Danske Kirkers Råd: Lukning af stillerum ligner en sekulariseret frygt for, at religion udøves offentligt

Forestillinger fremfor fakta

Først og fremmest synes institutionspolitik at blive drevet af forestillinger og hensyn snarere end af fakta. Der synes at være en udbredt idé om, at disse rum automatisk udvikler sig til mini-moskeer og socialt kontrollerede zoner, hvor muslimske studerende fører kontrol.

Det lyder næsten, som om der er tale om radikaliseringshøjborge. Jeg kender kun til ét til to tilfælde, hvor der er fundet materiale fra eksempelvis Hizb ut-Tahrir – og enhver, der færdes i København, ved, at der dukker mærkværdige ting op mange steder.

Den eneste empiriske undersøgelse af udbredelsen af sådanne rum og eventuelle problemer blev foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet for godt ti år siden.

Jeg skal deklarere, at jeg selv var embedsmand i samme ministerier i den periode og senere udgav en forskningsartikel om netop resultaterne. Undersøgelsen viste dengang – noget overraskende for mange – at det overvejende er kristne, der bruger stillerum på uddannelsesinstitutionerne.

Det er blandt andet Kristeligt Forbund for Studerende, som i disse år er i vækst, der mødes til bøn i sådanne rum. Jeg ved ikke, hvad universiteterne i dag skulle vide bedre end den eneste empiriske undersøgelse, der faktisk er lavet – men det er ikke overraskende, at jeg finder det utilfredsstillende, at rum til blandt andet kristen bøn nu lukkes.

Det er en bemærkelsesværdigt uvidende tilgang til kristendommen, når man uden videre lukker bederum.

Emil Bjørn Hilton Saggau

Kristendommen er blevet usynlig

Det leder til den mest bekymrende tendens: at kristendommen i denne debat – og i de rapporter, der er kommet – gøres usynlig, nærmest som en ikke-religion.

Forsker ved teologi, Tessie Bundgaard Jørgensen, bemærkede i en kommentar til rapporten fra Københavns Universitet, at den udviser en "majoritetsblindhed," hvor "kristendom forstås som privat og uproblematisk, mens islam forstås som krævende, synlig og institutionelt udfordrende."

Min pointe er ikke, at kristendommen er problematisk, men at det er en bemærkelsesværdigt uvidende tilgang til kristendommen, når man uden videre lukker bederum.

Kristne beder faktisk – og ofte i fællesskab. Det er korrekt, at det måske ikke er almindelig praksis blandt flertallet af folkekirkekristne, som kan gå til gudstjeneste andre steder.

Men på et universitet med mange internationale studerende og med stigende tilslutning til blandt andet Kristeligt Forbund for Studerende er billedet langt mere nuanceret. Kristne beder – og de mødes i bedende fællesskaber.

Religionsfriheden trues

Derfor finder jeg det problematisk, at vi igen og igen oplever, at religionsfriheden indsnævres; at rum til kristen bøn lukkes. 

Det er, som om religion skal pakkes væk fra offentlige institutioner og henvises til privaten. Det er forkert. Religionsfriheden kan ifølge almindelig dansk ret kun begrænses, hvis udøvelsen truer den "offentlige orden."

Hvordan skulle et par kristne, muslimer eller jøder, der sidder i et rum på et universitet og beder, udgøre en trussel mod den offentlige orden? Det ligner snarere en sekulariseret frygt for, at religion udøves offentligt.

Den egentlige – og ubehagelige – kendsgerning er, at dette måske ikke primært handler om bederum.

Det handler om, hvorvidt religion overhovedet må være til stede på offentlige institutioner – om den må have rum til at udfolde sig og trække vejret. Der findes ingen lov, der erklærer skoler, universiteter eller gymnasier for sekulære zoner.

Tværtimod er de en del af en stat, der både skal understøtte kirken og sikre religionsfrihed. Min klare holdning er, at religion har en legitim plads i det offentlige rum. Kors, slør og bøn er en del af hverdagen for mange mennesker – og blot fordi man ikke forstår det, betyder det ikke, at det er farligt.

Nye generationer af kristne – og særligt kristne med andre rødder end mainstream folkekirken – beder faktisk. Ja, der er endda kristne, der bærer slør og faster. Det vil fortsætte, og der bliver flere.

Den rette tilgang bør være at formulere en positiv liste over, hvordan religion kan være til stede – ikke at eliminere den.

Emil Bjørn Hilton Saggau

Hvor kan religion være til stede?

Min bekymring er derfor, at kristendommen langsomt skubbes ud af vores institutioner som noget fremmedartet. Det minder om den glidebane, som den nu næsten glemte kommission om "den glemte kvindekamp" var et eksempel på, da den ikke blot ville forbyde stillerum, men gøre uddannelsesinstitutionerne helt sekulære.

Væk med bederum, studenterpræster, julegudstjenester – og hvad så? Julesalmer? Studerende, der bærer dagmarkors, de fik i dåbsgave?

Den rette tilgang bør være at formulere en positiv liste over, hvordan religion kan være til stede – ikke at eliminere den.

Bøn er en legitim praksis, så længe den ikke generer andre, og uddannelsesinstitutioner kan med fordel skabe rammer, hvor bøn kan finde sted uden gene for nogen. Det er ikke særhensyn til religion, men en accept af, at bøn er en integreret del af kristnes, jøders – ja, og muslimers – liv.

Et andet positivt forslag er, at organisationer, der er en del af Dansk Ungdoms Fællesråd, som for eksempel Kristeligt Forbund for Studerende, naturligt kan få adgang til at holde bøn, mens antidemokratiske organisationer som Hizb ut-Tahrir ikke kan.

Derfor vil Danske Kirkers Råd meget gerne indlede en samtale med uddannelsesinstitutionerne om en positivliste – og om, hvordan gode stillerum kan indrettes. Rum, hvor der er plads til bøn – og til andre, der blot har brug for ro i en travl hverdag – frem for forbud og nedlukninger.