Amnesty-general: Der er brug for at genfortælle menneskerettighederne

PORTRÆT: Kampen for menneskerettighederne har altid været personlig for Trine Christensen. Nu advarer Amnestys generalsekretær de danske politikere om, at de er på en farlig kurs.

Du kan høre Carsten Terp Beck-Nilsson læse denne artikel op herunder. Få flere lydartikler via iTunes her eller Soundcloud her.

Der er et indtrængende blik i Trine Christensens blågrå øjne. Og under de lange, formfuldendte sætninger ligger der en inderlighed i stemmen. En appel om at forstå alvoren i hendes ord.

“Vi befinder os på et af de helt afgørende tidspunkter i historien,” som hun siger.

“Presset mod menneskerettighederne er kraftigere end nogensinde. I 2017 har vi set nogle tilbageslag af en karakter, man næsten ikke kunne forestille sig. Og jeg tror ikke, at vi har set det værste endnu.”

Det er ikke en passiv konstatering. Snarere et kampråb. For i 2018 stiller generalsekretæren for Amnesty International sig i spidsen for en kampagne, der skal genoprette opbakningen til de menneskerettigheder, der er så vigtige for hende.

Trine Christensen har tilbragt hele sit arbejdsliv i Amnesty. Som frivillig, researcher, policychef, vicegeneralsekretær og nu altså som general for de danske menneskerettighedsforkæmpere.

Med de 30 artikler fra FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder i hånden har hun kæmpet mod nærmest ubegribelige krænkelser af mennesker: systematisk voldtægt af indianerkvinder, politivold mod prostituerede, fængslinger og tortur, vold og drab på selv små børn.

Og nu, i 70-året for vedtagelsen af verdenserklæringen, er det internationale værn, der skal beskytte klodens allersvageste mod overgreb ifølge Trine Christensen selv under heftig beskydning og har brug for beskyttelse. Ikke kun i lande som Polen, Ungarn og Tyrkiet er der problemer. Også vores hjemlige politiske debat afspejler en smuldrende opbakning.

“Retorikken har handlet meget om, at menneskerettighederne beskytter de forkerte. Og vi har sågar set Dansk Folkeparti stille forslag om at skrive menneskerettighederne ud af dansk lov,” analyserer Trine Christensen og fortsætter:

“Og når statsministeren så i et af de mest prominente øjeblikke, nemlig Folketingets åbningstale, taler om, at man som danskere ikke kan genkende sig selv i det system, så er det blevet mainstream at kritisere menneskerettighederne. Så handler det ikke længere om partier i kanten af dansk politik.”

Det er den kurs, Trine Christensen har sat sig for at ændre i 2018. Derfor kickstarter Amnesty nu en kampagne, der strækker sig over hele året.

“Der er brug for en genfortælling om, hvad menneskerettighederne har gjort for os over de sidste 70 år. Hvad det er for fremskridt, der er sket for almindelige mennesker verden over med det instrument i hånden,” siger hun og fremhæver blandt andet kvinders rettigheder på verdensplan, men også Menneskerettighedsdomstolens beskyttelse af ytringsfrihed, pressefrihed og foreningsfrihed i Danmark.

Da de sorte børn fik forreste række
Der er ikke nogen i Trine Christensens nærmeste familie, som for alvor er overrasket over, at det lige er hende, der er endt på posten som general for de danske menneskerettighedsforkæmpere.

Allerede som barn havde hun en meget klar fornemmelse for rigtigt og forkert, fortæller hendes to år yngre søster, Susse Sjørslev Christensen.

“Hun er meget styret af retfærdighedssans. Dengang oplevede jeg det, når der var konflikter mellem  os børn og de voksne. Der var det hende, der forklarede mig, hvorfor tingene skete. Hun evnede ofte at se det store billede,” siger Susse Christensen.

Trine Christensen er født i København af forældre fra Tåsinge, men hun tilbragte størstedelen af sin barndom uden for Danmark. Faderen var maskinmester og arbejdede for A.P. Møller - Mærsk, først i Singapore, så i Tanzania. Sidenhen slog familien sig ned i Portugal.

I Tanzania boede familien på en plantage nær Kilimanjaro. Her oplevede Trine Christensen, hvordan moderen, som var sygeplejerske, insisterede på, at familien brugte den sorte læge på den lokale klinik i stedet for at tage til en hvid læge i den nærliggende by.

Og hun husker, hvordan de hvide børn fik plads på de forreste rækker, når der hver søndag blev vist film i plantagens messe. Indtil efter en af de mange nationaliseringer, der foregik i landet i 1970‘erne. Så var de forreste rækker pludselig optaget af sorte børn.

