Ældre Sagen: Fondenes samarbejde med Foreningsdanmark bør forbedres

Af Lars Linderholm
Afdelingschef, Ældre Sagens frivilligafdeling

Altinget har undersøgt Foreningsdanmarks oplevelse af samarbejdet med fonde. Kun fire procent tilkendegiver, at dialogen med fondene har forbedret deres samarbejde med fondene.

Denne deprimerende konklusion burde vække mere debat, end den har gjort. Man kan kun gætte på, hvorfor der er denne tavshed. Fondene bør selvfølgelig spørge sig selv, hvad de kan gøre bedre.

Resultatet af Altingets undersøgelse er særligt ærgerligt, fordi Danmark har brug for fonde, der i kraft af deres uafhængighed af politiske vinde kan være med til at vise nye veje i løsningen af sociale problemer.

Jeg har fem forslag, som måske vil hjælpe fondene til at opnå det, de gerne vil, nemlig at deres støtte er med til at skabe reelle samfundsforandringer. Forslag, der forhåbentligt samtidig vil være med til at forbedre fondenes image i Foreningsdanmark.

Men først en varedeklaration. Vi har i Ældre Sagen sammen med de knap 60 organisationer bag "Folkebevægelsen mod Ensomhed" for nylig modtaget 9,6 millioner kroner fra Nordea-fonden. Dem har vi fået bevilget efter en fin dialog. Mine forslag er hverken mere eller mindre møntet på Nordea-fonden.

Danmark har brug for fondene til, sammen med det danske civilsamfund, at skabe innovative løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor.

Lars Linderholm
Afdelingschef i Ældre Sagens frivilligafdeling

Proces frem for indholdsstøtte
Med al respekt for fondenes medarbejdere, så er de hverken dygtigere eller dårligere end de medarbejdere, der ansøger. Kvaliteten af ansøgningerne bliver derfor ikke bedre af den sparring, som fondene giver i forbindelse med ansøgninger, men kommer til i højere grad at afspejle det, fonden og dens medarbejdere gerne vil.

Det forklarer, hvorfor mange foreninger føler, der bliver gjort vold på deres projekter. Til gengæld vil jeg medgive, at mange projekter måske ikke er tænkt ordentligt igennem. Det skyldes ikke, at ansøgerne er udygtige eller ikke kender til materien i de sociale problemer, de gerne vil løse. Det skyldes mere, at der generelt ikke bruges tid nok på den del af processen.

Helt konkret foreslår jeg, at fondene i stedet for at tilbyde sparring til de projekter, de muligvis vil støtte, tilbyder uvildig proceskonsulentstøtte. Fondene skal derfor i deres netværk have dygtige proceskonsulenter, der på en to-dages workshop kan hjælpe de udvalgte ansøgere igennem den proces, det er at få tænkt sit projekt helt igennem.

Kravet til ansøgerne er, at de afsætter tiden og stiller med den projektgruppe, der skal arbejde med projektet. Efter et sådan forløb kan fonden så beslutte, om den vil støtte eller ej.

Gennemsigtige krav
Enhver organisation har egne interesser, som de varetager. Det har fonde også. Fair nok. Krav fra fondene i form af synlighed, samarbejde med øvrige partnere og lignende, bør fondene stille helt åbent.

Det styrker troværdigheden, at disse præsenteres klart og er ikke noget, som ansøgerne skal gætte sig til. Hvordan disse krav kan imødekommes, kan med fordel overlades til ansøgeren at komme med bud på. Ansøgeren kan lettere overskue mulighederne i sit projekt, og oplevelsen bliver ikke, at fondene forsøger at ændre projektet, men at opgaven for ansøgeren er at løse et relevant krav.

Drop dokumentations- og evidenskrav
Jeg ved godt, at det måske virker som et kontroversielt forslag, men jeg foreslår, at fondene går forrest i kampen mod den omsiggribende dokumentationsepidemi og i stedet promoverer meningsfuld evaluering.

Det er klart, at enhver modtager af fondsstøtte skal vise, at man bruger pengene i overensstemmelse med det, man har fået dem til. Men helt ærligt. Der er da ingen, der er mere optaget af, om det projekt, man har sat i søen, lykkes, end dem, der har søgt om penge til projektet.

