/24) for ugyldigt. Domstolens begrundelse var, at logningsdirektivet medførte et meget vidtrækkende og alvorligt indgreb i Charterets artikel 7 og artikel 8 om beskyttelse af privatlivet og personoplysninger. Domstolen vurderede, at indgrebet overskred grænserne for, hvad der kan anses for proportionalt og strengt nødvendigt i et demokratisk samfund.
Domstolen fastslog, at logning af kommunikation, der indeholder lokaliseringsdata og trafikdata, som helhed kan give meget præcise oplysninger om en persons privatliv, fordi dataene afdækker oplysninger om:
- Hverdagsvaner
- Fast eller midlertidig bopæl
- Daglige eller andre rutiner
- Udførte aktiviteter
- Sociale relationer
- De sociale miljøer, personen har kontakt med
Kumuleringen af disse data fører til en så stor indsigt i privatsfæren, at det måtte betragtes som et særligt alvorligt indgreb. Uanset at formålet med telelogning er efterforskning af kriminalitet og dermed et lovligt hensyn, som samfundet har en interesse i at opfylde, lagde Domstolen særligt vægt på, at der ikke var et rimeligt forhold mellem efterforskningshensynet og logning af en hel befolkning. Den lagde i denne proportionalitetsvurdering særligt vægt på:
At logningsdirektivet indeholdt en generel og udifferentieret lagringspligt, som ikke var begrænset til et bestemt tidsrum, et bestemt geografisk område eller en given personkreds, som kunne være indblandet i grov kriminalitet
At logningsdirektivet ikke udtrykkeligt angav, at adgangen til dataene skulle være strengt begrænset til forebyggelse og afsløring af præcist afgrænsede strafbare handlinger eller strafferetlig forfølgning
At de nationale myndigheders (herunder efterretningstjenesternes) adgang til de lagrede data og deres efterfølgende anvendelse af dataene ikke krævede opfyldelse af retssikkerhedsgarantier, som fx retskendelse.
I den nyere logningsdom Tele2-sagen fra 2016 understregede EU-Domstolen på ny, at charterets grundlæggende rettigheder i artikel 7 og 8 er til hinder for national lovgivning, der ikke kræver nogen sammenhæng mellem de data, som foreskrives lagret, og truslen mod den offentlige sikkerhed. Domstolen gentog, at lagring, der ikke er rettet mod data vedrørende et specifikt tidsrum, område eller en personkreds, overskrider, hvad der må antages for proportionalt og strengt nødvendigt i et demokratisk samfund.
Kilde: Eksponeret, Gads Forlag 2018
Civilsamfund