“Jeg kan huske, hvor løssluppen stemningen var den dag. Det var en lille smule skræmmende. Men samtidig kunne jeg godt se, at det var rigtigt, at dem, der kom først, fik stolene, i stedet for dem, der havde hudfarvens privilegium. Den jubel, der var i messen, sagde meget om, hvor forkert det havde været før,” siger Trine Christensen.

Foto: Katja Holm/Altinget

Tiden i New York
Som barn var hun fascineret af det arbejde, Mother Theresa foretog. Og da hun sidenhen skrev speciale i Argentina, stødte hun på en rapport fra Amnesty International om straffrihed for torturbødler.

Måske var det derfor, hun endte med at arbejde frivilligt for Amnesty, mens hun gjorde sine studier færdige i København. Det kunne lige så vel være blevet FN eller en anden ngo, siger hun selv i dag. Under alle omstændigheder blev de frivillige timer på Dyrkøb 3 i København definerende for hendes videre karriere.

For inden hun i 1999 flyttede med sin kæreste til New York, donerede hun nogle brugte reoler til organisationen. Den dag, hun afleverede dem, havde hovedkontoret lige haft besøg af en farverig, storrygende advokat fra Amnesty i New York. Og hun havde efterladt sit kort med en besked om, at Trine Christensen bare kunne kontakte hende. Det gjorde hun. Kort efter blev hun frivillig hos Amnesty International i USA. Her blev hun i 10 år.

En af dem, der kender hende fra New York, er Rachel Ward. Hun er research-direktør i Amnesty International, og sammen opbyggede de den amerikanske researchafdeling.

Her dokumenterede de blandt andet omfattende seksuelle overgreb på indianske kvinder og politivold mod transkønnede prostituerede.

11. september 2001
Det er også her, i New York, at Trine Christensen mener, at den opbakning til menneskerettighederne, som efter Murens fald i 1989 buldrede frem, nåede sit foreløbige zenit og begyndte at smuldre. Nærmere bestemt Manhattan 11. september 2001. Trine Christensen oplevede tvillingetårnenes kollaps fra taget på sin chefs lejlighed.

Ni dage senere så Trine Christensen sammen med en flok kolleger på en tv-skærm i den lokale pub præsident Bush erklære krig mod terror. Og ved ordene “Enten er I med os eller mod os” trak hendes mave sig sammen. Uden præcist at kunne forklare det vidste hun, at det var en epoke, der sluttede.

”Vi så konturerne af det, der ville komme. Men jeg tror ikke, nogen af os havde forestillet os, hvor vidt det ville gå,” siger Trine Christensen og fortsætter:

“USA havde muligheden for at blive det fyrtårn, der viste verden, hvordan man håndterer terror. Men da Bush holdt sin tale, stod det klart, at det ikke blev det inspirerende øjeblik, som det kunne være blevet. I stedet startede man en glidebane med krænkelser af menneskerettigheder, der har bragt os til det sted, hvor vi står i dag.”

I månederne efter 9/11 brugte de hovedparten af deres vågne timer på at dokumentere den tsunami af menneskerettighedskrænkelser, der fulgte i kølvandet på terrorangrebet.

“Over hele USA blev muslimske og mellemøstlige mænd i hobetal fejet sammen og anbragt i centre under forfærdelige forhold, uden at deres familier blev orienteret om, hvor de var. Begivenhederne i den periode støbte fundamentet til mange af de krænkelser, der siden fulgte,” siger Rachel Ward.

I arbejdet med at registrere og dokumentere de massive brud på menneskerettighederne oplevede hun Trine Christensen som en kollega med en enorm dedikation og en kæmpe arbejdskapacitet. Heller ikke Rachel Ward er overrasket over, at Trine Christensen i dag står i spidsen for Amnesty i Danmark.

“Oveni sit brændende engagement har Trine et strategisk blik og nogle ledelsesevner, der gør hende til en helt oplagt leder i menneskerettighedsbevægelsen,” siger hun.

Den modstræbende vicegeneral
Det var imidlertid ikke helt sådan, Trine Christensen så sig selv. I hvert fald ikke da Amnestys daværende generalsekretær Lars Normann Jørgensen i 2011 tilbød hende at blive vicegeneralsekretær.

“Den tanke havde jeg overhovedet ikke overvejet. Så jeg sad bare og tænkte: ‘Hvordan slipper jeg ud af det her?’” fortæller Trine Christensen.

