Debat

Debat: Psykisk sårbare studerende har brug for mere end studievejledning

DEBAT: Københavns Kommune svigter psykisk sårbare studerende, hvis de lukker Bogstøtten på Østerbro. Stedet tager sig af studerende, der er for raske til indlæggelse, men stadig har brug for hjælp, skriver Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Seider.

Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Seider
Tidligere statsminister og protektor, Det Sociale Netværk/Headspace Danmark og leder, Fountain House og Bogstøtten

Københavns Kommune skal spare 80 millioner kroner på det sociale område. Og forvaltningen indstiller, at Bogstøtten i Fountain House på Østerbro lukker. Begrundelse? De studerende i Bogstøtten tilhører ikke socialpsykiatriens målgruppe. De udgør ikke en kommunal skal-opgave.

Men kommunen tager fejl. En opgørelse viser, at det store flertal af brugerne af Bogstøtten har psykiatriske diagnoser, der varierer mellem alt fra personlighedsforstyrrelser til angst og depression.

Bogstøtten har gennem 23 år opbygget et unikt fagligt og socialt miljø, hvor studerende på hovedstadsområdets videregående uddannelser kan få – og give hinanden – en ubetinget nødvendig og helhedsorienteret hjælp. I snit gennemfører 3,3 studerende om måneden deres uddannelse på grund af initiativet. Trods deres lidelser.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

At adskille uddannelse og alvorlige psykiske problemer er en kolossal fejltagelse, der kommer til at koste samfundet en formue. Virkeligheden er, at mange studerende er psykisk sårbare.

Uddannelser har ansvaret, men ikke kompentencerne
For nyligt viste et ph.d.-studie fra Aarhus Universitet, at 80 procent af de studerende, der benytter sig af Studenterrådgivningen, har et symptompres på niveau med psykiatriske patienter i ambulant behandling. Og dem er uddannelsesinstitutioner ikke fagligt gearede til at hjælpe. 

At lukke Bogstøtten er en menneskeligt og økonomisk fejlagtig indstilling, som Københavns Kommunes ansvarlige politikere omgående må tage af bordet. 

Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Seider
Tidligere statsminister og protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark og leder, Fountain House og Bogstøtten

Mange af de ramte studerende har oplevet, hvor frustrerende og skamfuldt det er at befinde sig i gråzonen mellem ikke længere at være syg nok til en indlæggelse – men heller ikke rask nok til at kunne klare uddannelsen uden hjælp. Uddannelserne har formelt ansvaret for dem, men ved ikke, hvad de skal stille op, når studerende fortæller, at de skærer i sig selv eller overvejer selvmord.

Lukker vi døren for de psykisk sårbare studerende, så fortæller vi de mest sårbare i samfundet: 'Ved I hvad, I kan passe jer selv. Vi har ikke mere at gøre for jer. I må få en diagnose, og i øvrigt kan vi ikke hjælpe jer.' Det er det værste, et menneske kan få at vide. Det burde ikke ske i velfærdsstaten Danmark.

Hos Bogstøtten er prisen for at hjælpe en studerende med alvorlige psykiske problemer til at gennemføre sin uddannelse og efterfølgende fast arbejde cirka 2.700 kroner om måneden per person.

En beskeden pris, når man overvejer, hvad samfundet kan regne med i andre udgifter, hvis samme personer ender på andre dyre overførselsindkomster.

Bogstøtten kan eksempelvis også erstatte jobcentrenes anden aktør, hvor det til sammenligning koster cirka 7-8.000 kroner per person om måneden.

Gevinst at hjælpe med psykiske vanskeligheder
Al forskning peger på, at det er god forretning både for det offentlige og for samfundet som helhed at hjælpe mennesker med alvorlige psykiske vanskeligheder videre i livet: 

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) koster psykisk sygdom samfundet 55 milliarder kroner om året. Hovedparten af den regning skyldes ikke indlæggelser, men førtidspensionering, langvarigt sygefravær og nedsat individuel produktivitet.

I 2015 viste en undersøgelse fra Kora, at når udsatte ledige har et job i bare tre måneder over seks år, lyder den samlede samfundsgevinst på 700.000 kroner.

Velfærdssamfundet kan ikke være tjent med, at de studerende ikke får den helhedsorienterede hjælp, der skal til, for at de kan komme sig fra alvorlige psykiske problemer, få afsluttet deres uddannelse og efterfølgende blive medlem af samfundslivet på arbejdsmarkedet.

At lukke Bogstøtten er en menneskeligt og økonomisk fejlagtig indstilling, som Københavns Kommunes ansvarlige politikere omgående må tage af bordet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Nyrup Rasmussen

Protektor, Det Sociale Netværk/headspace Danmark, fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. formand, PES & LORC, fhv. MEP
cand.polit. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00