Grøn godgørenhed, ordnede forhold og verdens største bollerum

UGEREVY: Der er sort, og der er grønt; der er sex, og der er tobak. Så kan du vist ikke forlange mere af et civilt overblik. 

Grønt er godt, mener Villum Fonden, som nu vil skubbe verden i en mere bæredygtig retning gennem grønne investeringer. 
Grønt er godt, mener Villum Fonden, som nu vil skubbe verden i en mere bæredygtig retning gennem grønne investeringer. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Et mobilt bollerum er på vej til København.

Ja undskyld, vi sådan tager et fast og fyndigt greb om bollerne fra starten. Men det er altså en opsigtsvækkende historie, Berlingske kunne divertere sine læsere med i fredags.

Den vender vi tilbage til, når du lige har fået et øjeblik til at få pusten igen. Imens kan vi byde dig velkommen til denne uges civile overblik, der også skal omkring både kustoder, skuespillere og tobaksfabrikanter.

Er du klar igen?

Godt.

Så skal vi til det. Det var som nævnt Berlingske, der fredag i sidste uge kunne berette, at Vesterbro bliver beriget med et mobilt bollerum. Det er den såkaldte sexelance, der er tiltænkt den københavnske bydels mange sexarbejdere.

Meningen er ikke at stille et rullende luksusbordel til rådighed for kunderne. Den ombyggede ambulance skal derimod sikre, at de prostituerede kan gøre deres arbejde under mere værdige forhold end bag tilfældige parkerede biler.

"Sexelancen bliver et mere sikkert sted for sexarbejdere, fordi rammen er lukket, og når vi har åbent, vil der være to frivillige tæt på bilen som en sikkerhed. Erfaringen fra Vancouver, som har lavet et hotel til samme formål, er, at initiativet har minimeret overgreb, og færre kvinder er blevet rullet, så vi ved, at en tryggere ramme skaber bedre forhold," siger siger initiativtageren til sexelancen, Michael Lodberg Olsen fra Foreningen Minoritet.

Det var i øvrigt også ham, der stod bag søsterinitiativet, Fixelancen, der førte til permanente fixerum på Vesterbro. Det kan du læse mere om i artiklen her.

Styrk din eksamen med frivilligt arbejde
Der er mere fra København senere i overblikket. Men vi skal først et smut omkring det vestjyske.

I Holstebro mærker VIA University College, hvordan der bliver sparet på uddannelserne. Og derfor anbefaler lektor Lars Dalhoff de studerende at styrke deres kompetencer igennem frivilligt arbejde ved siden af studierne.

"Man kan selvfølgelig sige, at det er en falliterklæring, at studerende skal ud at arbejde frivilligt. Men som situationen er i dag, hvor uddannelserne skal spare, så er vi nødt til at gøre noget for at sikre, at de får en optimal uddannelse, hvor man kommer i dybden både med hensyn til det teoretiske, men også det praktiske," siger Lars Dalhoff til Folkebladet Lemvig.

Sammen med Holstebro Kommune har VIA University College arrangeret en frivillighedsbørs, hvor de har matchet studerende med de frivillige foreninger i området. Lars Dalhoff peger i artiklen her på, at det frivillige arbejde styrker de unges cv og – som der står i artiklens overskrift – giver dem en bedre eksamen. Og herudover skaber arbejdet værdi for både stat og kommuner.

Slut med social dumping i Foreningsdanmark
Og mere fra foreningslivet. For her skal man se at få styr på sine arbejdsforhold. Og det gælder i øvrigt også kulturlivet.

Sådan lyder budskabet fra Københavns Kommune, som nu vil udvide brugen af såkaldte sociale klausuler til også at omfatte de foreninger og kulturinstitutioner, som får støtte fra kommunen.

"Det er helt afgørende for mig, at vi ikke giver skattekroner til social dumping. Derfor tager vi nu næste store skridt i kampen mod social dumping og kræver ordentlige løn- og arbejdsvilkår hos dem, der vil have støtte fra kommunen," siger overborgmester Frank Jensen (S) til Altinget.

I praksis betyder det, at modtagere af støttekroner skal have styr på løn- og arbejdsvilkår og huske at tage lærlinge.

I den borgerlige side af borgerrepræsentationen er der utilfredshed med beslutningen. Her frygter man, at rigide krav vil spænde ben for virkelysten i små foreninger.

”For eksempel støtter vi ultimativt set kulturinstitutioner for at få noget kultur. Vi er bekymrede for, at vi vælter dem omkuld i administration og dermed bremser det, som egentlig burde være hovedformålet – for eksempel at få noget fedt og nyskabende teater i København," siger Venstres Cecilia Lonning-Skovgaard.

Historien kan læses her, hvis du er abonnent.

Farvel og tobak
Og nu vi er i Hovedstaden, så mener sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF), at kommunen fremover bør sige nej til donationer fra Augustinus Fonden.