På det tidspunkt havde hun været hjemme i Danmark i to år. Hun arbejdede som policychef i Amnesty og elskede sit arbejde.  

“Jeg havde det som en fisk i vandet, men Lars argumenterede godt for, at organisationen havde brug for det, så jeg sprang ud i det,” siger Trine Christensen.

Anderledes velovervejet og målrettet gik hun til værks, da stillingen som generalsekretær i 2015 blev ledig.

“Jeg havde været så heldig at være vicegeneralsekretær i et par år, og jeg vidste, hvad jeg kunne, og hvad jeg gerne ville. Så det var et skridt, jeg gerne ville tage,” siger hun.

Foto: Katja Holm/Altinget

Ganske utraditionelt meldte Trine Christensen åbent ud, at hun var kandidat til posten.

“Det gjorde jeg, fordi ellers ville folk bare gå og gisne om det. Og jeg syntes ikke, der var nogen skam ved at sige, at jeg gik efter stillingen. Jeg kan bedst lide at være åben,” siger Trine Christensen.

Det træk imponerede Dan Hindsgaul, som er kommunikations- og policychef og en del af Amnestys ledergruppe. Ikke mindst fordi det stod klart, at stillingen som vicegeneralsekretær samtidig skulle nedlægges.

“Hvis hun ikke fik jobbet, havde hun ikke noget arbejde. Det må have været en belastning for hende, men man kunne ikke mærke det i hendes daglige arbejde. Hun holdt sig ikke tilbage med kritik eller ændrede noget i sin væremåde. Der slog det mig, hvad det var for krummer, der var i hende,” siger Dan Hindsgaul.

Han understreger, at ansættelsen af generalsekretæren ikke var nogen skinproces. Og det bekræfter advokat Claus Høxbro, som sad med i ansættelsesudvalget.

“Det var en meget grundig proces over flere måneder, hvor vi havde et bureau til at screene markedet. Og det er klart, at det, at hun kendte organisationen indefra, gjorde det lettere at komme op med en vision for Amnesty. Men omvendt betød det også, at hun blev hårdere bedømt end de andre kandidater,” siger Claus Høxbro.

Kampen for transkønnede
En egenskab, samtlige kilder nævner, er Trine Christensens brændende engagement. For sagen, men også for de mennesker, som hun møder.

I 2015 gik Amnesty sammen med LGBT Danmark til kamp for transkønnedes rettigheder. En af de transkønnede aktivister var Mark Nielsen, som på daværende tidspunkt ikke havde haft meget succes med at fortælle sin historie.

“Jeg har været vant til at blive mistænkeliggjort og umyndiggjort, blevet testet for, om jeg var retarderet, og behandlet, som om jeg medvirkede i et freakshow,” siger han.

På Amnestys hovedkontor oplevede han en lyttende og nærværende generalsekretær.

“Jeg måtte knibe mig selv i armen: ‘Hvad er det for en planet, jeg er landet på?’”

Efter to års samarbejde, der endte med, at transkønnethed blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske lidelser, kunne Mark Nielsen føje ihærdighed til listen over Trine Christensens egenskaber.

“Hun er som en grævling, der bider sig fast – måske ikke til knoglerne knaser, men i hvert fald til der sker en forandring,” siger Mark Nielsen.

Menneskerettighedsforkæmperen Maryam al-Khawaja kender Trine Christensen gennem sit arbejde. Også hun hæfter sig ved Trine Christensens oprigtighed.

“For nogle menneskerettighedsforkæmpere bliver arbejdet mekanisk, men det er anderledes med Trine. Man kan mærke hendes passion og hendes tro på det arbejde, hun gør,” siger Maryam al-Khawaja.

I flere år har hun og Amnesty stået side om side i bestræbelserne på at få frigivet hendes far, Abdulhadi al-Khawaja, som siden 2011 har siddet i fængsel i Bahrain. I den periode har hun haft tæt kontakt med Trine Christensen. Og det er ikke blevet vanskeligere af, at Trine Christensen er steget i graderne.

“Folk ændrer sig ofte, når de bevæger sig op ad karrierestigen. Men jeg kan stadig komme i kontakt med Trine på samme måde, som jeg altid har gjort. Og hun er lige så omsorgsfuld, som hun altid har været,” siger Maryam al-Khawaja.


Karen Ellemann (V)

 “Jeg kender Trine som en kommunikativt enormt stærk generalsekretær, som ikke spilder tiden med alverdens udenomssnak, men går direkte til kernen på en ordentlig og saglig måde. Hun er meget engageret, men ikke angribende.” 

