Ingerfair om frivillighedsundersøgelse: Vi skal turde redefinere frivillighed for at fange de større forandringer

Endelig. Endelig er frivillighedsundersøgelsen 2020 blevet offentliggjort, og den helt store overraskelse er, at der faktisk ikke rigtig er sket nogen udvikling i andelen af danskere over 16 år, som laver frivilligt arbejde siden 2004.

Den danske befolkning er naturligvis vokset i denne periode, og derfor er der i antal kommet flere frivillige. Der er selvfølgelig også forskydninger inden for frivilligheden de seneste 16 år.

Frivillige laver blandt andet mindre sekretariatsarbejde i dag end tidligere, bruger i gennemsnit mindre tid om måneden på frivilligt arbejde, der er lidt flere engageret på det frivillige sociale område og lidt mindre i frivillighed i offentlig regi i dag end i 2004.

Umiddelbart er den frivillige sektor også blevet bedre til at tage mennesker i den arbejdsdygtige alder, som står uden for arbejdsmarkedet, med i det frivillige arbejde.

Forskydninger af frivillighed

Covid-19 har ikke som sådan lagt en dæmper på vores engagement, men nærmere (og ikke overraskende) skabt nogle forskydninger til mere uformelle og nære hjælpeaktiviteter.

Sådan kunne jeg blive ved med at pege på de små forskydninger gennem årene. Og det er netop det, som man bør kigge efter i undersøgelser, som gentages over tid: De små forskydninger.

Hvis vi blot forstår, måler og vejer frivilligheder ud fra en definition, hvor "arbejde", "organiseret ramme" og "altruismen" er centrale markører, så undsiger vi os samtidigt at se de andre "frivilligheder".

Frederik C. Boll
Direktør, Ingerfair

Frivilligheden er et ældre og udviklet fænomen tæt sammenvævet med andre samfundsforhold, og den lader sig ikke lige ændre.

Men én ting undrer mig særligt: Hvordan kan det være, at vi ikke umiddelbart kan aflæse en stigning i engagementet i miljøet, klimaet og den grønne omstilling? Der er hverken en større andel engagerede på det politiske - eller miljøområdet.

Vi måler ikke alt med de traditionelle frivillighedsbriller - frivillige organisationer kan overse et potentiale. Inden jeg hopper til det potentiale frivillige organisationer kan overse, så fortjener andre gode forklaringsmuligheder også opmærksomhed.

Forklaringsmuligheder

1. Der er reelt en stigning i engagementet i miljøet, klimaet og den grønne omstilling
Det er selvfølgelig nærliggende at konkludere, at der reelt er kommet flere frivillige på det grønne område. Den danske befolkning er vokset siden 2004, derfor er status quo i andelen af befolkningen inden for et område reelt en vækst i antal frivillige.

I tillæg hertil kunne en observation være, at der er mange engagerede i klimabevægelser, som er under 16 år. De tæller slet ikke med i den nationale undersøgelse.

2. Der er større samfundsmekanismer i spil – omfanget af den danske frivillighed er måske bestemt på forhånd
Det kunne også forholde sig sådan, at andelen af den danske befolkning, som er frivillige, afspejler den generaliserede tillid mellem os danskere.

Det er en velkendt tese inden for samfundsvidenskaben, at der er en sammenhæng mellem vores civile engagement i hinanden og graden af generaliseret tillid. Hvilken vej pilen vender, kan være svær at afgøre – altså hvorvidt min tillid til andre mennesker jeg ikke kender, skyldes mit frivillige engagement eller omvendt.

Pointen vil være, at status quo er et udtryk for tilliden mellem os danskere forsat er høj.
 
Begge ovennævnte bud rummer en god forklaringsevne, men vi kunne også gå mere radikalt til værks.

3. Frivillighed er et spørgsmål om identitet – ikke sektor, funktion eller opgave
En tredje tese kan være, at frivillighedsundersøgelsen ikke fanger alt, fordi den reducerer frivillighed til et meget snævert altruistisk arbejdsbegreb.