Det er en naturlig følge af, at fondens tobaksselskaber for nylig røg på den liste over virksomheder, som kommunen ikke må investere i, mener borgmesteren.

”Fonde som Augustinus Fonden har støttet mange gode formål i København, men jeg er også af den holdning, at vi som kommune skal være principfaste. […] Står det til mig, så skal Københavns Kommune fremadrettet sige nej til midler, der direkte kommer fra de industrier, vi ikke vil investere i,” siger hun til nyhedsbrevet Danmarks Fonde.

Direktør Tommy Pedersen fortæller i artiklen her, at fonden har solgt en del af sine aktier i Scandinavian Tobacco Group, som ikke længere er et datterselskab, men blot en investering på linje med en række andre selskaber, fonden har penge i.

Grønne gerninger
Og fra sortlistede investeringer til grønlistede.

For Villum Fonden tager nu et usædvanligt skridt i den grønne retning. Normalt gør fonde sine gode gerninger igennem de udlodninger, de foretager. Og det bliver finansieret af de gode folk i investeringsafdelingerne, som har til opgave at skrabe så mange penge som muligt sammen.

Men nu får investorerne i Villum Fonden til opgave at tjene penge og skabe en bedre verden på samme tid.

Omkring syv procent af fondens milliardformue skal nemlig placeres i såkaldte mission related investments, altså investeringer, der understøtter fondens almennyttige formål.

Det er Anders Lyngaa Kristoffersen, som har fået til opgave at sikre, at det sker. Og han tror fuldt og fast på, at fonden kan skubbe på i forhold til at skabe en grønnere verden og tjene godt på det samtidig.

”Vi mener, vi kan opnå et attraktivt økonomisk afkast og samtidig få et klart miljømæssigt afkast,” siger Anders Lyngaa Kristoffersen i artiklen her.

Vi er tæt på vejs ende, men inden vi kaster et blik ind i næste uge, skal vi huske at nævne den tidligere Grundfos-chef Niels Due Jensen, som nu er formand for bestyrelsen i Poul Due Jensens Fond.

Lørdag modtog han den tyske erhvervspris Luther-Rosen, der gives til ”erhvervsledere, der på forbilledlig vis har udvist mod, integritet og vilje til at drive forretning til samfundets bedste.”

Prisen blev overrakt på Nationalmuseet ved den 9. Internationale Luther Konference.

Ugen, der kommer
Det er sæson for årsmøder og kongresser.

Men inden vi tager hul på dem, skal vi lige nævne, at social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) mandag overrækker prisen til Årets Frivillighedsvejleder. I år går prisen kollektivt til hele flokken af vejledere på TEC, Technical Education Copenhagen. Det er dem, der kan tage (en stor del af) æren, når de unge på erhvervsuddannelserne bygger huse til frivillige foreninger og melder sig som frivillige hos Ungdommens Røde Kors. Prisen bliver overrakt hos TEC på Frederiksberg mandag 9.30.

Og så til en lang stribe årsmøder og kongresser:

Tirsdag mødes Socialpædagogerne til kongres med blandt andre social- og indenrigsminister Karen Ellemann som gæstetaler. Det sker på Hotel Nyborg Strand i Nyborg.

Onsdag er der årsmøde i Frivilligrådet under temaet ”Når det frivillige sociale møder kulturen”. Det foregår på Hermans i Tivoli Friheden i Aarhus og begynder klokken 9.15.

Onsdag er også dagen, hvor FOAs årlige kongres starter. Det foregår på Hotel Radisson Blu i Aarhus.

Torsdag morgen begynder årets fondskonference med oplæg fra blandt andre Velux Fondens direktør Ane Henriksen, Augustinus Fondens administrerende direktør Tommy Pedersen og den administrerende direktør i Industriens Fond, Mads Lebech. Det foregår hos PwC på Strandvejen i Hellerup.

Torsdag er også International Lungekræftdag. Og det markeres med årsmøde i Patientforeningen Lungekræft i Ingeniørernes Hus på Kalvebod Brygge i København. Mødet begynder klokken 10.

Torsdag fra 12.30 afholder Globalt Fokus, UNDP og Folkekirkens Nødhjælp konference om civile rettigheder med talere fra både ind- og udland. Det foregår hos UN City på Marmorvej 51 i København.

Og fredag er der landsmøde i Skole & Forældre på Hotel Nyborg Strand i Nyborg. Det starter klokken 16.30 og slutter først et døgns tid efter.

Og til sidst et par af de runde: Mandag fylder Hannah Kain, tidligere formand for Moderate Studenter, 60. Og søndag følger den tidligere formand for Danske Handicaporganisationer Stig Langvad i hendes spor med en 60-års fødselsdag.

Så kom vi i mål.

Tag godt hånd om civilsamfundet i den kommende uge. Og hvis du opfører dig pænt, kan du måske læse om dig selv på næste mandag. For den sags skyld også, hvis du ikke opfører dig pænt.

Vi ses.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00