Martin Lidegaard (R) 

“Mit indtryk er, at Amnesty har fået en knalddygtig og meget engageret chef, som sætter sig på posten på et tidspunkt, hvor menneskerettighederne er under pres. Jeg kan ikke mindes, at der i min tid har været større pres på menneskerettighederne end nu. Derfor er der brug for en stærk stemme med politisk gehør. Og de kvaliteter tror jeg, Trine Christensen har.” 

Peter Skaarup (DF) 

“Jeg har den holdning, at man godt kan arbejde professionelt sammen, selv om man ikke er enige om alt. Skal man opnå noget fagligt, er det vigtigt at gå efter bolden og ikke manden, for det nytter ikke noget i længden. Og Trine Christensen er god til at gå efter bolden.”  

General i gummistøvler
Internt oplever Dan Hindsgaul en generalsekretær, som ikke er bleg for at gå forrest. Hun dukker op i gummistøvler, når 20 aktivister fra Amnesty i silende regnvejr protesterer uden for den tyrkiske ambassade, og hun er den første på fodboldbanen, når sekretariatet slår sig løs.

“Selv om hun sandt for dyden ikke er god til at spille fodbold,” tilføjer han.

Men generalen i gummistøvler er også i stand til at iføre sig stiletter og spadseredragt, når det er det, der er påkrævet. Hun har en evne til at skabe tætte relationer, hvad enten det er til folk, som har oplevet overgreb, eller til ministre og erhvervsledere.

Han fortæller, hvordan Amnesty på et tidspunkt skulle aflevere underskrifter til en minister. Kutymen ved ministermøder er, at gæsterne tager plads på den ene side af bordet, mens ministeren sidder sammen med sine embedsmænd på den anden side af bordet. Men Trine Christensen greb øjeblikket og satte sig ved siden af ministeren. Og i det øjebliks forbløffelse, der opstod, fik hun startet en samtale, der blev mindre formel end vanligt.

“Fra min tid som researcher ved jeg, at du højst har et minut til at skabe en fortrolighed, der gør, at mennesker vil fortælle dig deres historie. Det er det centrale rum for mig, uanset om jeg taler med en minister eller en person, der har været udsat for voldtægt,” siger Trine Christensen.

Det handler om at få nedbrudt den barriere, der blokerer for samtalen, siger hun.

“Man skal have lukket op for de samtaler, hvor vi lytter til hinanden, så det ikke bare bliver en konstatering af, at jeg mener det, og du mener det modsatte, og så går vi hver til sit.”

Stærk legitimitet i organisationen
Dan Hindsgaul peger også på, at Trine Christensen har formået at sætte retning på en organisation bestående af ildsjæle, som ellers ikke løber i samme takt.

”Fra starten har Trine sagt, at vi skulle have en rød tråd i vores arbejde og tænke mere langsigtet,” fortæller Dan Hindsgaul:

”Hun chokerede folk lidt ved at bruge Dansk Folkeparti som eksempel på nogle, der arbejder på en langsigtet dagsorden og hele tiden er dygtige til at springe på aktuelle sager, der understøtter det langsigtede mål.”

Og det er hun lykkedes med, mener Lars Bo Kirk. Han er direktør i kommunikationsbureauet Friday og har i en årrække været sparringspartner for ledergruppen i Amnesty.

”Min opfattelse er, at Trine Christensen har en enorm legitimitet, og at hun har fået skabt en ret klar retning,” siger han.

Det er ellers ikke nogen let opgave at stå i spidsen for en organisation som Amnesty, påpeger han.

”Det kræver en enorm viljestyrke at være leder i en organisation, der bygger rigtig meget på frivillige og græsrødder. Hvis du ikke har optjent din legitimitet i sådan en organisation, er du intet. Det er anderledes end i en privat virksomhed, hvor du kan være noget i kraft af din titel,” siger han.

Et sted prikker Lars Bo Kirk dog jævnligt til Trine Christensen.

”Jeg driller hende med, at hun er alt for uambitiøs. Hvorfor er målet ikke, at samtlige danskere skal være medlemmer af Amnesty? Hvem kan sige nej til det?” siger han.

Den pointe nikker Trine Christensen til – men kun delvist.

”Lars er god til at udfordre os, og han har ret i, at vi nogle gange er fanget i vores egen forsigtighed. Jeg synes i hvert fald, at vi godt kan sætte barren højere, end vi gør,” siger hun og tilføjer:

”Men samtidig får jeg stadig lidt uro i maven ved tanken om, at alle skulle have lyst til at være med. Der er noget totalitært ved tanken om, at alle danskere skulle have lyst til at melde sig ind. Jeg kan i hvert fald godt forestille mig et par stykker, som ikke vil være med.”

