I 16 år troede Nadia, at hun var dansk statsborger: “Nu føler jeg, at de har taget en del af min identitet fra mig”

Nedturen

I den første lange tid forsøgte Nadias mor og far at holde mest muligt tilbage for Nadia. Derfor fortsatte livet i store træk ubekymret med skole, venner og træning.

“I starten ville jeg ikke sige så meget, fordi jeg var bange for, at hun ville få et chok, og det ville ligge som et åg på hendes skuldre. Vi ville ikke vise hende, at vi faktisk var rigtig bange,” fortæller Nadias mor.

Men med tiden blev forældrene nødt til at afsløre mere.

Der var snørklede myndighedsbreve, som Nadia om aftenen skulle hjælpe med at tyde med en synonymordbog ved sin side. Der var lange ansøgninger, der skulle udfyldes. Besøg ved kommunen. Og Nadia skulle have et opholdskort med biometri, som er ansigtsfoto og fingeraftryk, lagret på en chip.

Sagen begyndte at sætte sig spor i Nadia. 

Jeg har jo altid følt mig som et af de danske børn, man talte om, var fremtiden. Nu ved jeg ikke rigtig.

Nadia

Hun gik oftere direkte hjem fra skole for bare at lægge sig i sengen. Nogle dage sov hun i 13 timer. Andre dage græd hun. Hun stoppede med at træne og så mindre til sine venner.

“Vi blev rigtig bekymrede for hende,” fortæller Nadias mor.

I skolen puffede veninderne kærligt til hende og spurgte, hvad der var galt. De sendte sms’er med samme spørgsmål.

“Så skrev jeg, at jeg bare var træt. Jeg vidste jo ikke selv, hvad der var galt. Jeg kunne ikke sætte ord på, hvorfor jeg var ked af det,” siger Nadia.

Hun har stadig ikke fortalt det til sine veninder. Hun er flov over at have mistet det. Det er så svært at forklare. Og det er stadig svært at tale om.

“Det er bare en rigtig hård proces. Alle de tanker, man går med. Det gør mig træt. Og jeg tror, det hårdeste er at se ens forældre tumle med det. Alle de her processer, find en advokat, betal for det her, betal for det her. Det giver mig skyldfølelse. Det her sker på grund af mig.” 

Kampen mod systemet

Trods afslag nægtede Nadias forældre at give op. Hendes mor tog kontakt til flere advokater.

“Men de sagde nej, det kan vi ikke. De sagde, det er en svær sag, og at vi kommer til at tabe den,” fortæller Nadias mor.

Men endelig en dag vendte en advokat tilbage med mere opmuntrende nyt. Det var Bjørn Dilou Jacobsen, en af landets førende advokater inden for udlændingeret. 

Han ville gerne føre sagen, og i maj 2022 sendte han en stævning afsted mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. 

Indfødsretsudvalget er ganske vist ikke bundet af de danske forvaltningsretlige principper, der gælder for myndigheder i den offentlige forvaltning, men de skal overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Derfor kan Nadia og hendes familie ved domstolene få prøvet, om de folkeretlige forpligtelser er krænket og søge om erstatning. 

Bjørn Dilou Jacobsen vil bevise, at myndighedernes afslag er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Han finder, at afslaget er et vilkårligt og ikke proportionalt indgreb i Nadias liv, og han mener, det er i strid med forbuddet mod diskrimination på grundlag af race, etnicitet, religion eller national oprindelse.

Er det ikke en enorm svær bevisbyrde at løfte?

“Jo, den er svær, og det er da heller ikke sikkert, at det vil lykkes, men jeg tror, at vi lige i denne sag faktisk har en chance.” 

Bjørn Dilou Jacobsen fortæller, at det skyldes, at hans advokatfirma inden for meget kort tid havde nogle næsten identiske sager, hvor ansøgerne fik dispensation.

Og da han kiggede nærmere på sagerne, fandt han en enkelt slående forskel. De to andre ansøgere kommer fra Filippinerne, der har kristendom som altdominerende religion. Nadias forældre stammer fra Marokko, hvor islam er mest udbredt.

“Derfor mener jeg, vi har god dokumentation for, at der er en formodning for, at der er sket diskrimination på grund af race, etnicitet eller religion, og vi håber derfor, at det vil blive op til modparten at sandsynliggøre, at det ikke er det, der er lagt vægt på,” fortæller Bjørn Dilou Jacobsen.

Han har til sin stævning vedlagt en række avisartikler, hvor medlemmer af indfødsretsudvalget offentligt fortæller, at de ikke vil give statsborgerskab til muslimer eller borgere fra et muslimsk land.

Udlændinge- og integrationsministeren og ministeriet oplyser, at det ikke er muligt at kommentere på en konkret enkeltsag, men Kaare Dybvad Bek (S) udtaler generelt, at “når man søger om at blive dansk statsborger, så stiller vi store krav til ansøgerne, og det er også rigtig fornuftigt, for det er ikke en foræring at blive dansk statsborger”.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker dertil, at Danmark dog har “påtaget sig en række folkeretlige pligter, som forudsættes efterlevet ved Folketingets og indfødsretsudvalgets udøvelse af skønnet over, om dansk statsborgerskab skal meddeles en ansøger.” 

En afgørelse via rettens vej har lange udsigter. Sagen indeholder flere uklare EU-retlige aspekter, der forventes først at skulle afklares ved andre domstolssager, før Nadias sag kan blive ført.

