Fra Hogwarts til handlekraft – nye veje for højskolerne i det 21. århundrede

OPINION: Højskolerne er lidt ligesom Hogwarts fra Harry Potter-bøgerne en lille magisk verden, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs. Men sådan behøver det ikke kun at være, skriver community organiser Andreas Lloyd.

Af Andreas Lloyd
Medstifter, Medborgerne og Samfundslaboratoriet Borgerlyst

Højskolerne bliver ofte hyldet som værende en del af den danske tradition af stærke fællesskaber og bevægelser, der har formet landet. Men højskolerne er ikke længere en del af fundamentet i det danske civilsamfund.

I dag ser de fleste et højskoleophold som et muntert fjumreår, der giver et tiltrængt afbræk fra alle de store karriereplaner, man ellers tumler med. Sat på spidsen er højskolerne lidt ligesom Hogwarts-skolen fra Harry Potter-bøgerne: Det er en lille, isoleret og magisk verden, hvor ressourcestærke unge kan prøve kræfter med noget kreativt, inden de atter kaster sig ud i konkurrencestatens ræs.

Det har selvfølgelig sin berettigelse, men der er potentiale for så meget mere. For højskolerne er veletablerede, anerkendte og får en god portion statsstøtte. De er på mange måder den perfekte ramme for unge og voksne, der gerne vil engagere sig, men som ikke ved hvordan eller er i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kan.

Derfor har jeg snakket med en række forskellige, indsigtsfulde mennesker både inden for og uden for højskoleverdenen for at undersøge, hvordan højskolerne kan forny sig, så de kan understøtte nye bevægelser i civilsamfundet, der kan præge Danmark i det 21. århundrede.

Igennem disse samtaler har der tegnet sig tre forskellige indgange til at gentænke højskolerne, så de i langt højere grad kan være vedkommende, engagerende og synlige i samfundet:

1. Tag afsæt i de sager og visioner, som folk er optagede af
Højskolerne startede som del af en bred, folkelig bevægelse på landet, og det var denne forankring, der gav dem retning, mål og vision. Men højskolerne er ikke længere en del af nogen større bevægelse. De er knap nok en bevægelse i sig selv. Både som samlet bevægelse og som selvstændige, lokale kraftcentre er de blevet mærkeligt anonyme. De er søbet ind i en form for politisk korrekthed fyldt med hurraord som ’demokrati’ og ’fællesskab’ uden at have noget særligt på hjerte; hverken angående den offentlige debat eller konkrete politiske eller aktivistiske dagsordener.

De enkelte højskoler kan vinde meget ved at forholde sig aktivt og synligt til tidens store udfordringer; ved at melde klart ud, hvad de står for, og sætte noget på spil. Nogle højskoler gør det i nogen grad ved at udbyde linjefag om bæredygtighed eller aktivisme, men det er som oftest drevet af elevernes efterspørgsel og ikke af en dybere stillingtagen fra skolens side.

Ved at engagere sig direkte i nogle af de nye bevægelser, der er i samfundet, og understøtte dem med viden og ressourcer, kan højskolerne lave nyskabende samarbejder, der på sigt kan placere dem i nogle af de bevægelser, der kommer til at forme Danmark i de kommende år. Det kunne for eksempel være:

  • Klimabevægelsen (i samarbejde med forskellige grønne foreninger)
  • Unge minoritetsdanskere (Mino Danmark og Venligboerne)
  • Fagligt aktive unge (LO Ungdom)
  • Kooperativer og andelsvirksomheder (Demokratisk Erhverv)
  • Pressede børnefamilier med flere (Familiepolitisk Netværk)
  • Borgere på kanten af systemet (Næstehjælperne)
  • Specifikke, lokalt forankrede initiativer (Medborgerne og Lolland-Falster Lovestorm)

2. Tag afsæt i de færdigheder, som folk ønsker at tilegne sig
Vores uddannelsessystem producerer mange akademikere, og mange af dem opdager hen ad vejen, at de ikke vil være symbolanalytikere. De savner et håndværk og ønsker at tilegne sig konkrete færdigheder, der kan bruges ude i virkeligheden. Flere og flere unge erkender dette tidligt og beslutter sig for at gå helt uden om uddannelsessystemet.