Foto: Katja Holm/Altinget

Mere fakta i debatten
Det er nu heller ikke målet, at Amnestys medlemstal skal hæves fra 80.000 til 5,7 millioner. I hvert fald ikke det kommende år.

Derimod vil generalsekretæren gerne gå ud af 2018 med en større opbakning til menneskerettighederne. Og derfor vil Amnesty arrangere events og happenings, debatmøder, internationale besøg, koncerter og sportskampe ud over året – alt sammen med det formål at rette op på måden, vi taler om menneskerettighederne.

“Det skal ikke være så nemt at angribe menneskerettighederne,” siger hun.

Trine Christensen vil især gerne have mere fakta ind i debatten, som efter hendes opfattelse er vredet skæv.

”I ønsket om at håndtere det pres, som 65 millioner mennesker på flugt skaber, kan det nogle gange være let at skabe et billede af, at der er noget andet i vejen. Og her står menneskerettighederne for skud på grund af noget, de faktisk ikke er skyld i,” siger hun.

”Og i forhold til udvisning af kriminelle udlændinge har det jo også vist sig, at problemet ikke ligger hos Menneskerettighedsdomstolen, men hos de danske domstole,” tilføjer hun.

De politiske signaler bliver bemærket
Og så er vi fremme ved tingenes tilstand lige nu.

En panorering ud over vores nærmeste omgivelser afslører, at regeringer i Rusland, Ungarn, Polen og Tyrkiet udviser åbenlys foragt for menneskerettighederne. Og retter vi blikket mod USA, kan vi se en amerikansk præsident, som igen og igen har undermineret grundlæggende rettigheder – både med sine politikker og med udtalelser i medierne og på Twitter.

Trine Christensen fremhæver Donald Trumps indrejseforbud mod mennesker fra bestemte lande, forsøget på at forbyde transkønnede i forsvaret, hans holdninger til bøsser og lesbiske og ikke mindst den manglende afstandtagen til den racistiske vold i Charlottesville. Det, i kombination med at USA træder ud af internationale aftaler, er bekymrende, mener hun.

“Det er jo ikke et direkte menneskeretsproblem, at USA træder ud af klimaaftalen, men det tegner et mønster af et USA, som underminerer de internationale institutioner, som er med til at skabe fred og stabilitet i verden,” siger hun.

Det skaber et betændt klima, mener Trine Christensen. Og det rækker i hendes optik helt ind i dansk politik. Frem til midten af maj i år er Danmark formand for Europarådet – det organ, der står bag Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Og statsminister Lars Løkke Rasmussen har flere gange – blandt andet til Altinget: magasin fra december – proklameret, at regeringen vil bruge formandskabet til at ændre domstolens virke, så menneskerettighederne ikke kan bruges til at blokere for udvisningen af hårde kriminelle udlændinge. For Trine Christensen er det udtryk for en fejlagtig politisering.

”Menneskerettighederne er blevet en brik i et politisk spil. Selvfølgelig må man gerne diskutere menneskerettighederne. De er jo ikke en hellig ko, som skal stilles op på en piedestal og tilbedes. Men diskussionen er kommet for langt væk fra kernen, og vi glemmer lidt, at menneskerettighederne faktisk er til for at beskytte os alle sammen,” fastslår Trine Christensen.

Når danske politikere begynder at tale om menneskerettighederne som en parasit på retsstaten og en trussel mod Danmarks suverænitet, er vi slået ind på en farlig kurs, mener hun.

“Det betyder noget, når politikere i vestlige lande, som normalt er garanter for menneskerettighederne, pludselig lukker op for, at man godt kan revidere dem, og at man må have nationale interesser,” advarer Trine Christensen. Hun fortæller, at Amnesty modtager meldinger verden over fra samarbejdspartnere om, at de politiske signaler bliver bemærket.

“I Uganda lykkedes det for eksempel at få stoppet en lov om dødsstraf for homoseksualitet. Men nu fortæller lederen af Sexual Minorities Uganda, at på grund af Donald Trump forbereder de mest homofobe i Ugandas parlament et comeback. For de ved, at de ikke vil blive kritiseret af USA,” siger Trine Christensen:

“Og det betyder også noget, hvad toneangivende politikere siger i Danmark.”

