Enhedslisten vil gøre sociale virksomheder til folkeeje

Køb dig ind i en social virksomhed, og få renter og indflydelse på virksomheden til gengæld.
Med det tilbud vil Enhedslisten tiltrække private investorer til demokratiske og socialøkonomiske virksomheder og dermed give virksomhederne adgang til tiltrængt kapital.
”Vi vil gerne give private en mulighed for at investere i virksomheder, der for eksempel hjælper mennesker, som har det svært på arbejdsmarkedet,” siger Enhedslistens erhvervsordfører Victoria Velasquez.
Ved forhandlingerne om næste års finanslov møder partiet op med et krav om fem millioner kroner til et såkaldt socialt andelsbevis – et nyt finansielt produkt, der skal forvaltes af Erhvervsstyrelsen.
Ideen kommer fra England, hvor eksempelvis kooperativer kan rejse kapital uden om banker og andre långivere ved brug af community shares. Siden 2009 har 150 mennesker investeret over en milliard kroner i 500 forskellige erhvervsprojekter i Storbritannien.
Ifølge forslaget skal investorerne købe en andel, som ikke kan ikke handles videre, men sælges tilbage til virksomheden på særlige vilkår. Hver investor får én stemme i virksomheden, uanset hvor mange andele man køber.
Og så skal der være loft over, hvor høj en rente investorerne kan modtage.
"For os er det vigtigt, at man fokuserer langsigtet og på de gode grunde til at investere i en virksomhed. Det skal ikke blive en måde at skaffe hurtige penge," siger Victoria Velasquez.
Vi er nødt til at tænke lidt mere langsigtet. Ellers får man ikke meget ud af de her initiativer, uanset at de er gode og velmente.
Per Bach
Formand, Sociale Entreprenører i Danmark
Skepsis hos Sociale Entreprenører
Altinget har netop beskrevet, hvordan socialøkonomiske virksomheder sukker efter politisk opbakning – heriblandt bedre adgang til kapital. Og Victoria Velasquez har forståelse for virksomhedernes frustration.
”Både når det handler om erhvervsfremmesystemet, opgaver i udbud og muligheden for generelt at få rådgivning og hjælp, så halter vi langt bagud. Det er svært for en socialøkonomisk virksomhed at vinde terræn, når vi ikke bakker nok op om dem blandt andet fra Christiansborg,” siger hun.
Sociale Entreprenører i Danmark står bag undersøgelsen, der viser, at de socialøkonomiske virksomheder savner politisk støtte. Alligevel får Enhedslistens initiativ en blandet modtagelse her.
”Det er dejligt, at der er politisk opmærksomhed på at hjælpe de virksomheder, der bidrager til fællesskabet. Og jeg synes, det lyder som en ædel tanke,” siger formand Per Bach.
Men han efterlyser en mere langsigtet tilgang.
"Hvad skal det her initiativ på længere sigt? ” spørger Per Bach og fortsætter:
”Hvis det her er første skridt, hvad er så det næste?”
Per Bach ville have foretrukket, at Enhedslisten satte for eksempel fem millioner kroner af til et pilotprojekt – og til gengæld havde en plan for at følge op ved kommende finanslove eller lignende, hvis piloten blev en succes.
”Vi er nødt til at tænke lidt mere langsigtet. Ellers får man ikke meget ud af de her initiativer, uanset at de er gode og velmente,” siger Per Bach:
”Vi skylder hinanden at bruge vores allesammens skattepenge på noget langsigtet og ikke noget, der bare føles godt lige nu.”
Kooperationen: Forslaget rammer rigtigt
I interesseorganisationen Kooperationen giver konsulent Ulrik Boe Kjeldsen til gengæld Enhedslistens initiativ en udelt varm velkomst.
”Det er et rigtig godt forslag, fordi det rammer lige ind i en helt central problematik,” siger Ulrik Boe Kjeldsen.
Demokratiske virksomheder har sværere ved at tiltrække almindelige investeringer, fordi store investorer med meget indflydelse går stik imod den demokratiske virksomhedside, forklarer han.
Også for iværksættere kan sociale andelsbeviser få stor betydning - ikke mindst for lokalt forankrede iværksættere, der vil skabe virksomheder, som gør gavn i lokalområdet, vurderer Ulrik Boe Kjeldsen.
”Vi bruger meget tid på at rådgive iværksættere om, hvilken virksomhedsform de skal vælge. Her er et vigtigt spørgsmål, hvor pengene skal komme fra. Hvis vi kan gøre det let at rejse kapital ved hjælp af crowdfunding, som det her jo er, så er der et stort potentiale – ikke mindst i landdistrikterne,” siger Ulrik Boe Kjeldsen.
EL: Indfør særlige skattefradrag
De fem millioner kroner på finansloven skal bruges til at skabe infrastrukturen omkring de nye andelsbeviser. Det vil i praksis sige at få oprettet et kontor under Erhvervsstyrelsen, sikret et it-system, der kan håndtere andelsbeviserne og at oplyse om den nye mulighed.
Samtidig lægger Enhedslisten op til en diskussion af, om sociale virksomheder skal begunstiges med særlige skattefradrag.
Den diskussion kan passende foregå i den regeringsnedsatte ekspertgruppe, der skal granske vilkårene for demokratiske virksomheder, mener Victoria Velasquez.
”Vi håber, at ekspertgruppen vil kigge efter inspiration til skattefordele, så man for eksempel kunne få et skattefradrag, hvis man investerer i denne type virksomheder,” siger hun.
Indsigt
Anne-Mette Felby Madsen50 årI dag
Erhvervschef, Høje-Taastrup Kommune
Jakob Schjørring50 årI dag
Chef for socialområdet, Bikubenfonden
Andreas Vetö40 årI dag
Bestyrelsesleder, Alle Kan Synge, fhv. direktør, Danmarks Underholdningsorkester, dirigent, medlem, Projektstøtteudvalget, Musik i Statens Kunstfond
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan er sikkerhedssituationen for ansatte i ngo'er, der arbejder i Gaza?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan styrker man sikkerheden i ngo'er, der arbejder i Gaza?
Mike Villa Fonseca spørger Torsten Schack PedersenHvordan er det civile beredskab repræsenteret i NOST?
- B 65 At bevare momsfritagelse for undervisning i bevægelse, sundhed og trivsel (Skatteministeriet)1. behandling
- B 79 Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod industriel svineproduktion i strid med dyrevelfærdsloven (borgerforslag). (borgerforslag)1. behandling
- L 116 Hvidvaskloven med videre (Erhvervsministeriet)1. behandling
- Center fik millioner til voldsofre. Men ansøgningerne bag tegner et falsk billede
- Afsløring får styrelse til at undersøge millionstøtte til center for voldsofre
- Christopher Arzrouni: Ny bog har fat i central pointe om lobbyisme. Men den bliver desværre ikke foldet ud
- LA reagerer på Altinget-afsløring: Vi skylder udsatte borgere mere end flotte powerpoints og gode ansøgninger
- DF lokker med billig benzin for at få støtte til borgerforslag. Ekspert kalder det ”mild form for bestikkelse”






























