Bliv abonnent
Annonce

Utålmodigheden ulmede, da frustrerede landmænd mødtes i Herning: "Ellers er der jo ikke andet for end at demonstrere"

Landbrug & Fødevarer-formand Søren Søndergaard synes, det er et svært tidspunkt at holde delegeret møde på, fortæller han i sin tale.
Landbrug & Fødevarer-formand Søren Søndergaard synes, det er et svært tidspunkt at holde delegeret møde på, fortæller han i sin tale.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

På mange måder er alt, som det skal være på Landbrug & Fødevarers årlige delegeretmøde i Herning.

Murstensværket i kongrescentret er stadig rødt, og under en ministertale er en landmand nødt til at forlade salen for at tage et opkald om nogle jordprøver, der lige er tikket ind.

Men noget er anderledes.

Presseopbuddet er større, end det plejer, og foran kongrescenterets svingdøre har Den Grønne Ungdomsbevægelse samlet sig for at råbe mødedeltagerne op.

Jeg har været lidt bekymret, for jeg synes, det er et svært tidspunkt at holde et møde på.

Søren Søndergaard
Formand, Landbrug & Fødevarer

"Klimasvigt," står der ildevarslende med grønt på deres medbragte plakat.

Dette års delegeretmøde rammer nemlig pladask ned i de højspændte, politiske forhandlinger om den grønne trepart, som i disse dage synes at være gået i stå.

Så sent som dagen før, at Landbrug & Fødevarers medlemmer sætter sig til rette ved langbordene i Herning, har statsminister Mette Frederiksen (S) gjort det klart, at hun frygter et sammenbrud i forhandlingerne.

Over de to dage, som delegeretmødet varer, bliver det klart, at den usikkerhed ikke er gået nogens næse forbi i landbruget.

Landmændene følger nøje med i det, der siver ud fra forhandlingslokalet – og det, som de hører, har de en holdning til.

"Man kan tydeligt mærke på Søren Søndergaard (formand for Landbrug & Fødevarer, red.), at det er en speciel tid med dén trepart der," siger en kvægavler fra Aabenraa til Altinget.

Læs også

Det lægger landbrugsbossen da heller ikke skjul på selv.

"Jeg har været lidt bekymret, for jeg synes, det er et svært tidspunkt at holde et møde på," siger han undervejs på mødet.

Utålmodigheden var til at tage og føle på i Herning.

Måtte skrive tre taler

Usikkerheden om forhandlingerne på Christiansborg er allerede et hovedtema på delegeretmødets første programpunkt.

I sin formandstale afslører Søren Søndergaard, at han har måtte forberede hele tre forskellige taler til lejligheden.

"En grøn, en gul og en rød," siger han.

Den grønne skulle holdes, hvis trepartsaftalen fra juni “uden videre rabalder” blev vekslet til en politisk rammeaftale, mens den gule var til en anledning, hvor forhandlingerne trak ud, men alligevel nåede at ende i en aftale.

Den Grønne Ungdomsbevægelse tog onsdag morgen plads foran Herning Kongrescenter, hvor Landbrug & Fødevarer holdt sit årlige delegeretmøde.
Den Grønne Ungdomsbevægelse tog onsdag morgen plads foran Herning Kongrescenter, hvor Landbrug & Fødevarer holdt sit årlige delegeretmøde. Foto: Ella Jørgensen/Altinget

Begge måtte skrottes, den gule så sent som i weekenden, fortæller formanden fra scenen.

Den grønne trepartsaftale, der er blevet regeringens helt store prestigeprojekt, er nemlig gået i politisk hårdknude på Christiansborg.

En kavalkade af nyheder om historisk iltsvind, massiv kritik fra Rigsrevisionen af kontrollen med landbrugets udledning af kvælstof og læk fra forhandlingerne har besværliggjort processen.

Landbrugsformanden står derfor tilbage med den røde tale. Versionen, der i sidste øjeblik blev krattet ned, da det stod klart, at en aftale endnu har lange udsigter.

Spørgsmålet er ikke længere, hvornår aftalen lander, men om aftalen står, konkluderer Søndergaard fra scenen

Det er "dybt frustrerende", at lækkede notater og mellemregninger har “forhalet” forhandlingerne, og at landbruget i den forbindelse bliver mistænkeliggjort frem for anerkendt, forklarer han.

"Det er ærligt talt rigtig træls, sagt på godt jysk," siger Søren Søndergaard til store klapsalver i salen.

Minister maner til ro

De menige medlemmer bruger ikke nødvendigvis samme ord, men de er helt på samme linje, da de efter formandens tale får mulighed for at gå på talerstolen.

"Jeg håber snart, I laver en aftale. Der er faktisk ventelister på at komme med i jordudviklingsprojekter. Det ville glæde os, hvis Folketinget kunne blive lige så klar, som vi er!" lyder det blandt andet begejstret fra et medlem.

Alle taler de ned til den ende af salen, hvor formand Søren Søndergaard er placeret tæt med både minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S), klimaminister Lars Aagaard (M) og økonomiminister Stephanie Lose (V).