Deres slogan er "Love learning. Hate school". De trives ikke i de formelle uddannelsesrammer og føler sig derfor nødsaget til at gå deres egne veje. De sammenstykker deres læringsforløb som frivillig på en bondegård eller som freelance-programmør kombineret med gratis videokurser online, deltagelse i open source praksisfællesskaber og grundforløb på tekniske skoler eller lignende.

Men mange oplever, at det er svært at finde vej i den enorme mængde information, der er til rådighed online. Og det er svært at finde sin plads som nybegynder. Mange savner stærke rollemodeller, som de kan spejle sig i, og de savner støttestrukturer af netværk og kontakter, der kan hjælpe dem videre. Ofte savner de også rammer, hvori de kan finde sig et fællesskab og tilegne sig nogle praktiske færdigheder, som de ikke bare kan google sig til.

Der er et enormt potentiale i at understøtte sådanne selvorganiserede læringsfællesskaber igennem højskolerne. Højskoler som Brenderup og Jyderup er allerede begyndt at tilbyde kurser i økobyggeri og småjordbrug, der netop søger at dække sådanne behov. Meget sigende kalder de det "en omvendt Grundtvig", for det handler i høj grad om at give bogligt uddannede jord under neglene. Men det kan i praksis handle om alle former for praktiske færdigheder som for eksempel:

  • Programmering (i samarbejde med IT-fagforeningen PROSA og BornHack)
  • Naturvidenskabelig borgerforskning (Labitat og Biologigaragen)
  • Fødevare og havebrug (Praktisk Økologi og Fødevarefællesskaberne)
  • Håndværksfag kombineret med kreative og boglige fag (i samarbejde med tekniske skoler som NEXT i København).

3. Tag afsæt i andre livssituationer
Langt de fleste højskoleelever er i starten af tyverne og er i gang med at finde ud af, hvad de egentlig vil med deres liv. Denne gruppe er så dominerende på mange højskoler, at folk, der er ældre eller i en anden livssituation, ikke føler, at de passer ind. Det er et stort tab for højskolerne. Dels ender de alt for let som selvforstærkende ekkokamre af unge mennesker, der står med de samme udfordringer og erfaringer; dels udelukker højskolerne store grupper af potentielle elever, der kan skabe ny begejstring og økonomi for skolerne.

For det er ikke kun, når man er i starten af tyverne, at man har brug for at finde ud af, hvad man vil med sit liv. I takt med at den teknologiske udvikling og globaliseringen ændrer arbejdsmarkedet og vores jobmuligheder, vil flere og flere voksne også blive konfronteret med at skulle genopfinde sig selv arbejdsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Det er langt sværere, når man er i fyrrerne eller halvtredserne, end når man er i tyverne, for det er stadigvæk meget svært og utrygt at skifte karrierespor, fag eller livsretning, når det forventes, at man allerede har etableret sig.

Det er der ikke alene et stort potentiale i. Det er nærmest en samfundsmæssig fordring at gentænke rammerne for højskolen, så det er muligt for folk i vidt forskellige livssituationer at være med. Nye målgrupper kunne for eksempel være:

Dem, der holder pause efter deres første voksenjob. Rigtig mange nyuddannede kæmper for at få deres første rigtige job. Men efter at have etableret sig på arbejdsmarkedet er der mange, der stopper op og spørger sig selv: "Hvad fanden var det egentlig, jeg ville?" Sådan havde jeg det selv, da jeg sagde mit første job op i 2010. Og der ville jeg ønske, at der var en højskole, hvor der plads til at være omkring de 30 i stedet for omkring de 20.

