Kommentar: Det kræver en god portion "god governance" at drive en ansvarlig ngo

For nylig bragte onlinemediet Den offentlige en artikel med rubrikken ”NGO’ere hjælper udbydere af kviklån og casinosites”.

Uden overdrivelse lyder det som et mærkværdigt selskab for ngo’er med fødderne solidt plantet i civilsamfundet.

Historien bag er, at hjemmesider drevet af organisationer som Diabetesforeningen og Danske Hospitalsklovne giver spalteplads til kviklån- og casinotjenester.

Der er ikke tale om bannerreklamer, derimod er firmaerne opført som enten samarbejdspartnere eller sponsorer.

For kommunerne gælder, at de er underlagt offentlighedsloven, kommunalfuldmagten og meget mere. Med civilsamfundet forholder det sig noget anderledes. Her er der ingen offentlig myndighed, der holder tilsyn med, hvorvidt ngo’erne har retningslinjer for "god ngo-ledelse".

Birgitte Boesen
Analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH

Med et enkelt klik på udbydernes logoer ledes man direkte over tilbud om kvikke kontanter, blackjack og rouletter.

Situationen bliver endnu mere spektakulær af, at Forbrugerombudsmanden i marts 2019 politianmeldte ejerne bag nogle af disse kviklånstjenester for at overtræde flere regler for forbrugerbeskyttelse på én gang.

Politianmeldelsen var en udløber af Forbrugerombudsmandens undersøgelse af ni udlånsselskaber, og undersøgelsen fik ombudsmanden til at konkludere, at selvom markedet har ændret sig, siden man i 2017 indførte en 48-timers fortrydelsesregel, er der fortsat problemer med markedsføring og kreditvurdering.

Kort om de kvikke kontanter
For de, der ikke kender markedet, kommer her lidt forbrugeroplysning: Kviklån har i flere år været et omdiskuteret produkt, og Forbrugerombudsmanden har tidligere kritiseret virksomhederne bag for uklarhed om vilkårene for disse hurtige, kortfristede lån.

Selvom de fleste kviklån ligger i den lave ende – nogle udbydere starter ved 100 kroner – er der i det store billede langt større summer på spil.

Ifølge Forbrugerombudsmandens rapport kan de årlige omkostninger risikere at løbe op i mere end 940 procent.

Casinospil er en anden variant, hvor der for alvor kom gang i rouletten, da Folketinget i 2012 ophævede Danske Spils monopol på alle former for spil.

Siden har onlinemarkedet været udsat for hård konkurrence fra internationale onlinevirksomheder, hvis hjemmesider kan være langt sværere at navigere rundt på.

Man behøver ikke have været længe i nærkontakt med ovennævnte fænomener, før mange erkender, at disse tjenester både er dyre og svære at gennemskue, hvilket Forbrugerrådets økonomi- og gældsrådgivning kan give mange eksempler på.

Selvom man gerne må, skal man så også?
Som eksempler på, hvordan det ser ud i de konkrete sager, er Freespins365.dk og Gratispengespil.dk anført på listen over sponsorer mellem 2.800 og 3.000 kr. hos Danske Hospitalsklovne, mens Kassekreditten A/S, der er et selskab under Finans 247 Aps., står blandt mange andre lignende udbydere på listen over Diabetesforeningens samarbejdspartnere.

Finans 247 er i øvrigt ét af de i alt seks forbrugslånsselskaber, der for nylig blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden. 

Der er typisk tale om, at virksomhederne giver småbeløb – ofte under 3.000 kroner, hvilket man ikke kan hævde er nogen høj pris for at få lov at optræde på velgørende organisationers hjemmesider med logoer og links.

Set fra firmaernes side giver det tilmed ret til at flage sit gode samfundssind på egne platforme, fordi man her kan bringe ngo’ernes logoer og dermed signalere, at man støtter en god sag.

Inden nogen griber til tasterne, er det på sin plads at pointere, at ingen af de ovennævnte ngo’er er tiltalt for noget som helst i den forbindelse, og at organisationerne er i deres fulde ret til at handle, som de har gjort.

Ligeså har udlåns- og spiludbydere ret til at udbyde deres produkter, så længe de overholder lovgivningen, jævnfør ovenfor.

Når sagen alligevel finder vej til klummen, sker det ud fra et mere principielt spørgsmål, nemlig: Selvom man gerne må noget, skal man så også nødvendigvis gøre det?

Eller sagt mere reflektorisk: Bør civilsamfundsorganisationer formulere kodeks for, hvilke sponsorer og samarbejdspartnere man ønsker at have inden døre? Og hvad skal der i givet fald til, før man siger nej tak til et bidrag?

Hvordan siger man nej
Det er ikke noget enkelt spørgsmål at besvare. Som bekendt har omverdenen det med at bedømme én på, om der er overensstemmelse, mellem hvad man gør, og hvad man siger.

Derfor vil det ’forkerte’ ja til en sponsor eller en samarbejdspartner altid indebære en omdømmemæssig risiko.

Det kan National Portrait Gallery og Tate Modern i London og Guggenheim Museet i New York tale med om.

Alle har de været udsat for offentlig kritik for deres tætte samarbejde med Sackler-familien, der står bag medicinalvirksomheden Purdue Pharma.

Sagen rullede for alvor, da seks af familiens medlemmer blev sagsøgt af hundredevis af amerikanere, der anklager dem for at forholde offentligheden oplysninger om helbredsrisikoen ved at bruge firmaets smertestillende lægemiddel OxyContin.

Det kostede foreløbig familiens fond, The Dr. Mortimer & Theresa Sackler Foundation, muligheden for at donere yderligere millioner til de tre museer, der har sat samarbejdet på pause – netop for at værne om eget omdømme.

Erfaringen fra andre organisationer, der har været ude i stormvejr, er, at omdømmet kan vise sig at være den dyreste vare, en organisation har på sine hylder.

Omvendt kan det være svært for den enkelte medarbejder at sige nej til et samarbejde, en donation eller en bevilling, når man står i situationen og har stærkt brug for pengene.

En simpel tommefingerregel siger, at hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.

Derfor må rådet være, at enhver ansvarlig ngo-bestyrelse formulerer nogle enkle retningslinjer for samarbejdet med sponsorer og andre, hvor der er ydelser involveret – og i øvrigt deler dem internt som eksternt.

Med sådanne principper ved hånden bliver det mere gennemsigtigt for alle, når man skal tage stilling fra sag til sag.

Det var en lignende erkendelse, der så sent som i 2017 fik Kræftens Bekæmpelse til at revidere sine etiske retningslinjer, så ingen medarbejdere længere kunne være tvivl om, hvilke samarbejder man indgår i.

Helt konkret betød det, at Kræftens Bekæmpelse fik præciseret, at man ikke modtager støtte eller bidrag fra hverken tobaksindustrien eller medicinalindustrien.