Der er en gruppe i befolkningen, som oplever menneskerettighederne som en trussel mod deres retsfølelse. Hvordan vil du håndtere det?

“Det bliver enormt vigtigt at tackle og ikke bare prøve at feje det væk. Jeg tror, det er vigtigt at prøve at forstå, hvad danskerne mener om menneskerettighederne, hvor deres tvivl kommer fra, og hvad den handler om. Og så er det måske også et spørgsmål om at gå op mod nogle af de fordomme, der eksisterer, og få belyst de reelle problemer.”

Men det er vel ikke udelukkende fordomme? Der er vel også en reel værdikonflikt?

“Der vil være uenigheder, og dem skal man ikke prøve at skjule. Men jeg synes, man skal fokusere mere på de ting, der forbinder os, end dem, der skiller os ad. Trods alt ligger der nogle værdier – helt tilbage til Jyske Lov, over hjælpen til jøderne under Anden Verdenskrig til i dag. Og det er nogle grundlæggende værdier og symboler, som jeg tror er almengyldige for mange danskere.”

Professor: Danmark bakker stadig op

Menneskerettighederne er under hårdt pres på den globale scene, men trods tonen i debatten herhjemme bakker Danmark stadig op. Det mener Jens Elo Rytter, professor med speciale i menneskerettigheder ved Københavns Universitet.

“Der er nogle udviklinger – især i Østeuropa – som jeg er meget bekymret over. Og jeg synes, man skal tænke sig godt om og ikke kritisere tankeløst. For systemerne er ikke så stærke, som vi går og tror. Og man risikerer at åbne for en underminering af de rettigheder, som vi har brugt lang tid på at bygge op,” siger han.

Jens Elo Rytter er ikke nær så bekymret som Trine Christensen for menneskerettighedernes grundlæggende sundhedstilstand. “Der er nogle områder, som især handler om udlændinge, hvor der er modstand, men det ser jeg ikke som udtryk for, at hele menneskeretskomplekset er truet. Præmissen er stadig, at Danmark bakker op om menneskerettighederne,” siger han. Derimod er der nogle områder, hvor rettighederne strider mod retsfølelsen i befolkningen. Og det skal diskuteres, mener Jens Elo Rytter.

“Det må ikke være sådan, at vi ikke kan diskutere systemet, af frygt for at mørke kræfter hælder menneskerettighederne ud med badevandet. Vi har brug for en konstruktiv debat om, hvor man er kørt ud over kanten. Men vi skal også gøre det lysende klart, at vi bakker op om systemet og de grundsøjler, det har,” siger han.

“Vi kommer til at rykke diskursen”
For Trine Christensen er hovedpointen, at menneskerettighederne gerne må være til diskussion, men på et sagligt grundlag, der ikke underminerer fundamentet for rettighederne og for det system, der håndhæver dem.

”Ligesom i ethvert retssystem kan man synes, at nogle hjørner er bedre end andre, men vi smider jo ikke landsretten ud af den årsag,” siger hun.

Så det, du savner, er, at politikerne skiller tingene ad? At de siger utvetydigt, at de bakker op om menneskerettighederne, men vil se på domstolenes praksis?

“Så ville det være klar tale. Og det ville blive mere tydeligt, at menneskerettighederne er et system, som har givet os rigtig mange goder, og som vi har hårdt brug for, hvis vi skal hjælpe Europa til at fortsætte ad vejen mod fred og stabilitet og modgå nogle af de udviklinger, vi ser i for eksempel Polen og Ungarn.”

Det er Trine Christensens håb, at debatten om menneskerettighederne har en anden tone, når 2018 rinder ud. Men hun er ikke naiv.

” Jeg er fuldt ud bevidst om, at det ikke bare er noget, man retter op på et år. Man har brugt måske ti år på at nedbryde opbakningen til menneskerettighederne, så en kampagne over et enkelt år kan ikke løse det,” siger hun.

“Men jeg tror på, at vi stille og roligt kommer til at rykke diskursen.”

Amnesty under beskydning i prostitutionsdebatten

Da Amnesty International i august 2015 vedtog en politik for beskyttelse af sexarbejdere, kom organisationen under uvant beskydning – ikke fra de vanlige modstandere, men fra de partnere, Amnesty normalt arbejdede sammen med.

Et af punkterne i det omfattende politikpapir var legalisering af prostitution – ud fra en tanke om, at kriminalisering gjorde mere skade end gavn. Det satte gang i et års skudvekslinger med organisationer, der arbejder med prostitution. Og midt i det hele stod Trine Christensen.

