URK: Unge skal ikke spørge om lov

Af Søren Bøllingtoft Knudsen
Politisk næstformand, Ungdommens Røde Kors

Arranger en ferielejr for udsatte børn og giv dem en sommer, de aldrig glemmer. Vær studiestøtte for en indsat, der kæmper bag fængslets mure for at få sin HF. Eller bring verden ind til de unge, der modtager behandling på kræftafdelingen og ikke kan se deres venner.

Det er blot nogle af de aktiviteter hos Ungdommens Røde Kors, som i dag tiltrækker så mange unge, at mange ender på en venteliste. Dét er en god historie – en historie om en ungdom, som engagerer sig og ikke bare læner sig tilbage og tror, at samfundet bliver bedre af sig selv.

En historie om en indbakke, hvor der hver uge tikker mere end 60 mails ind fra unge, som vil være med til at gøre en forskel. En historie om den kraft og det potentiale, som findes derude – men som vi stadig mangler at udnytte.

For langt fra engagement til handling
For helt ærligt så er det også en historie, som udstiller noget af det, vi er alt for dårlige til – sikkert ikke bare i Ungdommens Røde Kors, men generelt i foreningslivet. Engagementet er stort, men der er for lang vej fra lysten til at gøre en forskel og til muligheden for handling, der rykker verden.

Alt for lang. Hvis man ender på en venteliste, eller hvis der går uger, før man kan komme i gang, så svigter vi vores vigtigste opgave – at omsætte holdning til handling.

Engagementet er stort, men der er for lang vej fra lysten til at gøre en forskel og til muligheden for handling, der rykker verden.

Søren Bøllingtoft Knudsen
Politisk næstformand, Ungdommens Røde Kors

Det var en af de erkendelser, vi fik under vores "genstart" af organisationen – og en af de ting, som vi langt fra er i mål med endnu. Vi er overbevist om, at der er brug for alle de kræfter, som vi kan få ombord – specielt når der fortsat er over 150.000 udsatte børn og unge i Danmark og masser af uretfærdighed til ude i verden.

Så hvad skal vi gøre? Hvordan skal civilsamfundet – og særligt vi selv – kramme det engagement, som spirer, og omsætte det til handling?

”De skal bare gøre det”
Jeg tror på, at vi skal gå to veje. Den ene vej handler om frihed, tillid og mening. I Ungdommens Røde Kors har vi gjort op med rigide regler for, hvordan vores aktiviteter bliver organiseret – og i stedet givet aktiviteterne frihed til at vælge selv og de lokale frivillige spillerum til at være kreative og bygge stærke lokalafdelinger.

Fordi handlingen er det vigtige, ikke formen. Fordi det altid må være de lokale og konkrete ønsker og behov, der bør være udgangspunktet for indsatserne. Og fordi vi tror på, at børn og unge selv er i stand til at beslutte, hvordan de bedst er med til at gøre samfundet bedre.

Det er ikke en vej, som ikke har huller. For ville det ikke bare være nemmere at diktere fra oven, hvordan tingene skal være? Nemmere, jo. Men bedre for samfundet? Nej. En fleksibel lokal struktur med værdierne i centrum skal slippe folk fri til at få alle med ombord.

Det skal give unge i Roskilde blod på tanden, så de ikke ringer og spørger, om de må starte en lektiecafe i et udsat boligområde. Det skal skabe gejst, så unge i Nykøbing Falster ikke ringer og spørger, om de må høre kvindekrisecenteret om de mangler hænder. De skal bare gøre det!

Den anden vej er at sætte handling før penge – også når vi prioriterer vores egne ressourcer. I Ungdommens Røde Kors har vi et internt call center – du ved, med de folk, der altid formår at ringe, når det passer dig mindst, og spørge, om du ikke vil åbne pungen og gøre en forskel.

Det er et hårdt job, men vigtigt. De sikrer os mulighed for at hjælpe dér, hvor der ikke er en fond eller en pulje, som vil støtte os.

I dag ringer call centeret stadig for at hverve medlemmer. Men de er også begyndt at ringe til nye frivillige, som lige er kommet ombord. Både for at høre, hvad der driver dem – og hvilken forskel de gerne vil gøre. Men også for at sikre, at de ikke bliver tabt mellem to stole – at de kommer ud og skaber stærke fællesskaber.

Det skaber gejst internt og stærke fortællinger. Men det sikrer også smil i et call center, som ofte er i stiv modvind på trods af deres uundværlige indsats.

Generation VI
Fælles for de to veje er, at formålet er det vigtigste. Det er ønsket om at handle konkret for at skabe en forskel, der er med til at gøre samfundet bedre. Om det er Ungdommens Røde Kors, en anden organisation, privatpersoner, en fond eller nogle helt andre må og skal være underordnet.

Det er handlingen og forskellen, den skaber, der er det vigtige, og det skal vi huske at holde os for øje på trods af behovet for at kunne vise resultater for at gøre os attraktive for eksisterende og potentielle samarbejdspartnere.

Der er en bevægelse i gang blandt ungdommen, som ikke handler om "generation mig", men "generation vi". Civilsamfundet – og særligt ungdomsorganisationerne – skal åbne sig op, styrke vores organisering, have tillid til den sunde fornuft og sætte handlekraften fri og sørge for, at den bevægelse bliver et nyt, handlekraftigt ungdomsoprør og ikke en fis i en hornlygte.

De engagerede unge, der ikke får svar, skal ikke forsvinde ud i apatien. Vi må erkende vores fejl – og hele tiden gøre det bedre. Sammen.