Kort sagt udfører man en opgave indenfor en organiseret ramme, som kommer andre til gavn end en selv og de nærmeste. Det gøres naturligvis uden tvang og uden betaling.

Sådan har udgangspunktet været hos forskningen og forskellige landsdækkende undersøgelser siden 1980’erne (og det giver god mening for gentagelighedens skyld).

Så først og fremmest. Én måde at begribe frivillighed på er som beskrevet ovenover. Den er hverken mere rigtig eller forkert end andre - men én blandt flere.

Deltagelse og engagement

Anker Brink Lund er professor ved Copenhagen Business School, og han kan hjælpe os med at nuancere vores begreb om frivillighed.

Hans udgangspunkt er ikke "arbejde" eller "foreningen", men derimod "det civile". Hans perspektiv flytter vores fokus hen på deltagelse i de civile samfund.

Læg gerne mærke til, at Anker Brink Lund taler om civile samfund i flertal og ikke "civilsamfundet" i ental. Der er flere måder at deltage "civiliseret" i meningsudvekslinger og handling.

Det er nu, det bliver spændende. For hvis vi blot forstår, måler og vejer frivilligheder ud fra en definition, hvor "arbejde", "organiseret ramme" og "altruismen" er centrale markører, så undsiger vi os samtidigt at se de andre "frivilligheder".

Fællesskabet som grundlag

Når vi tager afsæt i civile samfund og ikke foreninger som ramme for et frivilligt engagement, ser vi mere flydende frivillighedsformer, som spænder på tværs af flere foreninger. Deltagelse og ikke organisation eller forening bliver centralt.

Den nationale frivillighedsundersøgelse er vigtig. Den fanger de små ændringer i frivilligheden over tid, men den kan overse de større udviklinger inden for frivilligheden.

Frederik C. Boll
Direktør, Ingerfair

Når vi flytter blikket fra, at det skal være organiseret i foreningsregi, hvor nogen skaber en ramme for andre, kan vi se, at mennesker selv skaber en ramme for deres eget engagement på tværs af de organiserede og uorganiserede deltagelsesrum. Identitet bliver centralt – ikke tvang.

Når vi angriber vores forståelse af, at frivillighed er et arbejde, hvor noget gøres/produceres/leveres, og vi i stedet anskuer det som et fællesskab, der skabes gennem deltagelse (af alle involverede), så udviskes de klassiske skel mellem frivillige og "brugere".

Det centrale bliver på den måde fællesskab og ikke hvem det, kommer til gavn.

Fra frivillighed til deltagerfællesskab

Vi undersøgte i 2019-2020, hvordan tre klimabevægelser skaber muligheder for at deltage – det kan være i debatten på de sociale medier, i en demo, til et møde, aktivisme eller lignende. Det vil sige ikke frivilligt arbejde, men deltagelse.

Konklusionerne herfra følger denne anden måde at begribe frivillighed på. Deltagelse er centralt for unge. De vil vise, de deltager. Mange unge gør det på tværs af klimabevægelserne, men det er faktisk deltagelse på tværs af mange sager, som er det centrale.

For mange unge er deltagelse i klimakampen også deltagelse i kønsdebatten, deltagelse i en kritik af det kapitalistisk verdenssamfund og et opgør med magtens elite. Alle disse "kampe" kan mødes i klimakampen.

Klimakampen bliver dermed et spørgsmål om identitet og en søgen efter fællesskab.

Jeg tror ikke disse unge ser sig selv, som nogle der udfører et stykke arbejde frivilligt. De ser nok nærmere dem selv som deltagere i klimakampen, som vidende og handlende – og ikke mindst de ansvarlige.

Den nationale frivillighedsundersøgelse er vigtig. Den fanger de små ændringer i frivilligheden over tid, men den kan overse de større udviklinger inden for frivilligheden, fordi den forsat definerer og ser på frivillighed som et snævert arbejdsbegreb.