”Især i Skandinavien, hvor der er meget stærke holdninger til, at sexkøb skal kriminaliseres, var det virkelig chokerende, at Amnesty kom ud med den her position,” siger Trine Christensen.

For hende selv, som rettighedsforkæmper og feminist, var diskussionen vanskelig. Hun kom med erfaringer fra USA, der sagde hende, at kriminalisering entydigt skadede sexarbejderne, fordi det udsatte dem for overgreb fra politiet. Overgreb, de ikke kunne beskytte sig imod.

”Det var det framework, jeg gik ind i debatten med. Men så læste jeg ind på det og endte nærmest ovre i den anden grøft. Så for mig har det været en rejse, hvor jeg var frem og tilbage,” fortæller Trine Christensen:

”Jeg endte med at være personligt enig i det valg, Amnesty traf – men med meget større respekt for, at der kan foretages en anden vurdering. Fordi jeg tillod mig selv den tvivl undervejs.”

Trine Christensen oplevede debatten som uhyre intens, men vigtig og principiel. Og ikke mindst uden faste facit.

”Bare fordi jeg nu havde set et lille hjørne af verden, så betyder det ikke, at man ved alt. Det er det eneste, jeg er sikker på. Så må man træffe nogle valg undervejs, hvor man forsøger at finde den løsning, der kan hjælpe flest mennesker og i hvert fald ikke skade nogen. Det er ikke altid let. Og jeg har stor respekt for dem, der mener noget andet end mig.”

Én på gasmasken

Et opslag i Amnestys medlemsblad sendte i marts 2017 Trine Christensen på rundtur i medierne.

En guide med gode råd til demonstranter var illustreret med en tegning af to aktivister – den ene med et tørklæde for munden, den anden iført gasmaske.

Teksten kom fra Amnesty i USA og var affødt af de demonstrationer, der foregik i USA lige efter Donald Trumps tiltræden som præsident. Men hvad Amnesty ikke havde været opmærksom på var, at illustrationen og en passage i teksten kolliderede med det danske maskeringsforbud. Og det fik i den grad Folketingets retsordførere på banen.

”Fuldstændig misforstået”, ”Vanvittigt” og ”Fuldstændig forfejlet” var nogle af de ord, opslaget fik med på vejen. Og Amnesty blev beskyldt for at opfordre til konfrontation med politiet.

Resultatet blev, at Trine Christensen tilbragte en hel fredag i medierne.

”Der var ikke andet at gøre end at sige undskyld,” siger Trine Christensen.

”Vi kontaktede også alle retsordførerne og forklarede, hvordan det var sket. Og vi skrev en mail til vores medlemmer. Faktum er jo, hvad der stod. Det må man undskylde. Vi vil jo ikke opfordre til ulovligheder,” siger hun.

Dagen efter var der møde i Amnestys bestyrelse. Og også her måtte Trine Christensen forklare sig. Men samtidig gjorde hun det klart, at Amnesty også i fremtiden vil begå fejl.

”Jeg sagde: 'Det eneste, jeg kan love jer, er, at vi kommer til at begå fejl igen – men ikke den samme. Vi skal lige tænke lidt mere over, hvad vi oversætter og være opmærksomme på sammenhængen mellem international og dansk kontekst',” siger Trine Christensen.

For hende er den vigtigste konklusion, at man skal undgå en nulfejlskultur, hvor man skruer så meget op for kontrollen, at man fjerner al risiko, men samtidig tager livet af organisationens sjæl.

”Vi skal ikke holde op med at have kant og prøve ting af. Det fede ved alle de ildsjæle er, at de finder på alt muligt godt og er så kreative. Jeg vil gerne have en fri kultur, og det medfører, at der indimellem vil komme nogle fejlskud. Dem må vi tage,” siger hun og tilføjer:

”Selvfølgelig skal vi holde øje med, om vi kan stå inde for det, vi laver. Men vi skal ikke have al mulig kontrol ind. Jeg tror ikke på hele den her nulfejlskultur.”