I mange projekter ligger "guldet" et helt andet sted, end man oprindeligt havde forestillet sig. Med krav om dokumentation og evidens løber ansatte og frivillige efter at opfylde de oprindelige mål og overser måske de reelle gevinster ved projektet.

I stedet skal fondene støtte ildsjælene bag projekterne ved at hjælpe dem med at lykkes. Det kan for eksempel gøres ved, at fondene midtvejs i et projekt inviterer alle involverede til fælles "basecampmøde", hvor alle parter får mulighed for at stoppe op og reflektere over, hvordan projektet går. Projektet sluttes så med et "summitmøde", hvor der samles op på projektets resultater set med de involveredes øjne.

Et alternativ er, at fondene helt dropper ønsket om at evaluere projekterne og selv afsætter tid til at følge projekterne tæt. Det betyder, at fondenes medarbejdere ofte er med som "flue på væggen" ude i aktiviteterne og bruger tid på at tale med både frivillige, brugere og medarbejdere. Jeg er overbevist om, at det vil give en meget bedre forståelse af de projekter, som de støtter, og de resultater der skabes.

Og hvor kontroversielt dette forslag end lyder, så har fondene jo reelt denne mulighed for at gå forrest. Fonde står til ansvar over for deres fundatser, men ikke overfor skatteydere, politikere eller aktionærerne. En helt unik position i Danmark, som bør udnyttes.

Netværk og vidensbanker
Fonde kommer i kontakt med tusindevis af projekter årligt og støtter hundredvis. Fondene er måske, uden at de selv helt er klar over det, kæmpe vidensbanker. De fleste ansøgere har ikke den type overblik og er mest optaget af deres egne konkrete projekter.

Det vil være en kæmpe gevinst for os alle, hvis fondene faciliterer, at ansøgere kobles med relevante partnere. Det kan enten være nogle, der er i gang med samme type projekt, eller nogle, der har specifik viden om det emne, som ansøgerens projekt handler om.

Drømmer man helt vildt, kunne danske fonde gå sammen om at lave en årlig "fondsdag", hvor erfaringer og resultater af konkrete projekter deles. Hvor forskere præsenterer nye relevante resultater, og ansøgere kan speed-date med hinanden. Hold op hvor ville det være berigende for det danske civilsamfund.

Støt civilsamfundets "infrastruktur"
Mit sidste forslag er, at fondene bruger en del af deres penge på at støtte civilsamfundets "infrastruktur". Med det mener jeg, at fondene bidrager til at løse to af de typiske udfordringer (den tredje er lønninger), som mange mindre projekter står overfor - nemlig lokaler og opstartspenge.

Som direktør i Tuborgfondet Anne-Marie Skov så rigtigt gør opmærksom på, er det tit relativt få penge, som de fleste projekter har brug for. Det er måske småpenge for en stor fond, men det er mange for det konkrete projekt.

Støtte til gode lokaler, hvor frivillige og projekterne kan drives fra, vil også være et vigtigt bidrag. Lokaler i kommunerne er en manglevare, og jeg er ikke i tvivl om, at for alle projekter er lokaler i top tre på ønskelisten.

En idé kunne være, at fondene støtter oprettelsen og driften af frivilligcentre i alle landets kommuner og lader disse frivilligcentre stå for at uddele de små-donationer, som de fleste projekter har brug for. En sidegevinst vil være, at fondene dermed undgår en stor arbejdsopgave, det er at vurdere mange små projekter, og får lokale partnere, der kender lokalområdet og kan følge projekterne tæt.

Det vil også styrke frivilligcentrenes uafhængighed af kommunerne og dermed styrke civilsamfundets mulighed for at give kommunerne modspil. Jeg skal understrege, at jeg ikke har taget frivilligcentrene i ed på denne idé, så den står helt for egen regning.

Lad mig slutte af med, at jeg godt er klar over, at mange fonde allerede gør flere af ovenstående ting. Det er jo der, jeg har hentet inspirationen. Mine forslag er ment som mit bud på, hvor jeg tror, "skoen trykker", og hvad fondene kan gøre for at forbedre samarbejdet med det Foreningsdanmark, det gerne vil støtte.

Alternativet - nemlig bare at ignorere Altingets undersøgelse - vil være synd og skam, for Danmark har brug for fondene til, sammen med det danske civilsamfund, at skabe innovative løsninger på de udfordringer, Danmark står overfor.