Og selv hvis familien vinder sagen, kan Folketingets politikere selv bestemme, om de vil ændre afgørelsen. Deres ord er lov.

Frustration og undren

Nadia ved godt med sig selv, at alle kan begå fejl, og at alt det, der er sket, ikke er noget personligt mod hende. Men hun forstår ikke systemets opbygning.

“Danmark er et virkelig udviklet land, og det ærgrer mig bare, at systemet skal være bygget op på denne måde i forhold til udlændinge og integration.”

Og faktisk kunne Nadia i dag være dansk statsborger, hvis myndighederne før havde opdaget fejlen.

For i december 2017 fik hendes mor dansk statsborgerskab, hvor hun skulle svare på, om hun havde børn, der ikke var danske statsborgere. Nadias mor svarede nej. Havde hun sagt ja, ville Nadia med sikkerhed have fået dansk statsborgerskab qua sin mor, fortæller Bjørn Dilou Jacobsen.

I stedet blev Nadias skæbne overladt til politikerne. 

Hvis de skal tage noget af min identitet fra mig, så bør de i det mindste have noget baggrundsviden.

Nadia

Og hun forstår ikke, hvad der fik politikerne til at afslå hendes ansøgning.

"Har politikerne dykket ned i, hvilken tilknytning jeg har til Danmark? Ser de på, at jeg går på gymnasiet? At min familie er velintegreret? Har de tjekket, om min far har en ren straffeattest? Hvad er det overhovedet, de kigger på?”

Så du føler ikke, de har sat sig ordentligt ind i din sag?

“Nej, overhovedet ikke. Hvis de skal tage noget af min identitet fra mig, så bør de i det mindste have noget baggrundsviden. De kan ikke bare kigge overfladisk på en sag og så give afslag, fordi mine forældre stammer fra Marokko, og så sige, okay, det var det, videre. Jeg forstår ikke, hvordan politikerne selv kan synes, det er okay.”

Politikerne afgør sager om dispensation på møder i indfødsretsudvalget, hvor der gerne er afsat en time til mødet, men ifølge Altingets oplysninger er der ofte kun brug for en halv times tid.

På mødet siger ordførerne typisk kort “ja” eller “nej” til de enkelte ansøgninger uden politisk diskussion, men ordførerne har inden mødet læst sagerne igennem, og der kan på forhånd være indgået aftaler mellem ordførere om en eller flere sager.

Enkelte partier møder sjældent op til møderne, men de giver i stedet efterfølgende deres stillingtagen til kende overfor en udvalgssekretær.

Nadia er tavs lidt.

“Jeg føler bare, at det er så uretfærdigt. Så absurd.”

“Og jeg er virkelig skuffet. Jeg havde slet ikke set det danske system være sådan her. Ikke i min vildeste fantasi. Og de forklarer jo ingenting.”

Da Nadia først for få år siden har fået opholdstilladelse i Danmark, vil der gå mange år, før hun kan søge om statsborgerskab på de almindelige vilkår.

Drømmen om en politiuniform

En af Nadias fremtidsdrømme er at blive politibetjent.

Det er dog en forudsætning for at komme ind i politiet, at man er dansk statsborger. 

Men det havde Nadia for en stund glemt alt om, da politiet en dag dukkede op til en karrieredag på gymnasiet.

“Jeg stormede bare derhen for at snakke med dem.”

Nadia stillede en masse spørgsmål. Og hun prøvede kræfter med flere af adgangskravene for at komme ind, for eksempel hvor langt hun kunne hoppe.

“Jeg var vildt glad, da jeg kom hjem med denne her folder og sagde til mine forældre, at jeg ville søge ind som politibetjent efter gymnasiet. Jeg tror, min far var lidt forvirret, men han sagde, ja, det skal du da bare gøre, det er da vildt fedt.” 

Men så brød Nadias mor ind og mindede de to om, at man skal være dansk statsborger for at være politibetjent.

“Og så blev jeg bare ked af det og græd,” fortæller Nadia.

“Men jeg ved også, at jeg ikke kan sidde og vente på, om jeg engang får et dansk statsborgerskab. Jeg skal tage en uddannelse. Så jeg har fundet noget andet, jeg interesserer mig fagligt for. Jeg tror, at jeg vil læse noget med medicin.”

Et af de danske børn

Nadia har næsten uden afbrydelser talt i to timer. Hun ser træt, men lettet ud.

Hun fortæller, at det hele går bedre nu. Især efter, hun for kort tid siden har fået fire års opholdstilladelse. Og efter at Bjørn Dilou Jacobsen har taget sagen.

Det giver håb. 

Hun er blevet mere aktiv igen, både fysisk og socialt. Og familien er blevet rådet til snart at søge om permanent opholdstilladelse for Nadia.

Men Nadia lægger ikke skjul på, at sagen har sat sig spor i hende. Og stadig gør det.

“Jeg har jo altid følt mig som et af de danske børn, man talte om, var fremtiden. Nu ved jeg ikke rigtig.”

Hun vender alligevel flere gange tilbage til tanken om måske senere i livet at skifte spor og blive en del af dansk politi.

“Så får du din drøm opfyldt,” indskyder Nadias mor fra den anden ende af sofaen.

“Ja, så får jeg min drøm tilbage.” 

* Det er den 25. oktober 2023 blevet præciseret i artiklen, at det var omkring årsskiftet 2020/2021, at moren fortalte Nadia, at hun ikke alligevel var dansk statsborger.