Forrige artikel Kritiseret Coop-formand: “Ikke altid en fordel, at vi diskuterer i pressen Kritiseret Coop-formand: “Ikke altid en fordel, at vi diskuterer i pressen" Næste artikel Tuborgfondet vil fremme nye måder at engagere sig på Tuborgfondet vil fremme nye måder at engagere sig på
  • Anmeld

    Birger Josephsen · x

    HVEM ORKER AT LÆSE DEN GANG HØ

    Menneske rettigheder og konventioner min bare ..Når et menneske kommer til Danmark og siger det magiske ord asyl .. Er personen helliggjort og nationene er låst fast personen kan ikke udvises landet hænger på vedkomene resten af personens liv..
    Vi i Danmark behøver ikke være tilknyttt nogen form for menneskeret /konventioner .Vi burde melde os ud af dette Cirkus ,som ikke har noget med den virkelige verden at gøre what so ever .,,

  • Anmeld

    Michael Svennevig · forfatter og dramatiker

    En selvfølge med menneskerettighederne

    Det er en selvfølge med menneskerettighederne, men det er blevet en truet selvfølge. Populisterne har god vind i disse år og ulvene hyler med i kor. Det er skræmmende. Menneskerettighederne er den gren vi selv sidder på. At skære den over, betyder at vi falder ned.

  • Anmeld

    THERESA WILLIAMS · lost love spell

    jeg har brug for min ex tilbage

    Hej, jeg er Theresa Williams Efter at have været i forhold til Anderson i årevis, brød han op med mig, jeg gjorde alt for at bringe ham tilbage, men alt var forgæves, jeg ville have ham tilbage så meget på grund af den kærlighed jeg har for ham, Jeg bad ham med alt, jeg lavede løfter, men han nægtede. Jeg forklarede mit problem for min ven, og hun foreslog, at jeg hellere skulle kontakte en stavekaster, der kunne hjælpe mig med at stave for at bringe ham tilbage, men jeg er den type, som aldrig troede på magi, jeg havde intet valg end at prøve det, jeg mailede stavekassen, og han fortalte mig, at det ikke var noget problem, at alt vil være okay inden tre dage, at min ex vender tilbage til mig inden tre dage, han kastede magten og overraskende den anden dag, den var omkring 4 pm. Min ex kaldte mig, jeg var så overrasket, jeg svarede på opkaldet og alt, hvad han sagde var, at han var så ked af alt, hvad der skete, at han ønskede, at jeg skulle vende tilbage til ham, at han elsker mig så meget. Jeg var så glad og gik til ham, det var hvordan vi begyndte at leve sammen igen heldigvis. Siden da har jeg lovet, at enhver, jeg ved, har et forholdsproblem, ville være til hjælp for en sådan person ved at henvise ham eller hende til den eneste virkelige og magtfulde stavekaster, der hjalp mig med mit eget problem. email: {drogunduspellcaster@gmail.com} du kan maile ham, hvis du har brug for hans hjælp i dit forhold eller et andet tilfælde.

    1) kærlighedstæller
    2) Lost Love Spells
    3) Skilsmisse
    4) Ægteskab Spells
    5) Binding Stave.
    6) Breakup Spells
    7) Forsæt en tidligere elsker
    8.) Du ønsker at blive forfremmet på dit kontor / Lotteri stavning
    9) vil tilfredsstille din elsker
    Kontakt denne flotte mand, hvis du har noget problem for en varig løsning
    gennem {drogunduspellcaster@gmail.com}

  • Anmeld

    bernda · Min mand og jeg har været gift i omkring 7 år nu

    Min mand og jeg har været gift i omkring 7 år nu

    Min mand og jeg har været gift i omkring 7 år nu. Vi er lykkeligt gift med to børn, en dreng og en pige. For 3 måneder siden begyndte jeg at mærke en mærkelig adfærd fra ham, og et par uger senere fandt jeg ud af, at min mand ser nogen. Han begyndte at komme hjem sent fra jobbet, han bryder sig næppe om mig eller børnene, nogle gange går han ud og kommer ikke engang hjem igen i ca. 2-3 dage. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at rette op på dette problem, men alt forgæves. Jeg blev meget bekymret og havde brug for hjælp. Jeg har hørt om Dr Goko, hvor godt og godt han hjælper folk i deres ægteskabsspørgsmål problemer som genoprette brudte forhold og ægteskab endnu mere. Så jeg kontaktede ham og fortalte ham mine problemer, og han fortalte mig, at han ikke skulle bekymre sig om, at han vil genoprette min mand i 48 timer senere. så præcis 48 timer kom min mand til mig og undskyldte for de fejl, han gjorde, og lover aldrig at gøre det igen. Siden da er alt kommet tilbage til normal. min familie bor sammen heldigvis igen .. Alt takket være Dr Goko. Hvis du har noget problem, kontakt ham, og jeg garanterer dig, at han vil hjælpe dig. Han vil ikke skuffe dig. Email ham på: dr.gokosspiritualcaster@gmail.comWhatsapp og Viber han direkte på +2348056398964