De prekært ansatte. En del nyuddannede kan ikke se sig selv i en fast stilling og prioriterer deres egen frihed og mulighedsrum højere. Derfor springer de ofte fra den ene projektansættelse eller freelance-opgave til den næste. Men mange føler sig også meget alene og mangler redskaber og netværk til at strukturere deres hverdag. Højskolerne kunne danne rammen for en slags støttestruktur og kursusforløb for folk, der ønsker at skabe og sammenstykke et arbejdsliv, hvor de selv bestemmer tempoet og antallet af opgaver, der ligger på deres bord

Stress-sygemeldte. Kunne man forestille sig en højskole, hvor tempoet var et helt andet? Hvor der var plads til langsomt at genfinde gejsten og glæden efter at have kæmpet med stress, angst, depression eller nogle af de andre sociale patologier, der præger vores senmoderne tilværelse?

Nyligt pensionerede. Mange ældre er allerede flittige brugere af højskolernes ugekurser, og der findes allerede to seniorhøjskoler henholdsvis på Falster og i Vestjylland. Men så vidt jeg ved, er der ingen skoler, der målrettet understøtter ældre, der går på pension og nu skal finde ny mening, retning og indhold i deres hverdag. Det ville jo være skønt og inspirerende for denne gruppe at få lejlighed møde andre søgende, der ikke alle er på alder med dem selv.

Så er der selvfølgelig alle dem, der ikke har mulighed for at tage et langt højskolekursus, men som om nogen kunne trænge til det:

Småbørnsfamilier. Der er selvfølgelig en del familiesommerkurser rundt omkring i landet, men der er ingen højskoler, der sætter familien i centrum. Hvorfor ikke lave en højskole for småbørnsforældre, hvor man kan tage en del af barslen sammen, og hvor man kan møde andre familier i samme livssituation? Hvor der er en integreret institution, så de ældre søskende eller børn kan gå i vuggestue eller børnehave, mens forældrene lærer noget, som de ellers måtte opgive få lært?

Dem på 40+ med børn og hus. Rigtig mange i fyrrerne er blevet så veletablerede med arbejde, hus, børn, biler og en hverdag, at der ikke er megen plads til slinger i valsen. Nogle rammes undervejs af et meningstab, hvor man helt mister følingen med, hvad der egentlig er vigtigt. En del sukker efter muligheden for at gøre noget andet med deres liv, men der er aldrig rigtig tid til at stoppe op og reflektere over det. Sådanne mennesker kunne have stor glæde af et højskoleophold på en uge eller to, hvor de kunne opleve nogle andre måder at indrette tilværelsen på. Det er ikke, fordi de skal kaste alting op i luften, men lige så meget for, at de skal få tid til refleksion og samtaler med andre, der er samme sted i livet.

Jeg deler alle disse idéer i håb om, at det kan give anledning til refleksion, samtaler og udvikling hos de enkelte højskoler rundt om i landet. Jeg håber også, at de kan være et indspark i en større samtale om, hvordan vi kan skabe de bedst mulige vilkår for at give nye og gamle borgere redskaber, mod og demokratisk selvtillid, der kan udfordre den driftspessimisme, der præger vores samfund, og skabe ny borgerlyst og udvikling i det danske civilsamfund.

Forrige artikel Markus Bjørn Kraft: Transparens er afgørende for de danske fonde Markus Bjørn Kraft: Transparens er afgørende for de danske fonde Næste artikel Sådan kan vi styre organisationskulturen, før den styrer os Sådan kan vi styre organisationskulturen, før den styrer os
  • Anmeld

    Peter · Fotograf og underviser

    Spændende læsning

    Spændende læsning. Jeg valgte selv i sin tid at sige nej til et højskoleophold, hvilket jeg i dag fortryder. Har dog hørt at der også findes højskoler for voksne (30+), så måske det stadig kan nås!

    Mvh.
    Fotograf Peter Odsherred
    https://weteach.dk/fotokursus