Jeg ved godt, I er utålmodige, men det er en stor aftale.

Jeppe Bruus (S)
Minister for grøn trepart

Europaminister Marie Bjerre (V) kigger også forbi på mødet, og fødevareminister Jacob Jensen (V) skulle egentlig have fuldendt det talstærke regeringshold, men han er syg.

Ministrene går også på scenen, og i sin tale adresserer Bruus stemningen i salen.

"Jeg ved godt, I er utålmodige, men det er en stor aftale," lyder det fra trepartsministeren.

Kompleksiteten gør, at det tager tid, er budskabet.

"Vi startede treparten med at tale meget om klima. Det, der fylder mest nu, er, hvordan vi får livet tilbage i vores fjorde. Betingelsen er, at vi kraftigt reducerer udledningen af kvælstof," minder Jeppe Bruus publikum om.

En rutsjebane, der ikke er sjov

Afgående viceformand Thor Gunnar Kofoed er glad for, at alle ministrene er kommet. Han håber, at de kan se, at alle indlæggene fra medlemmerne er positive og konstruktive.

Klart er det i hvert fald, at deltagerne har gode idéer til, hvordan politikerne skal prioritere kvælstofindsatsen. Herunder i høj grad hvor indsatsen ikke skal prioriteres.

Landmanden Anders går på scenen med et budskab om, at Danmark står for en mindre andel af udledningerne til Østersøen.

"Vi stikker hinanden blår i øjnene, når iltsvind italesættes som noget, der kun skyldes dansk landbrug og kun kan løses af dansk landbrug," fastslår han.

Det giver formanden ham "fuldstændig ret i".

"Det er svært, når vi ikke har et samarbejde med landene rundt om Østersøen. En opfordring til alle parter er, at vi får nuanceret den her debat, så ressourcerne bliver målrettet det rigtige sted hen," siger Søren Søndergaard.

Læs også

Planteavler Sara Wilken Jul Sørensen kalder de sidste mange års kvælstofdebat for en "rutsjebane."

"Når vi spørger Miljøstyrelsen, siger de, at det er fordi, der er kommet en bedre model. Men betyder det nødvendigvis, at den gamle model var dårlig? Jeg synes, det er useriøst. I min optik skal en rutsjebanetur være sjov," siger hun til store klapsalver fra salen.

Det indlæg kalder Søren Søndergaard "fremragende".

"Kortet har skiftet tre gange i min tid som formand. Der skal være faglighed i den måde, vi tilgår det på. Men nogle gange har faglighed nogle svære kår i politik," lyder formandens kommentar.

Ellers er der jo ikke andet for end at demonstrere.

Alex
Agronomstuderende, Nordjyllands Landbrugsskole

Et medlem vender blikket fra kvælstof og mod landbrugets CO2-udledninger.

"Arla har ved egen hånd fjernet ét ton CO2 de sidste tre år," lyder det fra landmand René Lund.

"Så vi kan godt selv finde ud af det. Det er godt nok ikke kun i Danmark, men også i udlandet. Men jeg synes bare, det var sådan et fint tal," siger han.

Det er ganske rigtigt ikke kun i Danmark, men i syv europæiske lande, at Arla har reduceret udledningen med en million tons. Hvordan det alene går med reduktionen hos koncernens danske mælkeprodukter, har Arla indtil nu ikke ønsket at oplyse.

Køre til Aalborg i traktor

Ved to-tre langborde sidder en gruppe mænd og kvinder, hvis hårtoppe ikke er helt så gråsprængte, som i resten af salen.

Landbrugsskolerne deltager også, og Altinget fanger de to elever Alex og Zacharias på henholdsvis 22 og 24 år fra Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe, der begge er delegeretmøde-debutanter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alex, 22 og Zacharias, 24, elever på Nordjyllands Landbrugsskole. Til højre er underviser Finn Larsen.
Alex, 22 og Zacharias, 24, elever på Nordjyllands Landbrugsskole. Til højre er underviser Finn Larsen. Foto: Ella Jørgensen/Altinget

Alex fortæller, at han tidligere har været særdeles afvisende over for udsigten til en CO2-afgift, som i øvrigt fylder meget lidt på mødet sammenlignet med sidste år.

I dag håber han at få det bedste ud af det.

"Ellers er der jo ikke andet for end at demonstrere. Så må vi køre til Aalborg i traktor," siger han.

Den er Zacharias ikke helt med på, siger han. Han både håber og tror på, at det hele nok skal falde på plads, også i landmændenes favør.

Deres underviser, Finn Larsen, har været med på delegeretmødet i mange år. Selvom det i år foregår i ly af svære, afgørende forhandlinger om erhvervets fremtid, er han positivt overrasket over stemningen.

"Jeg har været med til møder, hvor man mest af alt bare har råbt og syntes, at det hele var totalt umuligt. I år er det dejligt," siger han.

Om de videre forhandlinger på Christiansborg også bliver totalt umulige, må de kommende uger vise.

På delegeretmødet i Herning stod det klart, at landmændene følger dem nøje.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026