Om  
Henrik Vibskov
Emma Sehested Høeg
H.M. Kong Frederik André Henrik Christian

Her er modtagerne af Kronprinsparrets Priser 2023

KFUM's Sociale Arbejdes indsats Social Drive Out modtager Kronprinsparrets Sociale Pris, mens designer og kunster Henrik Vibskov gives Kronprinsparrets Kulturpris. Samtidig modtager den sociale indsats Energi til Hinanden og det kunstneriske studio How to Kill a Dog Kronprinsparrets to stjernedryspriser.

Kronprinsparret udpeger prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer med ekspertise inden for henholdsvis kunst, kultur og socialt arbejde.
Kronprinsparret udpeger prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer med ekspertise inden for henholdsvis kunst, kultur og socialt arbejde.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Johan Auken Alstrup

Ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde blev lørdag 4. november hyldet i Musikhuset Esbjerg, hvor årets uddeling af Kronprinsparrets Priser blev afholdt. Her er et overblik over modtagerne.

I år gik Kronprinsparrets Sociale Pris til indsatsen Social Drive Out fra KFUM’s Sociale Arbejde.

Indsatsen begyndte under Coronaviruspandemien, hvor mange mennesker mærkede ensomheden på tæt hold.

Social Drive Out har i dag 87 faste stoppesteder i hele landet, hvor medarbejderne åbner en pop-up café. Her kan udsatte mennesker med begrænset eller intet netværk fra lokalområdet komme forbi til en snak og et mødes med andre. 

"Social Drive Out bringer nærvær, støtte og fællesskab ud til de yderområder, hvor nogle lever isoleret og i ensomhed. De kører ud af selv de mindste grusveje og møder mennesker dér, hvor de er. Uge efter uge stiller de op foran den lokale Brugs eller forsamlingshus," siger Kronprinsessen i sin motivation. 

Designer Henrik Vibskov modtager Kronprinsparrets Kulturpris på baggrund af sin legende og visionære tilgang til design.

"Henrik Vibskov er en ener på den danske modescene. Han har med sit visionære syn på design sat Danmark på verdenskortet. Det er lykkedes ham at etablere en unik stil, der kan genkendes på tværs af alle de discipliner, han arbejder med," fortæller Kronprinsen.

Vibskov er uddannet fra designskolen Central Saint Martins i London i 2001 og arbejder som designer på sit tøjmærke i eget navn. Han har undervist på flere designskoler og er i dag professor ved Designskolen Kolding.

Læs også

Stjernedrys til kommune og kunstneriske studio

Foruden de to hovedpriser, der hver medfølger 500.000 kroner, overrækker kronprinseparret også to stjerndryspriser på 100.000 kroner.

Her blev det indsatsen Energi til Hinanden, der drives af Esbjerg Jobcenter, som modtog Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris.

Indsatsen foregår i "Vindmøllen", der er placeret i den tidligere efterskole Bieringhus. Her bruges nye metoder med afsæt i de unges behov for at vejlede dem på vej mod job og uddannelse. Projektet blev iværksat i 2020 i samarbejde mellem Den Sociale Kapitalfond, Socialt Udviklingscenter, Esbjerg Kommune og Lauritzen Fonden.

"De har skabt et fællesskab, hvor de unge hver dag mødes af andre unge i samme situation. Her får de lov at udforske, lære og udvikle sig sammen. Og i møderne med ligesindede opstår drømme om forandring og troen på sig selv,” siger kronprins Frederik om indsatsen.

Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris går til det tværæstetiske studio How to Kill a Dog med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen i spidsen. Studioet er særligt kendt for serien Killjoy samt forestillingerne Farvel til Madonna, Lolita for altid og Velkommen til Pandora.

"How to Kill a Dog river tæppet væk under myter og tabuer. De insisterer på at være for meget og tage plads. Deres forestillinger er sanselige, sprudlende og ikke mindst grænseoverskridende. Samtidig løfter How To Kill a Dog vigtige samtaler om køn, identitet og ligestilling," udtaler kronprinsesse Mary.

Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Formålet med priserne er at synliggøre og anerkende dansk, grønlandsk og færøsk kultur og socialt arbejde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Vibskov

Modedesigner og musiker

Emma Sehested Høeg

Skuespiller, sanger og sangskriver
Skuespiller (Den Danske Scenekunstskole 2019)

H.M. Kong Frederik André Henrik Christian

Konge af Danmark, greve af Monpezat
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1995), kommandørkaptajn i søværnet (2004), oberstløjtnant i hæren (2004), oberstløjtnant i flyvevåbnet (2004), kommandør i søværnet (2010), oberst i Hæren og Flyvevåbnet (2010)

0:000:00