Forening for verdensmål: Vi er på ingen måder nogen førende klimanation

DEBAT: Der er noget grundlæggende galt med den måde, vi producerer og forbruger varer på. Og når vi regner det egentlige CO2-aftryk for Danmark ud, er vi overhovedet ikke så grønne, som vi siger, skriver Lotte Hansen, stifter foreningen iLoveGlobalGoals.

Af Lotte Hansen
Partner Hansen & Ersbøll Agenda, stifter iLoveGlobalGoals

Jeg smager på den nyvaskede kaffekop – den er god nok, der sidder et saltlag på den. Og på alle de andre ting i opvaskemaskinen. Jeg har forsøgt at fortrænge det irriterende hverdagsproblem, men i dag tager jeg affære og ringer optimistisk til firmaet, som sidst var på besøg for at kigge på maskinen, der er under fem år gammel.

De kan komme forbi for 900 kroner og kigge på den, og så noget med, at besøget kun koster 600 kroner, hvis jeg køber en ny. Hvis den så skal repareres, får jeg et tilbud, efter de har været på besøg, som jeg kan tage stilling til.

Da jeg nedslået spørger kvinden i telefonen, hvad hun tror, det kan koste, nægter hun først at have nogen anelse om det. Men vi får os talt frem til, at der måske skal skiftes et saltkar eller udskiftes noget elektronik, og hun slår op og oplyser, at skaderne koster 3.000 kroner hver. Altså, jeg kan købe en ny maskine for mindre.

Se, her står vi med hele Danmarks bæredygtige udfordring i en kaffekop.

Episoden viser, at der strukturelt er så mange ting galt i den måde, vi har indrettet vores hverdagsliv og vores forbrugerkultur på, at det er svært at pege på, hvor man skal begynde.

Det skal kunne betale sig at reparere
Overordnet er der noget grundlæggende galt med vores prisstrukturer; nye varer koster i dag ikke det, de burde koste, hvis deres samlede træk på Jordens ressourcer indregnes i prisen på eksempelvis en ny opvaskemaskine. Det skyldes primært, at hele markedskapitalismen og ikke mindst aktiemarkedet ikke har fået sig selv justeret til at indregne de bæredygtige langtidseffekter på de prisstrukturer, de understøtter.

De er i gang, men slet ikke konsekvent nok og hurtigt nok. Det er dyrt for kloden og menneskerne, men også for mange visionære virksomheder, der giver op under de ulige konkurrencevilkår.

Så er der reparationsprisen. Her i Danmark må man jo ikke klage over andre menneskers lønninger, så det gør jeg ikke. Men jeg vil til gengæld gerne omskrive et populært liberalt slogan, for hvis vi nogensinde vil vise verden, at vi er et bæredygtigt foregangsland, så "skal det kunne betale sig at reparere sine ting".

Vi bliver nødt til helt grundlæggende at se på de danskere, der er i og uden for arbejdsstyrken på en ny måde, for vi skal deles om flere ting, og vi skal hjælpe hinanden til at reparere vores ting og passe bedre på dem. Og noget af det kunne godt foregå som frivilligt arbejde. Service og mere systematisk hjælpsomhed skal erstatte den begejstring over nye ting, som vi er blevet opflasket med. 

Det er i virkeligheden her, nøglen til et bæredygtigt dansk væksteventyr ligger. Alle vores innovative små og mellemstore virksomheder skal fokusere på, hvordan vi kan får ting til at vare længere, og hvordan vi indretter vores hverdag, så vi forbruger mindre af forgængelighed og deles mere om det, der kan vare. 

Der burde i princippet slet ikke være et leasingmarked for nye ting. Hele den sektor burde sætte alt ind på reparation og genbrug. Og al snak om at købe bæredygtige produkter som tøj, møbler og, ja, opvaskemaskiner, giver faktisk ingen mening. Der er kun én ting, der batter her i verdens 12. højeste forbrugerland: at reparere det, man har.

Vi forbruger fire jordkloder og peger fingre ad Kina
72 procent af alle danske husstande har en opvaskemaskine, og det tal er stigende. Sammen med tørretumbler og vaskemaskine køber danskerne omkring 500.000 nye maskiner hvert år (overslag ud fra Danmarks Statistiks forbrugerpristal). Det betyder, at hver tiende dansker – også babyer og skolebørn – hvert år køber enten en helt ny opvaskemaskine, vaskemaskine eller tørretumbler. Hvor mange andre nationer i verden kan mon stikke den?

Det er jo grotesk mange maskiner, der fosser ind i de danske køkkener og vaskerum – og ud igen. For de bliver jo ikke stående, når vi køber en ny. Vi køber også 250.000 nye biler hvert år. Og ja, så er der køleskabe, tablets, møbler og tøj og så videre. Vores fodaftryk er enormt, og de fleste af varerne produceres ikke herhjemme.

Alene de tal her gør det komplet latterligt, når vi gerne vil prale ad, at vi er en klimanation. Undskyld, venner – det er vi altså ikke. Sagen er, at vi danskere forbruger, hvad der svarer til 4,2 jordkloder hvert år.

Når vi regner på eksempelvis vores nationale CO2-aftryk, tæller vi slet ikke det aftryk med, som det kostede at producere min opvaskemaskine. Nej, den er åbenbart omfattet af en slag privatlivets klimafred. Det eneste, vi regner med, er, hvad det koster i strøm og vand, når jeg bruger den. Så må kineserne stå med klimaregningen for produktionen, og så er det jo også så dejligt nemt at skælde ud på deres kulkraftværker. Men det er altså hjemme i mit køkken, forbruget sker.

Vi må få borgerens forbrug og borgernes handlinger med i kampen for en bæredygtig verden. Ellers er løfterne fra klimahandlingsplanen tomme, og det samme er virksomhedernes løfter om omstilling.

Det skal ske langt mere transformativt, end det sker i dag, og det skal understøttes af bedre rammevilkår for at tjene penge på den transformation. Ellers er vi bare til grin, når vi står og praler med vores verdensmålsbroche i jakken.

Forrige artikel Efterskoler: Minister ekskluderer os fra topmøde om inklusion Efterskoler: Minister ekskluderer os fra topmøde om inklusion Næste artikel Friskolerne: Er privat og fri blevet skældsord? Friskolerne: Er privat og fri blevet skældsord?
Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

LÅNEGARANTI: Med en lånegaranti på 20 millioner kroner spænder Trygfonden et sikkerhedsnet ud under kriseramte sociale virksomheder. Det vil forhindre konkurser, men branchen har stadig brug for hjælp fra staten, mener Selveje Danmark.